Ved opgørelsen af den gennemsnitlige anskaffelsessum for aktier ejet af selskaber m.v., der er omfattet af SEL §§ 1, stk. 1, nr. 1-2a, 2d-2g og 3 a-5 b, samt fondsbeskatningsloven, ses der som hovedregel bort fra aktier, som er anskaffet den 18. november 1990 eller tidligere, jf. ABL § 43 stk. 3. Adgang til at se bort fra disse aktier bortfalder dog, hvis selskabet den 18. november 1993 eller senere tegner nye aktier til overkurs i forhold til aktiernes handelsværdi. Har selskabet tegnet nye aktier til overkurs, kan aktier erhvervet den 18. november 1990 eller tidligere ved opgørelsen af den gennemsnitlige anskaffelsessum dog medregnes med handelsværdien den 18. november 1993 eller den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen. Endvidere gælder adgangen til at se bort fra anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet den 18. november 1990 eller tidligere, ikke, hvis der er tale om aktier, som efter den dagældende ABL § 4, stk. 6, 2. pkt., ikke kan afstås skattefrit efter 3 års ejertid, idet de er modtaget som udlæg fra et dødsbo, og selskabet er succederet i den afdødes skattemæssige stilling. Det bemærkes, at disse aktier på grund af successionen i boets anskaffelsestidspunkter kan anses for anskaffet den 18. november 1990 eller tidligere på trods af, at reglen i den dagældende ABL § 4, stk. 6, 2. pkt., alene gælder for aktier, der er udlagt den 18. november 1993 eller senere.
Skatterådet har i et bindende svar (SKM2007.466.SR) fastslået, at et kapitaltilskud til et udenlandsk datterselskab, der blev ydet uden udvidelse af aktiekapitalen i datterselskabet, ikke kan tillægges anskaffelsessummen for aktierne, jf. ABL § 26 stk. 1. Se endvidere SKM2008.199.VLR ►og SKM2008.714.HR◄, der ligeledes omhandler kapitaltilførsel til udenlandske datterselskaber uden samtidig aktieudstedelse, men som dog ikke tager stilling til spørgsmålet om anskaffelsessummen for aktierne.
Udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, henregnes til udbytte, hvis modtageren er et selskab, der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det selskab, der likvideres, og ikke er hjemmehørende i en stat, der er medlem af EU/EØS, Færøerne eller Grønland, eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Det samme gælder, hvis modtageren er et selskab, der ejer mindre end 10 pct. af aktiekapitalen, men er koncernforbundet med det selskab, der likvideres. Denne regel er indsat i ligningslovens § 16 A stk. 1 ved lov nr. 540 af 6. juni 2007 og har virkning for likvidationsprovenu, der udloddes den 1. juli 2007 eller senere. Ved et selskabs salg af aktier til det udstedende selskab finder ligningslovens § 16 B stk. 1 under de tilsvarende betingelser anvendelse, hvilket betyder, at salgssummen behandles som udbytte. I kalenderårene 2007 og 2008 udgør ejerandelen 15 pct.
Et selskabs eller en fonds tab på aktier kan kun fradrages eller modregnes i det omfang, tabet overstiger summen af de modtagne udbytter på de pågældende aktier, som selskabet har været fritaget for at medregne ved indkomstopgørelsen, jf. ABL § 8 stk. 2 og 3. Med virkning fra 1. januar 2006 gælder dette ikke kun udbytter, som har været skattefri efter selskabsskattelovens § 13 stk. 1 nr. 1-4 eller § 13 stk. 3, men også f.eks. i tilfælde, hvor skattefriheden af de modtagne udbytter beror på en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. ABL § 8 stk. 2.
Til det skattefri udbytte medregnes også de 34 pct. af modtagne udbytter, der ifølge selskabsskattelovens § 13 stk. 3 er skattefri for selskaber m.v.
Til udbytte fra det aktietabsgivende selskab medregnes ethvert tilskud og udbytte af udbyttepræferenceaktier ydet af det aktietabsgivende selskab og koncernselskaber, som det aktietabsgivende selskab direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse over, til koncernselskaber, som det aktietabsgivende selskab ikke har direkte eller indirekte bestemmende indflydelse over. Denne regel er indsat i ABL § 8 stk. 2 ved lov nr. 343 af 18. april 2007 og har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2007 eller senere, jf. ændringslovens § 16 stk. 6. Ved koncernforbundne selskaber forstås selskaber i samme koncern efter SEL § 31 C.
Der kan kun ske modregning i gevinster, som vedrører aktier, hvor en eventuel gevinst er skattepligtig efter ABL § 8 stk. 1. Tab ved afståelse af de pågældende aktier kan dermed ikke fradrages i anden skattepligtig indkomst og kan heller ikke modregnes i gevinster vedrørende aktier mv., der er omfattet af ABL § 9 A stk. 1, §§ 17-19, § 21 stk. 1 eller § 22. Selskaber m.v. kan ikke modregne tab i aktieudbytter.
For så vidt angår selskabers afståelse af aktier til opfyldelse af køberetter omfattet af LL § 28, fremgår det af LL § 28, stk. 3, at selskaberne i visse tilfælde skal opgøre fortjeneste og tab efter en særlig opgørelsesmetode, se afsnit A.B.1.12.1.