FUL § 15 b, stk. 2FUL § 15 b, stk. 2, omhandler spaltning af danske selskaber. Bestemmelsen omfatter således både rent nationale spaltninger samt grænseoverskridende spaltninger med et dansk selskab som indskydende selskab.

Ifølge FUL § 15 b, stk. 2, finder bestemmelserne i FUL § 5 om fusionsdatoen og formforskrifterne i FUL § 6, stk. 1, 3, 4 og 6, tilsvarende anvendelse ved spaltning af et dansk selskab. Vedr. sammenhængen mellem spaltningsreglerne og bestemmelsen i FUL § 5, 3. pkt. om spaltningsdato henvises til SKM2006.551SR

Ophører det indskydende selskab ved spaltningen, finder FUL § 7, stk. 1, tilsvarende anvendelse. Ophører det indskydende selskab ikke ved spaltningen, indgår fortjeneste eller tab på de af det indskydende selskabs aktiver og passiver, der som led i spaltningen overføres til et eller flere modtagende selskaber, ikke i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst, når aktiverne og passiverne efter spaltningen er knyttet til et her hjemmehørende modtagende selskab eller et i udlandet hjemmehørende modtagende selskabs faste driftssted eller faste ejendom her i landet.

Anvendelse af FUL § 8Bestemmelserne i FUL § 8 om den skattemæssige behandling af de aktiver og passiver, der ved fusionen er i behold i det indskydende selskab, finder tilsvarende anvendelse ved spaltning af et dansk selskab. Det indebærer, at aktiver og passiver, der ved spaltningen overføres fra det indskydende selskab til et modtagende selskab, ved opgørelsen af det pågældende modtagende selskabs skattepligtige indkomst behandles som om, de var anskaffet af dette selskab på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af det indskydende selskab, og for de anskaffelsessummer, hvortil de er erhvervet af dette selskab. 

Se hertil SKM2006.285.SR, der bl.a. omhandler FUL § 8 og herunder, hvad der er omfattet af successionsgrundlaget. 

FUL § 8, stk. 1-4Reglerne i FUL § 8, stk. 1 - 4, finder dog ikke anvendelse på alle aktiver og passiver tilhørende det spaltende selskab, jf. nedenfor.

FUL § 8, stk. 1 - 4 finder alene anvendelse på de af det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., der ved spaltningen bliver knyttet til et dansk modtagende selskab eller til et udenlandsk modtagende selskabs faste driftssted eller faste ejendom i Danmark. Det faste driftssted kan være et, der opstår ved spaltningen, men det kan også være et, som det udenlandske modtagende selskab havde i forvejen. For så vidt angår begrebet »fast driftssted« henvises til afsnit S.A.2.2.

Reglerne finder ikke anvendelse på eventuelle aktiver og passiver, der ved spaltningen udgår af dansk beskatningsret. Det gælder for eksempel aktiver og passiver i det indskydende danske selskabs udenlandske faste driftssteder, der ved spaltningen bliver knyttet til et modtagende udenlandsk selskab.

Ved ophør af det indskydende danske selskab kan reglerne for eksempel heller ikke anvendes på anlægsaktier (typisk datterselskabsaktier), der ikke bliver knyttet til et udenlandsk modtagende selskabs faste driftssted her i landet, men til hovedkontoret i udlandet.

Ophører det danske selskab ved spaltningen, skal fortjeneste og tab på sådanne aktiver og passiver medregnes ved indkomstopgørelsen for det indskydende selskabs sidste indkomstår, jf. reglerne i SEL § 5.

Ophører det danske selskab ikke i forbindelse med spaltningen, vil beskatningen af aktiver og passiver, der går ud af dansk beskatningsret, blive foretaget efter de almindelige regler om afståelse m.v. af skatterelevante aktiver og passiver.

FUL § 8, stk. 5Bestemmelsen i FUL § 8, stk. 5, om den skattemæssige behandling af aktiver og passiver, som det eller de modtagende selskaber ikke har erhvervet fra det indskydende selskab, finder derimod fuldt ud anvendelse.

FUL § 8, stk. 6Reglen i FUL § 8, stk. 6, om underskudsfremførsel finder ligeledes fuldt ud anvendelse. Om anvendelse af FUL § 8, stk. 6, se afsnit S.D.1.9.

FUL § 8, stk. 7Reglen i FUL § 8, stk. 7, om begrænsning af underskud opstået mellem fusionsdatoen og vedtagelsen af fusionen, finder tilsvarende anvendelse ved spaltning.

FUL § 8, stk. 8Reglen i FUL § 8, stk. 8, finder tillige anvendelse ved spaltning af danske selskaber, jf. FUL § 15 b, stk. 2. FUL § 8, stk. 8, begrænser alene fremførsel af tab i det modtagende selskab. Tab i det indskydende selskab, der ikke ophører ved spaltning, kan således fradrages i en fremtidig gevinst hos det indskydende selskab. Dette svarer til reglerne for fremførsel af skattemæssige underskud i det indskydende selskab, jf. ovenfor.

Andre bestemmelserSikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i SEL § 13 C, stk. 1, fordeles som udgangspunkt efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på spaltningstidspunktet. Told- og skatteforvaltningen kan jf. FUL § 15 b, stk. 2, fastsætte en anden fordeling. Kompetencen til at fastsætte en anden fordeling ligger hos SKAT Hovedcentret m.fl.

Reglen i LL § 33, stk. 4, (fra 1. januar 2006, LL § 33, stk. 5,) om lempelse for beregnet skat, finder også anvendelse ved beskatning af fortjeneste og tab på aktiver og passiver i det indskydende danske selskabs udenlandske faste driftssteder, der ved spaltningen bliver knyttet til et udenlandsk modtagende selskab.

Ved spaltning af et selskab skal der ske en fordeling af selskabets skattemæssige afskrivninger, henlæggelser m.v. Reglerne herom i FUL § 15 b, stk. 2, svarer til reglerne i FUL § 15 b, stk. 1, der er omtalt ovenfor under afsnit S.D.2.7.

Ophører det indskydende selskab ved spaltningen, finder reglerne i FUL § 7, stk. 1, tilsvarende anvendelse. Ved opgørelsen af det indskydende selskabs skattepligtige indkomst i tiden fra udløbet af sidste sædvanlige indkomstår og indtil spaltningsdatoen ansættes indkomsten således for hele denne periode uden hensyn til dens længde, jf. FUL § 7, stk. 1. Bortset fra de tilfælde hvor aktiver og passiver ved spaltningen udgår af den danske beskatningsret, finder ansættelsen sted uden hensyn til, at selskabet ophører ved spaltningen. Det indebærer, at der ikke sker ophørsbeskatning efter reglerne i SEL § 5 af fortjeneste og tab på de aktiver og passiver, der ved spaltningen overføres fra det indskydende til det modtagende selskab.

I det tilfælde, hvor det indskydende selskab har bagudforskudt indkomstår (det vil sige, at det sædvanlige indkomstår udløber i perioden fra 1. april til 30. december i det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for), og spaltningsdatoen ligger inden den 31. december i kalenderåret, udgør det sidste indkomstår for det indskydende selskab hele perioden fra indkomstårets begyndelse og indtil spaltningsdatoen.

Har det indskydende selskab været omfattet af acontoskatteordningen, jf. SEL § 29 A, indgår ordinære acontoskatter, der skal indbetales i perioden fra udløbet af sidste indkomstår og frem til spaltningsdatoen, dermed ved skatteberegningen for det indskydende selskab. Om de acontoskattemæssige aspekter ved en skattefri spaltning i øvrigt henvises til afsnit S.E.4.12.3.

Når det indskydende selskab ophører i forbindelse med en spaltning, foretages skatteansættelsen hos den enhed i told- og skatteforvaltningen, som det indskydende selskab indtil spaltningen hørte under, uanset om selskabets selvstændige eksistens er bragt til ophør pr. den dato, hvor normal mandtalsoptagelse af registrerede selskaber finder sted.

Var det indskydende selskab indtil spaltningen undergivet sambeskatning, foretages ansættelsen af det indskydende selskab af den skatteansættende enhed i told- og skatteforvaltningen, som moderselskabet indtil spaltningen hørte under.