Ved separation eller skilsmisse skal fællesboet deles. Såfremt ægtefællerne har skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, skal det holdes uden for bodelingen.

Skilsmissesæreje har alene virkning for fordelingen af formuen, såfremt ægteskabet opløses ved separation eller skilsmisse, medens ægtefællernes formue ved den enes død behandles som om, ægtefællerne havde haft fælleseje. Ved fuldstændigt særeje har særejet virkning, hvad enten ægteskabet opløses ved separation, skilsmisse eller ved den ene ægtefælles død.

I den forbindelse opstår spørgsmålet, hvordan ægtefællerne skal beskattes i separations- eller skilsmisseåret. Samlivet anses for ophørt i skattemæssig henseende på tidspunktet for separationen eller skilsmissen.

Fra separations- eller skilsmissetidspunktet og indtil bodelingsoverenskomsten foreligger skal ægtefællerne beskattes af kapitalindtægter og kapitaludgifter, som kan henføres til deres respektive bodele og eventuelle særeje, jf. TfS 1987, 369 LSR. Her statuerede Landsskatteretten, at ægtefællerne i separationsåret skulle beskattes af en formue svarende til deres respektive bodele og ikke - som ønsket af den ene part - af hver halvdelen af formuen. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at den endelige bodeling først fandt sted det efterfølgende år og at ægtefællerne ikke havde selvangivet i overensstemmelse med bodelingsoverenskomstens indhold.

Derfor skal en ægtefælle, der ved bodelingen f.eks. har fået tillagt et rentebærende aktiv, som hidtil har tilhørt den anden ægtefælle, først beskattes af afkastet fra tidspunktet for bodelingsoverenskomsten, uanset renternes forfaldstidspunkt, jf. TfS 1986, 430 LSR. 

►SKM2008.720.BR En skatteyder blev for indkomståret 2004 ikke anset for skattepligtig af en formuefordel på kr. 184.500 i forbindelse med, at hun erhvervede en ejendom fra et anpartsselskab, der var 100% ejet af hendes tidligere ægtefælle. Ejendommens handelsværdi var ubestridt kr. 184.500 højere end det beløb, hun havde betalt for ejendommen. Overdragelsen af ejendommen skete i overensstemmelse med vilkår, der var fastsat i en køberetsaftale indgået d. 31.december 2001. Ægtefællerne var blevet skilt i november 1998, og der var ikke oprettet en bodelingsoverenskomst mellem ægtefællerne. Efter bevisførelsen blev det lagt til grund, at overdragelsen af ejendommen til skattyderen måtte anses som led i bodelingen. ◄

Kapitaludgifter

Efter kildeskattelovens § 4, stk. 3 og 4, anses ægtefællers samliv for ophørt i skattemæssig henseende på tidspunktet for separation eller skilsmisse. Ved faktisk samlivsophævelse uden separation eller skilsmisse anses samlivet først for ophørt ved udgangen af det indkomstår, hvor samlivsophævelsen finder sted. Da det ved beregning af ægtefællers skat er afgørende,  om ægtefællerne i skattemæssig forstand er samlevende ved indkomstårets udgang, følger heraf, at den lempelige praksis om ægtefællers fordeling af renteudgifter, ikke kan finde anvendelse i separations- eller skilsmisseåret, men kun ved samlivsophævelse uden separation eller skilsmisse. Se Skatteministeriets cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, pkt. 20. 

Hæfter begge de tidligere ægtefæller således solidarisk for et lån, vil banken/kreditinstituttet indberette en andel af renteudgifterne til hver ægtefælle. Så længe ægteskabet består, vil det normalt ikke spille nogen rolle for kapitalindkomstbeskatningen, om det er den ene eller den anden ægtefælle, der får fradrag for renteudgifterne. Efter separation eller skilsmisse og indtil fællesboet er skiftet ved bodelingsoverenskomst, er det kun den eller de låntagere, der hæfter for lånet, der vil kunne opnå fradrag.

I TfS 1993, 347 LSR, blev en af ægtefællerne indgået aftale om fordeling af fradragsretten til renteudgifter vedrørende en fast ejendom i separationsåret tilsidesat. Landsskatteretten fandt herved, at der ikke i separationsåret var hjemmel til at tillade en anden fordeling af renteudgifterne end den, der fremgik af KSL § 24 A. Renteudgifterne skulle henføres til den ægtefælle, der både hæftede for gælden i ejendommen og var ejer af ejendommen. Se endvidere TfS 1995, 640 LSR, hvor fradragsretten til renteudgifter blev tillagt skødehaveren fuldt ud, selvom en af kreditorerne (en kreditforening) ikke havde accepteret ham som enedebitor. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der var sket gyldig overdragelse af gælden mellem parterne. I TfS 1999, 899 LSR var en ejendom erhvervet af klageren som eneejer. Klageren hæftede sammen med sin tidligere ægtefælle solidarisk for gælden. Parterne var derfor som udgangspunkt berettigede til fradrag for halvdelen af renteudgifterne hver, og klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at den tidligere ægtefælle ikke længere var medhæftende. I SKM2004.377 HR, ejede sagsøgeren og dennes tidligere ægtefælle en ejendom i lige sameje og hæftede solidarisk for realkreditlånene i ejendommen. Da der ikke forelå nogen oplysninger om aftale mellem sagsøgeren og dennes tidligere ægtefælle om ændring af hæftelsen i deres indbyrdes forhold, kunne sagsøgeren alene fradrage halvdelen af renteudgifterne. I SKM2003.451.LSR hæftede skatteyderen solidarisk med sin nu fraseparerede hustru for gæld i fast ejendom. Skatteyderen havde hidtil betalt alle ydelse på gælden, hvilket han fortsatte med i det år, hvor samlivet blev ophævet. Skatteyderens regreskrav mod ægtefællen blev anset for uerholdeligt, således at han var berettiget til fradrag for de fulde renteudgifter.

Se nærmere afsnit A.E.1.1.4

Når en ægtefælle ved bodeling i forbindelse med separation og skilsmisse får tillagt aktiver, som hidtil har tilhørt den anden ægtefælle, succederer førstnævnte ægtefælle i sidstnævntes skattemæssige stilling vedrørende de pågældende aktiver.