Efter lovens § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt., 1. og 2. led, omfatter fritagelsen i 1. pkt. ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., samt udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned.

Hoteller

Fritagelsen for udlejning af fast ejendom omfatter ikke udlejning af værelser i hoteller, gæstgiverier, vandrerhjem, moteller og lign. Det gælder uanset udlejningens varighed.

Hoteller, der udlejer nogle af værelserne på langtidskontrakt (egentlig bolig for lejeren), kan ikke fritages for at betale moms af denne udlejning, når virksomheden i øvrigt - evt. kun i en del af året - driver almindelig hotelvirksomhed.

Skatterådet udtalte vejledende i SKM2007.916.SR, at hver enkelt af de 59 hotelejerlejlighedsejere i en hotelbygning, hvorfra der angiveligt skulle drives momspligtig hotelvirksomhed, ikke var momspligtig af deres udlejningsaktivitet. Forholdene omkring udlejningen var usikre, idet det bl.a. fremgik, at nogle af de til hoteludlejning sædvanlig tilknyttede ydelser ville blive leveret af andre end lejlighedsejerne, og at det endnu ikke var afklaret, om lejlighedsejerens køb af ydelser ville foregå direkte ved aftale mellem lejlighedsejeren og 3.-mand eller om det ville foregå via ejerforeningen. Derudover deltog lejlighedsejerne ikke i og hæftede ikke for hotelvirksomhedens drift.

I SKM2008.304.SR ►og SKM2008.604.SR◄ traf Skatterådet afgørelse om, at spørgers påtænkte udlejning af hotellejligheder er omfattet af momspligten , jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt. Skatterådet lagde vægt på, at der er tale om ydelse af midlertidigt logi på kommerciel basis, der er af hotellignende karakter. Der er herved henset til det oplyste om konceptet for driften, at lejlighederne med tilhørende servicefaciliteter udgør et alternativ til indlogering på hotel, og at driften af lejlighederne og driften af servicefaciliteterne udgør en enhed.

Kortvarig værelsesudlejning

Efter bestemmelsen omfatter fritagelsen heller ikke virksomheder, der udlejer værelser for kortere tidsrum end 1 måned.

Afgrænsningen mellem momsfri udlejning af fast ejendom og momspligtig udlejning af værelser skal sikre, at al udlejning af værelser i hoteller og lign. momsberigtiges. Desuden sikres det, at anden udlejning af værelser mv. til personer, der tager midlertidigt ophold uden at skifte bopæl, f.eks. til ophold under ferie mv., bliver momspligtig, mens der så vidt muligt ikke skal betales moms af udlejning af værelser og lejligheder, der bruges som fast bolig for lejeren.

Det er muligt at kombinere momspligtig udlejning af værelser (uden servering) til turister i en villa med momsfri værelsesudlejning, TfS 1996, 848.

Private husejere, der udlejer værelser på kortvarige lejemål, f.eks. til turister, er ligeledes omfattet af momspligten.