Definition Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for de i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger m.v. forstås indtægt fra nærings- eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt fra drift, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, jf. SEL § 1, stk. 4, 1. pkt.

Efter SEL § 1, stk. 4, 2. pkt., betragtes andel i overskud af en erhvervsvirksomhed, som ikke drives af den pågældende forening selv, som erhvervsmæssig indtægt for foreningen m.v. Se herom afsnit S.C.6.1.2.

Ved den nærmere bedømmelse af om en forening m.v. oppebærer indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, jf. SEL § 1, stk. 4, 1. pkt, er det uden betydning, om virksomheden er tilrettelagt sådan, at der med denne tilsigtes et overskud, jf. skd. 1972.19.7. Skattepligten er alene knyttet til arten af den virksomhed, der udøves. Se hertil TfS 1991, 395 HRD, hvor aktiviteten i en selvejende institution vedrørte udlejning af skibe. Højesteret anså selve aktiviteten som afgørende for skattepligten, ikke hvad eventuelle overskud i henhold til vedtægterne skulle anvendes til. Højesteret fandt herefter, at den selvejende institution drev erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor indtægterne herved var skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

Til erhvervsmæssig indtægt henregnes også entreindtægter, annonceindtægter, reklameindtægter og indtægter ved bankospil og lotteri, medmindre indtægterne hidrører fra foreningens medlemmer, jf. nedenfor.

Begrebet erhvervsmæssig virksomhed omfatter principielt driften af alle virksomheder, der kan indbringe en fortjeneste. Se således UfR 1971, 78 HRD, hvor en forening blev anset for skattepligtig af afgifter, den modtog for at repræsentere ikke-medlemmer. I LSRM 1967, 95 LSR blev en forening anset for skattepligtig af indtægt fra ikke-medlemmers annoncering i medlemsbladet. Afgørelsen er endvidere omtalt nedenfor under afsnit S.C.6.1.7 om fradragsberettigede udgifter. I Revision og Regnskabsvæsen 1965 Skattemæssige meddelelser 44 DEP blev en forening anset for skattepligtig efter et næringssynspunkt af fortjeneste ved salg af nogle parcelhuse, som foreningen selv opførte med videresalg for øje.

►I afgørelsen offentliggjort som SKM2008.263.LSR anså Landsskatteretten en forening, der havde til formål at fremme erhvervsudviklingen i en bestemt kommune for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Den virksomhed, som foreningen drev i henhold til § 12 i lov om erhvervsmæssig fremme, kunne ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed. Foreningen kunne således undlade at medregne den del af det kommunale tilskud, der var ydet direkte til det ikke-erhvervsmæssige formål, til den skattepligtige indkomst.◄

Leverancer til medlemmer Overskud, som de i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, nævnte foreninger m.v. indvinder ved leverancer til deres medlemmer, betragtes derimod ikke som indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. SEL § 1, stk. 5.

Leverancen til medlemmet skal have en naturlig tilknytning til foreningens formål og virke. Af de i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, anførte skattesubjekter kan begrebsmæssigt kun foreninger anses at have medlemmer. For selvejende institutioner, legater og stiftelser vil der i almindelighed ikke forekomme indkomster, som vil kunne sidestilles med leverancer til medlemmer af en forening.

Begrebet leverancer i SEL § 1, stk. 5, skal forstås i vid betydning, idet også indtægter fra udlejningsaktivitet og levering af tjenesteydelser udelades ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se skd. 1979.50.179 om leverancer til medlemmer af en indkøbsforening, der organisatorisk opfyldte betingelserne for skattepligt efter den hidtil gældende SEL § 1, stk. 1, nr. 3 a, men hvis skattepligt var omfattet af den ligeledes hidtil gældende SEL § 1, stk. 1, nr. 6, fordi medlemskredsen alene bestod af koncernforbundne selskaber. Da foreningen kun leverede til disse medlemmer, havde den således ikke erhvervsmæssig indkomst.

Det er kun indkomst indvundet ved leverance til medlemmer, der holdes uden for foreningens erhvervsmæssige indkomst. Derimod er indtægter, som foreningen indvinder ved salg til ikke-medlemmer af produkter, som foreningens medlemmer sælger til foreningen, omfattet af skattepligten. Se hertil TfS 1990, 403 LSR, hvor Landsskatteretten fastslog, at der ved opgørelsen af en forenings omsætning med ikke-medlemmer skulle henregnes såvel videresalg til ikke-medlemmer som opkøb hos ikke-medlemmer. Se endvidere afsnit S.A.1.6.1.

Det er desuden kun leverancer til foreningens egne medlemmer, der ikke betragtes som erhvervsmæssig virksomhed. Hvis foreningen derfor har indtægt ved leverancer til medlemsforeningers medlemmer, er denne indtægt indkomstskattepligtig for foreningen.

Spekulationsavance Spekulationsavancer kan ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed og er derfor ikke skattepligtige for de her omhandlede foreninger.

Afgørelser Afgørelsen offentliggjort som SKM2007.867.SR angik en boligforening, der var registreret som et interessentskab. Skatterådet meddelte indledningsvis, at det var rådets opfattelse, at boligforeningen skulle anses som en selvstændig juridisk enhed og dermed var omfattet af og skattepligtig i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Boligforeningen påtænkte at skabe vedtægtsmæssig hjemmel for at foreningen kunne kautionere for de enkelte medlemmers gæld, navnlig i forbindelse med optagelse af lån til finansiering af køb af interessentskabsanpart med tilknyttet boligret i ejendommen, men tillige i det omfang en af de nuværende beboer ønskede at optage lån i sin anpart. Det var boligforeningens hensigt, at foreningen ville kunne kautionere for lån indtil 60 % af anparternes forholdsmæssige del af den samlede værdi af ejendommen. Foreningen skulle ikke oppebære vederlag herfor. Boligforeningen ønskede Skatterådets stillingtagen til, hvorvidt Boligforeningen ville blive skattepligtig af et ansat vederlag for påtagelse af kaution for medlemmernes gæld. Indledningsvist bemærkede Skatterådet, at da foreningen efter det oplyste ikke ville oppebære vederlag for kautionen kunne et eventuelt vederlag ansættes af SKAT og ville efterfølgnede skulle betragtes som indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, da det var at sidestille med leverancer. Ved vurderingen af en eventuel beskatning af foreningen lagde Skatterådet vægt på, at kaution kun vil finde sted for lån med sikkerhed i anparterne eller finansiering af køb af disse. En sikkerhedsstillelse var således kun mulig for medlemmer af foreningen eller kommende medlemmer af foreningen. Det var herefter Skatterådets opfattelse, at den ansatte indkomst/vederlag for ydelse af kautionen skulle behandles efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 5, hvorefter overskud som foreninger, omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 indvinder ved leverancer til medlemmerne ikke skal betragtes som indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet meddelte derfor, at det var Rådets opfattelse, at den påtænkte disposion ikke ville udløse beskatning for boligforeningen eller på anden måde skattemæssigt belaste foreningen.      

I TfS 1989, 392 VLD indgik en vognmandsforening transportkontrakter med kunderne, hvorefter foreningen skaffede vognmænd til de enkelte opgaver. Vognmændene udskrev derefter regning til foreningen, ligesom kundernes betaling for opgaverne indgik direkte til denne. Foreningen fordelte herefter de enkelte beløb efter de enkelte vognmænds regninger med fradrag af 6 pct. til dækning af foreningens omkostninger. Vestre Landsret fandt, at foreningens indtægter fra fordelingsordningen var omfattet af SEL § 1, stk. 4 (nu SEL § 1, stk. 5), da formidlingen af kørselsopgaver til medlemmerne måtte anses som en ydelse til medlemmerne. Indtægterne herved ansås derfor ikke for skattepligtige for vognmandsforeningen.

SKM2002.54.LSR vedrørte en kontoring, hvis andelshavere var en række detailforretninger. Kontoringens aktivitet bestod i at yde kredit til andelshavernes kunder og i over for andelshaverne at indestå for betalingen for kundernes køb hos disse. Landsskatteretten anså kontoringen for at drive finansiel virksomhed og ikke virksomhed med køb og salg af varer. Landsskatteretten fandt, at kontoringen var omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og at indtægterne ved kreditgivningen var skattepligtige, idet der var tale om en omsætning med andelshavernes kunder og ikke med andelshaverne selv. De indbetalinger, som andelshaverne selv foretog til kontoringen som direkte vederlag for dennes ydelse af kredit til kunderne, var dog skattefri for kontoringen.

I SKM2006.102.LSR. deltog en forening, som interessent i en erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten konkluderede, at foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er skattepligtige af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Ved indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed forstås dels indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, dels indtægt som flyder fra en ret til andel i overskuddet af en erhvervsmæssig virksomhed, som ikke drives af den pågældende forening selv, jf. SEL § 1, stk. 4. Da virksomheden i den konkrete sag drives i interessentskabsform, og foreningen som interessent modtager andel i virksomhedens resultat, måtte foreningen anses for selv at drive erhvervsmæssig virksomhed og ikke blot at modtage en del af overskuddet i en virksomhed. Den modtagne overskudsandel var efter Landsskatterettens opfattelse udtryk for en ideel andel af interessentskabets samlede omsætning, som er sket både med medlemmer af foreningen og medlemmer af andre landboforeninger. Overskuddet kunne derfor ikke anses for indvundet ved levering til medlemmer. Indtægten var derfor erhvervet ved erhvervsmæssig virksomhed og var dermed skattepligtig for foreningen.

I SKM2006.281.SR blev Skatterådet anmodet om at bekræfte, at en forening, der var skattepligtig efter SEL § 1, stk. nr. 6, ikke var skattepligtig af indtægter som eksterne bidragsydere bidrager med til foreningens finansiering. Under de i sagen givne forudsætninger, fandt Skatterådet, at foreningen ikke var skattepligtig af bidragene.

I TfS 1990, 284 LSR fastslog Landsskatteretten, at en selvejende institution, der drev socialpædagogisk virksomhed for børn og unge henvist af det offentlige, var omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Vederlaget fra det offentlige blev anset for opnået ved erhvervsmæssig virksomhed.

I TfS 2000, 690 LSR blev en forening, der havde til formål at forestå opførelsen af en friluftsforestilling og at fremme teater og kultur ved formidling og salg af kunstneriske produkter, anset for omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Herudover havde foreningen indtægter ved reklame- og kursusvirksomhed. Landsskatteretten fandt, at samtlige foreningens aktiviteter var af erhvervsmæssig karakter, og et tilskud fra det offentlige blev anset for skattepligtigt. Det var i denne forbindelse ikke afgørende, at foreningens aktivitet uden tilskuddet var underskudsgivende.

Afgørelsen i SKM2002.656.LSR vedrørte en selvejende institution, der havde til formål at drive teatervirksomhed, og som var skattepligtig efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Landsskatteretten fandt, at samtlige institutionens aktiviteter - herunder teatervirksomheden - havde været af erhvervsmæssig karakter. Landsskatteretten lagde herved blandt andet vægt på, at institutionen havde opkrævet entré i forbindelse med opførelsen af skuespil. Retten fandt videre, at offentlige tilskud til institutionen skulle medregnes ved opgørelsen af den erhvervsmæssige indtægt, da tilskuddene var ydet særligt med henblik på udførelsen af de erhvervsmæssige aktiviteter.

I SKM2002.587.LSR fandt Landsskatteretten, at en andelsboligforening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, ved opgørelsen af sin erhvervsmæssige indtægt skulle medregne byfornyelsestilskud, i det omfang disse tilskud trådte i stedet for erhvervsmæssige lejeindtægter.

I TfS 1993, 49 HRD blev en fond, der bl.a. ejede en række anpartsselskaber, hvis formål var at være komplementar i kommanditselskaber, og som også ejede et administrationsselskab, der stod for det daglige arbejde i fonden og dens selskaber, anset for skattepligtig af gaver ydet af kommanditister i de nævnte kommanditselskaber, idet fondens medvirken ved gennemførelse af investeringsprojekter i disse selskaber blev anset for erhvervsmæssig virksomhed.

Indtægter ved ande- og bingospil ved arrangementer for medlemmer af den arrangerende forening og medlemmernes nærmeste pårørende betragtes ikke som indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed og er derfor ikke skattepligtige, jf. skd. 1983.67.385.

Hvis en forening mod betaling påtager sig en opgave, som skal udføres af dens medlemmer, f.eks. omdeling af telefonbøger, er foreningen skattepligtig af indtægterne, hvis det er den, som har indgået aftalen og modtager betalingen. Medlemmerne skal derimod ikke beskattes, medmindre de modtager vederlag fra foreningen for deres arbejde.

En gensidig forsikringsforening, som var omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, ansås ikke for skattepligtig af indtægter hidrørende fra tegning af gensidige forsikringer, hvorimod provisionsindtægter og overskudsandele fra samarbejdet med et forsikringsselskab, som havde dækningsrisikoen, ansås for indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Disse provisionsindtægter m.v. ansås ikke som vederlag for foreningens arbejde for medlemmerne, se skd. 1984.71.679.

I TfS 1989, 357 LSR blev salg af varer fra to andelsselskaber til et af disse selskaber stiftet aktieselskab, som skulle være medlem af begge andelsselskaber, anset for omfattet af andelsselskabernes erhvervsmæssige virksomhed. Køb af varer fra aktieselskabet faldt ikke ind under lempelsesreglen.

I Skat 1985.8.219 LSR blev en sammenslutning af rejsedeltagere anset for en forening og ikke for en selvejende institution. Rejseforeningens overskud ved arrangementet af medlemmernes fællesrejser ansås for indtægt hidrørende fra omsætning med medlemmerne og var derfor skattefri i medfør af SEL § 1, stk. 4 (nu SEL § 1, stk. 5).

Østre Landsret har fastslået, at FDM's provisionsindtægter ved formidling af salg af bl.a. selskabsrejser fra et rejsebureau til foreningens medlemmer måtte anses som indvundet ved leverance til medlemmerne. Det blev lagt til grund, at FDM udover salgsbestræbelser havde ydet medlemmerne en særlig aktiv vejledning og service. Det kunne ikke tillægges betydning, at provisionen ikke var betalt af medlemmerne, jf. Skat 1985.11.307 ØLD.

I TfS 1997, 100 HRD fastslog Højesteret, at en foderstofforening ikke kunne beskattes efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og at foreningen heller ikke kunne påberåbe sig et forventningsprincip som grundlag for en fortsættelse af den hidtidige beskatning som andelsbeskattet indkøbsforening. Højesteret bemærkede, at selskabsskatteloven må forstås således, at det er en betingelse for den særlige - lempelige - beskatning som indkøbsforening fremfor beskatning som brugsforening, at varesortimentet kun omfatter varer, for hvilke der gælder en formodning om, at foreningens medlemmer udelukkende benytter dem til udøvelse af deres bedrift. Se tillige afsnit S.A.1.6.1.

I TfS 1998, 220 LSR blev en forening, der måtte anses for almennyttig, og som ikke foretog udlodninger til uvedkommende formål, ikke anset for skattepligtig af sine erhvervsmæssige indtægter, der måtte anses for medgået til opfyldelse af formålet.

Vederlag for køb/salg af forsikringsporteføljer i forbindelse med ophør af et coassurancesamarbejde mellem to forsikringsselskaber var ikke skattepligtigt i medfør af SL § 4, men skulle skattemæssigt behandles efter SL § 5. Endvidere fandt Landsskatteretten, at indtægter ved tegning af forsikringer for andre forsikringsselskaber (fremmedprovision) måtte anses som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. den dagældende SEL § 17, stk. 5. En del af selskabets faste omkostninger kunne derfor fradrages ved opgørelse af denne indkomst, jf. TfS 1997, 438 LSR.