Gevinst eller tab ved salg af aktier og investeringsforeningsbeviser m.v., udstedt af et investeringsselskab, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Personer For personer sker beskatningen som kapitalindkomst, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 5 og PSL § 4 a, stk. 1 nr. 1 samt stk. 2 

Hvis aktien eller investeringsforeningsbeviset m.v. havde været omfattet af ABL § 17, hvis det ikke havde været omfattet af ABL § 19, sker beskatningen dog som personlig indkomst, jf. PSL § 4 stk. 5. 

Når aktier m.v. er omfattet af ABL § 19, omfattes de ikke samtidig af ABL §§ 8, 9, 12-14 og 17. 

ABL § 19 finder ikke anvendelse på tegningsretter omfattet af ABL § 16, stk. 1, andele i andelsforeninger omfattet af ABL § 18 og investeringsforeningsbeviser i udloddende foreninger omfattet af ABL § 21, stk. 1 eller ABL § 22. 

Se nærmere om definitionen af investeringsselskaber i afsnit S.A.1.2 og S.A.1.8.3.

Opgørelse af fortjeneste og tabFortjeneste og tab opgøres efter lagerprincippet som beskrevet i ABL § 23, stk. 2, jf. ABL § 23, stk.5.

I ABL § 23 stk. 6, der er indsat ved § 2 i lov nr. 335 af 7. maj 2008, er det fastsat, gevinst og tab opgøres for hver aktie for sig, hvis den skattepligtige i løbet af et investeringsselskabs indkomstår sælger investeringsforeningsbeviser eller aktier m.v. i det pågældende selskab og har en beholdning af investeringsforeningsbeviser eller aktier m.v. i samme selskab ved udgangen af det pågældende indkomstår. Der gælder særlige regler ved ophør af skattepligt eller flytning af skattemæssigt hjemsted efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. ABL § 23 stk. 6. Reglen i ABL § 23 stk. 6 har virkning fra og med indkomståret 2008, jf. § 15 stk. 5 i lov nr. 335 af 7. maj 2008. En samlet gevinst eller tab efter ABL § 23 stk. 5, der skal deles mellem indkomståret 2007 og indkomståret 2008, medtages i 2008 med det beløb, der ikke er medtaget i 2007, jf. § 15 stk. 5 i lov nr. 335 af 7. maj 2008. 

Ved salg af aktier og investeringsbeviser m.v. medregnes fortjeneste og tab på salgstidspunktet.

Erhvervelser i løbet af året indgår med anskaffelsessummen på erhvervelsestidspunktet. Afståelser i løbet af indkomståret udgår med afståelsessummen.

Værdien af aktier, investeringsbeviser m.v.Ved værdien af aktier og investeringsforeningsbeviser m.v., som er udstedt af et investeringsselskab, forstås markedskursen, jf. ABL § 23 stk. 5 (som ændret ved § 2 nr. 3 i lov nr. 343 af 18. april 2007). Kan en markedskurs ikke fastsættes, eller er denne lavere end tilbagekøbsværdien opgjort efter ABL § 19 stk. 2 nr. 2, anvendes tilbagekøbsværdien. Tilbagekøbsværdien er en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end selskabets indre værdi. Indre værdi opgøres uden hensyntagen til goodwill, knowhow og lignende immaterielle rettigheder. Den ændrede formulering af ABL § 23 stk. 5 har virkning fra og med indkomståret 2006, jf. ændringslovens § 16 stk. 7.

Manglende rettidig indsendelse af korrekte oplysninger om udlodning m.v. i en ellers udloddende forening medfører, at avancer på investeringsbeviser i denne bliver omfattet af ABL § 19, jf. LL § 16 C stk. 13. Ligeledes kan foreningens skift af status skyldes foreningens beslutning om at blive en akkumulerende forening. Såfremt en investor sælger f.eks. et bevis i perioden fra begyndelsen af 2009 indtil generalforsamlingen i 2010, har sælger ikke adgang til den generalforsamling, hvor regnskabet for 2009 og udlodningen godkendes og hvor der træffes beslutning om indsendelse af oplysning om minimumsudlodning. En investor vil i denne situation blive beskattet efter de regler som ville gælde, hvis der ikke var opstået et investeringsselskab. Gevinst og tab opgøres i sådanne situationer efter de regler, der gælder for afståelse af beviser i udloddende investeringsforeninger, jf. ABL § 23, stk. 8 (som ændret ved § 2 i lov nr. 335 af 7. maj 2008). Det gælder dog kun, såfremt afståelsen sker inden beslutningstidspunktet eller inden det tidspunkt, hvor indsendelse af korrekte oplysninger skulle have fundet sted, og den skattepligtige ikke på grund af udfaldet af en stedfunden generalforsamling havde grund til at antage, at beslutningen ville blive truffet, eller at der ikke ville ske rettidig indsendelse af korrekte oplysninger.

Når selskabet ændrer skattemæssig status.Ved ændring af skattemæssig status som nævnt i ABL § 33, stk. 1, forstås, at fortjeneste og tab på den skattepligtiges aktier i et selskab efter det tidspunkt som ændringen har virkning fra beskattes efter andre regler end indtil dette tidspunkt, jf. ABL § 33, stk. 3. Dette gælder også, hvor et selskab, der omfattes af en af de øvrige skattepligtsbestemmelser i SEL, ændrer skattemæssig status til investeringsselskab, jf. ABL § 33 stk. 2. Ved ændring af skattemæssig status anses medlemmernes andele af foreningen eller selskabet for afstået på det tidspunkt, som ændringen har virkning fra, til handelsværdien på dette tidspunkt, jf. ABL § 33 stk. 1. Indløsning af samtlige medlemmer i en investeringsforening sidestilles med opløsning med heraf følgende beskatning. 

Ændring fra investeringsselskabI tilfælde hvor et investeringsselskab ændrer skattemæssig status, uden at selskabet opløses, skal medlemmernes andele af selskabet anses for afstået på det tidspunkt, som ændringen har virkning fra, til handelsværdien på det tidspunkt, jf. ABL § 33, stk. 1. 

Ændring til investeringsselskabOvergang til et investeringsselskab sker med virkning fra begyndelsen af selskabets indkomstår. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ved ændring til investeringsselskab, henføres fortjeneste og tab for tiden indtil det tidspunkt, som ændringen har virkning fra, jf. ABL § 33 stk. 1, til dagen efter statusændringen, jf. ABL § 33, stk. 5.


I det første år, hvor årets fortjeneste eller tab på aktier, der er udstedt af et investeringsselskab, er omfattet af ABL § 19, stk.1, nedsættes værdien af andele i investeringsselskabet ved indkomstårets begyndelse med den faktiske udlodning efter statusændring, i det omfang det vedrører tiden før, jf. ABL § 33, stk. 6.

For skattepligtige, der beskattes som deltager i et interessentskab, og som overgår til beskatning som aktionærer i et investeringsselskab, jf. SEL § 3, stk. 1, nr. 19, anses overgangen som afståelse af interessentskabets aktier til handelsværdien på det pågældende tidspunkt. For foreningen m.v. behandles overgangen som anskaffelse, jf. ABL § 33, stk. 8.