Dato for udgivelse
14 Nov 2007 09:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Sep 2007 12:21
SKM-nummer
SKM2007.801.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-171340
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Udleje og bortforpagtning + Momsfritagelse og -godtgørelse + Momspligt
Emneord
Moms, formidlingsydelse, udlejning af fast ejendom, ferielejlighed
Resumé

Skatterådet har truffet beslutning om, at formidleren af afgiftsfritaget feriehusudlejning ikke er afgiftspligtig af selve formidlingsydelsen. Formidlingen sker i eget navn og for feriehusejernes regning.

En rengøringsydelse, som er inkluderet i lejen for sommerhuset er ikke afgiftsfritaget.

Skatterådet udtalte, at det er en forudsætning for afgiftsfritagelsen af formidlingsydelsen, at formidlerens eventuelle levering af andre særlige ydelser uden for afgiftsfritaget feriehusudlejning ligeledes bliver holdt uden for formidlingsydelsen. 

Begrundelsen i sagen er identisk med begrundelsen i Skatterådets afgørelse i SKM2007.592 SR, hvor de faktiske omstændigheder svarer til forholdene i nærværende afgørelse.

Hjemmel
07-085135
Reference(r)
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8
Momsloven § 4, stk. 4
Henvisning
Momsvejledningen 2007-4 D.11.8.3.1
Henvisning
Momsvejledningen 2007-4 D.3.3
Spørgsmål

Skal A opkræve moms af formidlingsydelsen vedrørende udlejning af sommerhuse?

Svar

Se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A har i en årrække ejet og drevet feriecentret B. A har nu solgt et antal af sommerhusboligerne i feriecenter B og forventer at få solgt de resterende inden længe, således at der i alt frasælges 51 sommerhuse.

De 51 ferieboliger er beliggende på matrikel 3d, der har sommerhusstatus. Der er fremsat udstykningsforslag, hvorefter den markerede del 2 og del 3 skal frastykkes matrikel nummer 3d. Herefter vil ejerforeningen dækkende de 51 sommerboliger omfatte den resterende del 1 af matrikel 3d.

De nye ejere har ikke udlejningspligt på sommerhusene, men har mulighed for at benytte A's gennem mange år oparbejdede ekspertise til at varetage udlejningen (formidlingen) af boligerne.

På matrikel 3b ligger centerbygningen, der består af reception, restaurant, badefaciliteter samt kursus/konferencefaciliteter.

Der stiftes en ejerforening dækkende matrikel 3d med de 51 sommerhuse. Der er indgået særskilt aftale mellem denne ejerforening og A, hvorefter A skal forestå den almindelige drift og servicering af området og dets huse ("viceværtfunktion"). Vederlaget herfor er det samme, uanset om de enkelte ejere vælger at udleje deres sommerhus eller ej.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Indtægter fra sommerhusudlejning er momsfritaget i medfør af momslovens § 13, stk.1, nr. 8, jf. bestemmelsens første punkt og hertil knyttet fast dansk momspraksis.

I medfør af momslovens § 4, stk. 4, anses formidling af sommerhuse i eget navn, men for fremmed regning, ligeledes at være momsfritaget. Det forhold, at et sommerhus, der formidles/lejes ud, ligger på en matrikel, hvor der også ligger andre sommerhuse, kan efter repræsentantens opfattelse ikke fratage udlejningen sin særlige karakter af sommerhusudlejning. Set fra lejernes synspunkt vil der ikke være noget, der adskiller sig fra en regulær sommerhusudlejning.

Hvis den udslagsgivende faktor måtte være, om boligerne er særskilt matrikuleret, vil dette medføre en utilsigtet momsmæssig forskelsbehandling mellem huse, der

  • funktionelt er ens
  • beliggende i sommerhuszone og
  • underkastet samme bestemmelser i sommerhusloven

alt efter, om de pågældende huse er beliggende på egen eller fælles matrikel.

Det er derfor repræsentantens opfattelse, at det afgørende principielt må være spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om:

  • én ejer og ét sommerhus/ferielejlighed = momsfritaget sommerhusudlejning, eller
  • én ejer flere sommerhuse = momspligtig feriecenteraktivitet

Ovenstående er endvidere efter repræsentantens opfattelse i overensstemmelse med SKM2007.240SR, hvor Skatterådet traf afgørelse om, at ejere af hotellejligheder ikke skal opkræve moms af udlejningen heraf. Udlejningen af lejlighederne sidestilles med udlejning af sommerhuse og er derfor fritaget efter reglerne om udlejning af fast ejendom.

Det er dermed som konsekvens heraf repræsentantens opfattelse, at A ikke skal opkræve moms af formidlingsydelsen. Da A formidler sommerhusudlejningen i eget navn, men for fremmed regning, anses A for selv at foretage leverancen. Da den underliggende ydelse (udlejning af sommerhuse) efter repræsentantens opfattelse er momsfritaget, er A's formidlingsydelse også momsfritaget.

Om afgrænsning af formidlingsydelsen anfører repræsentanten, at leverancen fra ejeren til lejeren vil dække over f.eks. en uges leje, hvori er inkluderet el, vand, varme og rengøring, og denne udlejning vil samlet set ske som momsfri udlejning.

For så vidt angår slutrengøringen, er det repræsentantens opfattelse, at rengøringsydelsen er momspligtig og ejeren vil derfor blive opkrævet moms af rengøringsydelsen.

Købsaftalerne vedrørende ferielejlighederne er gjort betingede. A har set sig nødsaget til at indføje et forbehold i købsaftalen omkring den momsmæssige behandling af udlejningsaktiviteten, da det vil få en væsentlig indflydelse for den fremtidige økonomi.

SKATs indstilling og begrundelse

Udlejning af en ferielejlighed er fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:(...)

8) Administration, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for et kortere tidsrum end 1 måned, (...)."

Ifølge beskrivelsen af praksis for momsfritagelser i afsnit D.11.8 i Momsvejledningen må udlejningen af de her omhandlede ferielejligheder kunne sidestilles med sommerhusudlejning.

SKAT er enig med repræsentanten i de anførte synspunkter, herunder henvisningen til SKM 2007.240. SR, hvor Skatterådet traf afgørelse om, at ejeren af hotelejerlejligheder ikke skal opkræve moms af udlejningen, da udlejningen af lejlighederne sidestilles med udlejning af sommerhuse og derfor er fritaget efter reglerne om udlejning af fast ejendom.

Efter Skatterådets opfattelse var ejerens udlejning heller ikke omfattet af undtagelsen til fritagelsen vedrørende udlejning af værelser i hoteller, idet der ikke var tale om udlejning af "værelser" i traditionel forstand, og idet ejerens udlejning ikke foregik på hotellignende vilkår.

Supplerende henvises til SKM2007.402.SR, hvor Skatterådet traf afgørelse om, at ejere af ferielejligheder ikke skulle opkræve moms ved udleje af ferielejligheder, der var opdelt i ejerlejligheder.

SKAT finder, at der ud fra de foreliggende oplysninger er tale om tilsvarende forhold i nærværende sag, hvorfor ejernes udlejning af feriehusene skal anses for momsfri.

Derimod er rengøringsydelsen ikke omfattet af afgiftsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 8.

SKAT er derfor enig med repræsentanten i, at der skal opkræves moms af denne del.

Det fremgår, at A forestår udlejningen i eget navn men for ejernes regning.

Momslovens § 4, stk. 4, har følgende ordlyd:

Når en formidler af en ydelse handler i eget navn, men for en andens regning, anses formidleren for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse.

Formidling som omhandlet i momslovens § 4, stk. 4, af udleje af sommerhuse, er fritaget som udlejning af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. De i denne bestemmelse omhandlede leverancer af el, vand og varme i tilknytning til ydelsen med udlejning af sommerhusene vil ligeledes være omfattet af fritagelsen af formidlingsydelsen.

Derimod er SKAT enig med repræsentanten i, at den rengøringsydelse, som er inkluderet i lejen, ikke vil være omfattet af afgiftsfritagelsen efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, og dermed heller ikke indgår i afgiftsfriheden for formidlingsydelsen.

Det er i øvrigt en forudsætning for afgiftsfritagelsen efter momslovens § 4, stk. 4, at A's øvrige levering af særlige ydelser uden for anvendelsesområdet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, ligeledes holdes uden for formidlingsydelsen. Her tænkes bl.a. på ydelser udført af ansatte hos A.

Det indstilles således at besvarelsen af det stillede spørgsmål er, at der ikke skal opkræves moms af selve formidlingsydelsen. Derimod skal der opkræves moms af den i lejen inkluderede rengøringsydelse.

Ovenstående begrundelse er identisk med begrundelsen i Skatterådets afgørelse i SKM2007.592.SR, hvor de faktiske omstændigheder helt svarer til forholdene i nærværende sag.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.