Retten til fradrag for gaver efter LL § 8 A er betinget af, at gavemodtageren er godkendt af skatteministeren som berettiget til at modtage gaver, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Endvidere skal foreningen m.v. indberette indbetalingen til SKAT i overensstemmelse med skattekontrolovens § 8 Æ.
SKAT har i bekendtgørelse nr. 837 af 6. august 2008 fastsat regler om godkendelse efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3.
Bekendtgørelsen er indsat som bilag til denne ligningsvejledning.
Skatteministeren kan godkende foreninger, stiftelser, institutioner m.v., som anvender deres midler til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål.
For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinier med et objektivt præg. Formålet må således komme en vis videre kreds til gode.
Det er et krav, at en forening m.v. i overvejende grad anvender sine midler i almennyttigt eller almenvelgørende øjemed. Se i den forbindelse TfS 1998, 773, hvor Told- og Skatteregion Nærum tilbagekaldte en hjælpeorganisations godkendelse, fordi der var et misforhold mellem den andel af midlerne, som blev anvendt til almenvelgørende og almennyttige formål, og den andel af midlerne, der gik til administration.
AlmenvelgørendeFor at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at støtten ydes personer inden for en videre kreds, der er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske kår. I begrebet almenvelgørende ligger, at en større kreds af befolkningen ifølge vedtægterne kan komme i betragtning. Som eksempler på almenvelgørende foreninger, der er godkendt, kan nævnes Boligfonden for enlige mødre og fædre og KFUK's Sociale Arbejde.
Almennyttigt
Formålet anses for almennyttigt, når det ud fra en i befolkningen almindeligt fremherskende opfattelse kan anses for nyttigt, og når det kommer en vis videre kreds til gode. En forening kan dog godkendes som almennyttig, selv om kun en enkelt person eller en enkelt institution bliver tilgodeset ved en uddeling fra foreningen m.v., når blot den pågældende modtager er valgt som en blandt mange mulige. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige - herunder forskningsmæssige og sygdomsbekæmpende -, humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer kan anses for almennyttige. Som eksempel på foreninger, der er godkendt som almennyttige, kan nævnes Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. Derimod kan organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke anses for almennyttige.
Det er i almindelighed uden betydning for spørgsmålet, om et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, om aktiviteten udøves her i landet eller i udlandet. Det er dog et ufravigeligt krav, at administrationen af de midler, der kommer formålet til gode, finder sted her i landet eller i et andet EU/EØS-land. Er der tale om en underafdeling af en international organisation eller et verdensomspændende religiøst samfund, der har sæde uden for EU/EØS-landei udlandet, er det en betingelse for godkendelse, at hovedparten af afdelingens styrelsesorganer samt hovedkontoret har sæde her i landet eller i et andet EU/EØS-land.
Regnskab og kontrol SKAT (Skattecenter Bornholm) påser, at godkendelsesbetingelserne fortsat er opfyldt. Til brug herfor skal institutionen på begæring fra SKAT indsendes sine regnskaber til SKAT. SKAT kan konkret indkræve mere specificerede oplysninger til regnskabet, specielt hvis foreningen m.v. anvender sine midler til aktiviteter uden for EU/EØS-lande. SKAT kan således forlange, at en ansøgende forening mv. eller en allerede godkendt forening mv. til dokumentation af det almenvelgørende - eller almennyttige formål fremkommer med oplysninger om projektet i lande udenfor EU/EØS-lande, herunder formålet med projektet, den ansvarlige for projektet, budgetrammer, navne på modtageren af midlerne mv.
§ 8 A-godkendte foreninger m.v. skal indsende oplysning om hjemstedskommune, formue, indtægt, det aktuelle antal kontingentbetalende medlemmer, antal bidragydere, det samlede gavebeløb, de samlede uddelinger samt specifikation af uddelingerne. Gaveskemaet til brug herfor kan rekvireres hos et Skattecenter eller hentes på www.skat.dk.-blanketter.
Religiøse samfund skal dog blot indsende oplysning om de samlede indkomne bidrag og deres anvendelse. Er de ovenfor beskrevne betingelser ikke længere opfyldt, kan godkendelsen tilbagekaldes. Tilbagekaldelse vil som udgangspunkt ske med virkning for det efterfølgende kalenderår.
Ansøgningsfrist m.v. SKAT (Skattecenter Bornholm) er bemyndiget til at godkende de pågældende foreninger m.v.
Anmodning om godkendelse skal indsendes den 1. oktober i det kalenderår, for hvilket godkendelsen første gang skal have virkning.
Godkendelsen kan for nystiftede foreninger mv. tidligst få virkning fra stiftelsestidspunktet.
Godkendelsen har virkning indtil den konkret bringes til ophør og skal ikke fornys hvert år
SKAT udsender årligt en oversigt med fortegnelse over de godkendte foreninger m.v. |