Dansk skib : Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, og som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som bugser- og bjærgningsfartøj. Et skib, som er registreret med hjemsted på Færøerne, i Grønland eller i udlandet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, og som uden besætning overtages til befragtning af et dansk rederi, sidestilles med dansk skib. Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet, og som uden besætning overtages til befragtning af et færøsk, grønlandsk eller udenlandsk rederi, anses ikke for et dansk skib.
Udenlandsk skib: Et skib med en bruttotonnage på 20 t eller derover, som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som bugser- og bjærgningsfartøj, og som ikke anses for et dansk skib.
Begrænset fart :
a) Fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde.
b) Anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lign.
c) Fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler.
d) Rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil.
e) Anden fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende person har mulighed for regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Ved bedømmelsen af, om betingelsen om mulighed for overnatning på sædvanlig bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om lønmodtageren med hensyn til afstanden mellem bopæl og det sted, hvor skibet lægger til, har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl
Landsskatteretten godkendte ikke sømandsfradrag for en ansat på et skib, der anvendtes til lejrskoletogter og chartersejlads, idet skibet ikke ansås for udelukkende anvendt til befordring af personer eller gods eller som bjærgningsfartøj. SKM2001.243.LSR.
Ved Vestre Landsrets Dom SKM2005.376.VLR blev et skib, der anvendtes til tur- og chartersejlads, anset for omfattet af definitionen på et dansk skib, jf. § 2 i sømandsfradragsloven, og de ansatte om bord på skibet var således berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 C.
Sagen vedrørte et skib, der blev anvendt til erhvervsmæssig tur- og chartersejlads, og det blev lagt til grund, at skibet i de fleste tilfælde returnerede til samme havn, som det var afsejlet fra. Der havde ikke været afholdt arrangementer, hvor skibet ikke havde været ude at sejle (kaj-arrangementer).
Landsretten fandt, at skibet udelukkende var blevet anvendt til erhvervsmæssig "befordring af personer", jf. sømandsfradragslovens § 2. Den beskrevne anvendelse fandtes således efter landsrettens opfattelse at ligge inden for en almindelig sproglig forståelse af ordet "befordring", ligesom der efter landsrettens opfattelse ikke var klare holdepunkter i forarbejderne for at fravige denne sproglige forståelse af ordet "befordring".
Løn udbetalt til de ansatte på skibet blev derfor anset for lempelsesberettiget efter ligningslovens § 33 C, stk. 1, idet det ikke var bestridt, at de øvrige betingelser herfor var opfyldt.
Landsskatteretten har vedrørende samme skib, ved kendelse SKM2007.731.LSR taget stilling til, at den omhandlede tur- og chartersejlads ikke opfyldte betingelserne for beskatning efter reglerne i tonnageskatteloven, hvorfor søfolkene om bord ikke kan opnå skattelempelse efter søfolkskattelovens § 5.
Landsretten fandt ved dom af 16. april 2008 SKM2008.430.VLR, at en flydekran ikke var et dansk skib efter søfolkskattelovens § 5, idet fartøjet ikke opfyldte kravet i samme lovs § 2, nr. 1, om udelukkende at være anvendt som bugser- og bjærgningsfartøj eller til erhvervsmæssig transport af godset. Landsretten lagde bl.a. til grund, at fartøjet kun i mindre omfang anvendtes som bjærgningsfartøj. Landsretten fandt videre, at bestemmelsen skulle undergives en snæver fortolkning under henvisning til ordlyden efter søfolkskattelovens § 2, nr. 1 ("udelukkende"), og lovforarbejderne.
Videre lagde landsretten til grund, at fartøjet ikke anvendtes til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven, hvilket også er et krav efter søfolkskattelovens § 5. Retten fandt ikke, at fartøjet var indrettet til at udføre transport af gods på dæk eller i lastrum eller i øvrigt til transport af gods mellem forskellige destinationer, jf. tonnageskattelovens § 6, ud over den flytning af et løftet emne i krankroge på fartøjet til et andet bestemt sted, der var en del af den løfteopgave, som fartøjet varetog. Retten fandt videre, at fartøjet måtte anses som en "flydekran" i den forstand udtrykket anvendes i tonnageskattelovens § 8, stk. 2. Retten fandt i den forbindelse, at det er uden betydning, at fartøjet var udstyret med maskineri, der kunne anvendes til fremdrift, ligesom det er uden betydning, at der foreligger en bemandingsfastsættelse for det pågældende fartøj. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på lovmotiverne til tonnageskattelovens § 8, stk. 2, der tilsigter en præcisering af reglerne i forhold til EU-retten.
Sagen er indbragt for Højeste Ret.