Dokumentets dato
14 okt 2004
Dato for offentliggørelse
15 okt 2004 14:39
Cirkulærets nummer
2004-26
Ansvarlig fagkontor
Retsafdelingen; International Selskabsbeskatning
Sagsnummer
99/04-4317-00319
Overordnede emner
Skat
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20040009409-regl

Pkt. 10, 2. punktum, er ændret således: Fra samme tidspunkt ophæves cirkulære nr. 221 af 30. oktober 1998 (TSS-cirkulære 1998-29) om godkendelse af transfer pricing ændringer mv., og ....

1.

Nærværende cirkulære ophæver TSS-cirkulære 1998-29 om godkendelse af transfer pricing-ændringer.

 

Når en skatteansættende myndighed ønsker at foretage en transfer pricing-ændring af den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med de priser og vilkår som ville være fastsat mellem uafhængige parter - efter armslængdeprincippet - skal der indhentes en forudgående godkendelse hos Kontoret for International Selskabsbeskatning i Told- og Skattestyrelsen. Dette følger af skattekontrollovens § 3 B, stk. 5, 2. pkt., der blev indført ved lov nr. 131 af 25/2 1998.

 

Når en skatteansættende myndighed afgiver et bindende ligningssvar i henhold til skattestyrelseslovens § 20e vedrørende en kontrolleret transaktion, skal der ligeledes indhentes en godkendelse hos Kontoret for International Selskabsbeskatning. Godkendelse er en gyldighedsbetingelse. Nærværende cirkulære finder ikke anvendelse ved behandling af bindende ligningssvar. Der vil senere blive udsendt cirkulære med procedure for godkendelse af bindende ligningssvar.

 

2.

Der skal indhentes godkendelse både, når der er tale om en forhøjelse, og når der er tale om en nedsættelse, herunder en korresponderende nedsættelse af den skattepligtige indkomst.  

 

Manglende forudgående godkendelse medfører, at ansættelsen er ugyldig, hvilket fremgår af afgørelse SKM2001.161.TSS.

 

Det bør derfor nævnes i agterskrivelse/kendelse at ansættelsen er sket efter indhentet godkendelse.

 

3.

Anmodningen om godkendelse indsendes direkte til Kontoret for International Selskabsbeskatning i Told- og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø. Kontoret, der hører under Retsafdelingen, er også kompetent myndighed for så vidt angår transfer pricing-sager i relation til de indgåede dobbeltbeskatningsaftaler og EF-Voldgiftskonventionen.

 

Af hensyn til planlægningen af arbejdet hos Kontoret for International Selskabsbeskatning, således at varslingsfrister mv. i skattestyrelseslovens § 34, stk. 5, kan overholdes, udmøntes godkendelsen som en “3-trins raket" med den skatteansættende myndigheds advisering, indsendelse til foreløbig godkendelse og indsendelse til endelig godkendelse.

 

4.

Adviseringen betyder, at på det tidspunkt, hvor den skatteansættende myndighed beslutter, at revisionen eller kontrollen skal omfatte transfer pricing, da bør Kontoret for International Selskabsbeskatning orienteres herom. Orienteringen bør oplyse, om der er tale om en ligningsmæssig gennemgang eller en revision og desuden bør den om muligt indeholde en summarisk beskrivelse af sagen.

 

Tilsvarende gælder i de tilfælde, hvor skatteyderen har anmodet om en nedsættelse af den skattepligtige indkomst, herunder ved anmodning om korresponderende nedsættelse som følge af en udenlandsk forhøjelse.

 

Har den skattepligtige påberåbt sig iværksættelse af den gensidige aftaleprocedure (mutual agreement) i en dobbeltbeskatningsaftale eller behandling efter EF-voldgiftskonventionen  for at få ophævet en dobbeltbeskatningssituation, skal dette nævnes.

 

Adviseringen medfører, at Kontoret for International Selskabsbeskatning kan blive inddraget i særligt komplekse sager i tidlige faser af revisionen og derved indgå som sparringspartner i sagens videre forløb.

 

Hertil kommer, at Kontoret for International Selskabsbeskatning generelt gerne yder bistand og vejledning til den skatteansættende myndighed i det omfang, denne måtte ønske det.

 

5.

Indsendelse til foreløbig godkendelse indebærer, at den skatteansættende myndighed indsender udkast til agterskrivelse og sagsfremstilling til foreløbig godkendelse. Indsendelse til foreløbig godkendelse bør ske så tidligt som muligt, således at Kontoret for International Selskabsbeskatning har mulighed for at vurdere, drøfte og indhente yderligere materiale til sagen. Når der er tale om en forhøjelse af den skattepligtige indkomst, bør det ske senest 4 måneder inden udløbet af fristen for varsel om ændring af en skatteansættelse, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 5.

 

 

6.

Indsendelse til endelig godkendelse indebærer, at den skatteansættende myndighed indsender udkast til kendelse til endelig godkendelse. Såfremt den skattepligtige ikke har udtalt sig, og den skatteansættende myndighed derfor anser agterskrivelsen for endelig, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, sidste punktum, skal Kontoret for International Selskabsbeskatning orienteres herom.

 

7.

Hvis den skatteansættende myndighed beslutter, at revisionen/kontrollen ikke skal føre til en ændring af den skattepligtige indkomst, bør der senest samtidig med, at der sker orientering af den skattepligtige herom, ske orientering af Kontoret for International Selskabsbeskatning om denne beslutning samt begrundelsen herfor.

 

8.

Hvis sagen bliver påklaget til Landsskatteretten skal Kontoret for International Selskabsbeskatning orienteres herom.

                                                                                      

9.

Cirkulæret skal være gældende for alle nye sager, og for alle i gangværende sager, hvor udkast til agterskrivelse fremsendes til Kontoret for International Selskabsbeskatning efter cirkulærets ikrafttræden.

 

10.

Cirkulæret træder i kraft på dato for offentliggørelsen. Fra samme tidspunkt ophæves cirkulære nr. 221 af 30. oktober 1998 (TSS-cirkulære 1998-29) om godkendelse af transfer pricing ændringer mv., og følgende bortfalder: kommunebrev af den 16. december 1998 “Vedrørende samarbejdsprocedurer i forbindelse med godkendelse af transfer pricing ændringer" samt kommunebrev udsendt i 2000 i uge 32 “Vedrørende samarbejdsprocedurer ved godkendelse af transfer pricing ændringer mv. for fysiske personer og dødsboer".

 

 

                                         Ole Kjær

 

 

                                                                 /Jesper Wang-Holm

 

 

Henvisning
Ligningsvejledningen/ Selskaber og aktionærer 2004-4 S.I.2.12