EF- domstolen har ikke nærmere defineret begrebet "tjenesteydelser med nær tilknytning til social bistand og social sikring". Domstolen har i sag C-141/00 Ambulanter Pflegedienst Kügler GmbH slået fast, at ydelser vedrørende almindelig hjælp og hjælp i husholdningen er omfattet af begrebet.

Der er en række danske afgørelser, der vedrører fritagelsen for social forsorg og bistand.

I TfS 2000, 905 og SKM2001.213.LSR har Landsskatteretten afsagt kendelse vedrørende ydelser, der ansås for at være social forsorg og bistand.

I TfS 2000, 905, hvor en kommune dækkede forældrenes omkostninger til de ergoterapeutiske ydelser i henhold til den tidligere bistandslov, blev ergoterapeutens ydelser anset for at være social forsorg og bistand. Landsskatteretten lagde til grund, at der ikke var tale om ydelser som led i en sygdomsbehandling og at det var de kommunale socialforvaltninger, der honorerede klageren for, at hun varetog en social opgave, der i øvrigt henhørte under kommunen.

I SKM2001.213.LSR som omhandlede en enkeltmandsvirksomhed, der ydede rådgivning efter lov om social service, som primært rettede sig mod unge og familier med særlige behov, blev ydelserne anset for at være omfattet af bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten lagde vægt på, at det var kommunen, der havde besluttet, at klageren skulle varetage og modtage betaling for en opgave, der måtte karakteriseres som social forsorg og bistand.

Skatterådet har i SKM2008.489.SR truffet afgørelse om, at en mentorordning, der var rettet mod unge med særlige problemer, er omfattet af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 2. Mentorordningen giver den unge en tæt kontakt til en voksen med en pædagogisk eller anden relevant uddannelsesmæssig baggrund. Der sammensættes et individuelt behandlingsforløb, der skal give den unge mulighed for at kunne omsætte fremtidsplaner til handling samt hjælp til at tackle praktiske og følelsesmæssige problemer. I nogle mentorordninger indgår der også udlejning af værelser til unge. 

Da ydelserne i forbindelse med mentorordningen er udliciteret fra kommunerne via kontrakter, der er indgået for hver enkelt ung i henhold til lov om social service § 52, anses disse derfor som momsfritaget social forsorg og bistand.

Visiterede hjemmehjælpsydelserIfølge lov om social service, § 71, har kommunalbestyrelsen pligt til at tilbyde personlig hjælp og pleje, samt hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Tilbuddene gives til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Den sociale servicelov ændres pr. 1. januar 2007, således at hjemlen fremover er den sociale servicelovs § 83.

De relevante ydelser tildeles (visiteres) efter en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, dels på baggrund af lovgivningen og dels på baggrund af det serviceniveau, kommunalbestyrelserne fastlægger. Disse ydelser, der tildeles borgerne i henhold til den sociale servicelov, anses som udgangspunkt for momsfritaget social forsorg og bistand i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Frit valgs ordningenDenne bestemmelse i momsloven er imidlertid fra 1. juli 2006 blevet modificeret, således at fritagelsen i visse situationer ikke længere omfatter hjemmeplejeydelser, som er omfattede af den såkaldte fritvalgs-ordning.

Fritvalgsordningen blev indført ved lov nr. 399 af 6. juni 2002. Det skete bl.a. ved, at der blev indsat regler i den sociale servicelov om frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp i hjemmeplejen. Det overordnede formål med loven var at skabe lige konkurrence mellem kommunale og private leverandører, og give modtagerne af personlig og praktisk hjælp mulighed for at vælge mellem 2 eller flere godkendte leverandører af personlig og praktisk hjælp. Både den personlige og den praktiske hjælp som er omfattet af reglerne om frit leverandørvalg, er visiterede ydelser i medfør af socialservicelovens § 71 (§ 83 efter 1. januar 2007), det gælder også for visiterede indkøbs- og rengøringsydelser.

Ydelser leveret efter fritvalgsordningen af private leverandører, har efter praksis siden 1. maj 2004 været momsfritagne som social forsorg og bistand, idet de private leverandører ansås for at opfylde betingelserne herfor. Ved lov nr. 517 af 7. juni 2006 er fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, imidlertid blevet ændret således, at fritagelsen pr. 1. juli 2006 ikke længere omfatter ydelser, der er visiteret i henhold til § 71 (§ 83) i lov om social service og som

• leveres af andre end kommuner efter reglerne for frit leverandørvalg i hjemmeplejen og
• hvor betalingen for ydelsen afregnes mellem leverandøren og kommunen.

Lovændringen gælder alene ydelser omfattet af den særlige lovgivning om fritvalgsydelser, og ikke andre typer af ydelser. Sigtet med ændringen er at skabe lige konkurrence mellem private leverandørers produktion, og kommuners egenproduktion af plejeydelser, idet den hidtidige momsfritagelse har medført en momsmæssig konkurrenceforvridning. Lovændringen betyder, at private leverandører af fritvalgsydelser nu skal betale moms af disse ydelser, men samtidig opnår fradragsret for købsmoms.

Momspligten pr. 1. juli 2006 gælder for alle leverandører af fritvalgsydelser, både private leverandører, men også kommuner, når disse, typisk efter udbud, optræder som leverandører af fritvalgsydelser til andre kommuner, idet leverandørkommunen i denne henseende må anses som en privat leverandør, da den leverer på sædvanligt privatretligt grundlag. Også leverancer fra selvejende institutioner bliver momspligtige. Kommuners levering af ydelser til egne borgere berøres derimod ikke af de ændrede regler, heller ikke i situationer, hvor flere kommuner er gået sammen i et kommunalt fællesskab om at levere ydelser til de deltagende kommuners egne borgere, jf. således også momslovens § 9, 2. punktum.

Det er kun fritvalgsydelser, der betales af kommunen, som er momspligtige. Betaler borgeren derimod selv leverandøren for de visiterede ydelser, hvilket i visse situationer forekommer, er ydelserne momsfri.

Ydelser, der leveres ud over de visiterede ydelser, som f.eks. de såkaldte gråzoneydelser, er fortsat momspligtige, da de ligger uden for det, der kan betragtes som social forsorg og bistand eller ydelser i nær tilknytning hertil. Dette gælder også, hvis de tilkøbte ydelser er af samme art som de visiterede. Ydelserne kan i sig selv være fritaget efter en anden bestemmelse, som f. eks. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

For så vidt angår det område, som fortsat er momsfrit, skal det også her bemærkes, at det kun er den, der leverer selve den sociale forsorg og bistand, der er omfattet af fritagelsen. Der skal således skelnes imellem om virksomheden leverer den momsfri ydelse, eller om virksomheden leverer en momspligtig driftsydelse til den, som reelt leverer selve den momsfrie ydelse.

UngdomsklubberUngdomsklubbers fællesaktiviteter som f.eks. landbrugs- og cafeteriadrift anses ikke for at høre under social forsorg og bistand.

Sagerne i SKM2003.299.HR og SKM2003.279.VLR vedrørte sondringen imellem social forsorg / bistand og skoleundervisning. I begge sager nåede man frem til at der var tale om undervisning. Se nærmere i afsnit D.11.3

Socialpædagogisk opholdsstedI kendelsen SKM2006.355.LSR fandt Landsskatteretten, at en institution, der drev et socialpædagogisk opholdssted for 8 børn og unge, både leverede social forsorg og bistand for så vidt angik institutionens opholdsdel, dels leverede skoleundervisning. Dette medførte, at opholdsstedet var lønsumsafgiftspligtigt vedrørende skoledelen. Institutionen var godkendt som socialpædagogisk opholdssted i henhold til § 49, stk. 2, i lov om social service, og leverede herved ydelser som nævnt i § 40 b i lov om social service. Skoledelen kunne ikke anses for en sekundær ydelse til institutionens hovedydelse, som bestor i opholdsdelen, idet skoledelen ansås for at udgør et mål i sig selv for de anbragte børn og unge, nemlig at modtage undervisning efter Undervisningsministeriets overordnede læseplaner, med henblik på at kunne bestå folkeskolens afgangsprøve. Endvidere ansås skoledelen ikke som et middel til at udnytte opholdsdelen på de bedst mulige betingelser, jf. herved præmis 30 i EF-domstolens dom i sag nr. C-349/96 (Card Protection Plan Ltd.). Om hovedydelser og biydelser se nærmere afsnit D.2.3.2.

 BehandlingshjemDe behandlinger, som udføres på behandlingshjem for misbrugere, anses som udgangspunkt af Sundhedsstyrelsen for at høre under det sundhedsmæssige område og er derfor momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. En række behandlingshjem for misbrugere er dog af Landsskatteretten blevet anset for at levere social forsorg og bistand. TSS-cirkulære 2005-23 fastlægger på baggrund af Landsskatterettens nyeste praksis de generelle regler for fortolkning af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2 vedrørende behandlingsinstitutioner for narkotika-, alkohol-, og medicinmisbrugere.

Landsskatteretten ændrede den tidligere gældende praksis ved en kendelse af 3. september 2004, hvorefter en selvejende institution, der arbejdede med narkotikaafvænning, ikke blev anset for lønsumsafgiftspligtig, da ydelserne måtte anses for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2 om social forsorg og bistand. Kendelsen er offentliggjort den 13. oktober 2004 som SKM2004.403.LSR.

Landsskatteretten har efterfølgende i en række ikke-offentliggjorte kendelser, afsagt i perioden december 2004 til juli 2005, taget stilling til den moms- og lønsumsafgiftsmæssige behandling af række andre behandlingshjem med behandling af både narkomaner, medicinmisbrugere og alkoholikere, og med både døgnophold, dagophold og ambulant behandling.

Landsskatteretten når i disse afgørelser tilsvarende frem til, at eftersom de af institutionerne leverede ydelser er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, er institutionerne ikke lønsumsafgiftspligtig jf. løn-sumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Cirkulæret gennemgår de nævnte afgørelser, de fortolkningsbidrag, der kan udledes af kendelserne og kendelsernes betydning for praksis på området.

SKM2004.403.LSR

Institution og klienter

Denne sag vedrører en selvejende institution, der har til formål at behandle narkomaner. Institutionens klienter er hårdt belastede narkomaner, meget ofte med en kriminel baggrund.

Behandlingen

Behandlingen af narkotikaafhængighed sker under anvendelse af Minnesotakuren, således som denne er udtrykt i N.A.s 12-trins program.Behandlingen går i vid udstrækning ud på at få klienterne til at acceptere det åndelige fællesskabsprogram og gøre programmet til deres eget, samt behandle de sociale problemer, deres hidtidige liv har medført for dem selv og deres pårørende.

Personale

Institutionen har cirka 55 ansatte, hvoraf hovedparten selv tidligere har været enten alkoholikere eller narkomaner eller pårørende hertil. Cirka 25 af disse arbejder som egentlige terapeuter og har teoretiske uddannelser som sorg-/kriseterapeut, NLP-terapeut, gestaltterapeut, alkoholterapeut eller lignende.

Institutionen beskæftiger også 2 socialformidlere, der primært varetager kontakten til de sociale myndigheder i amter og kommuner.

Endvidere har institutionen ansat en læge på deltid og en sygeplejerske på fuld tid. Disse varetager klienternes behov for behandling af direkte fysiske sygdomme som sårbehandling og lignende, der ofte er relaterede til stofafhængigheden. De forestår også nedtrapningen af afhængigheden hos klienterne ved anvendelse af metadon m.v.

Betaling/visitation

Institutionen fakturerer de kommuner/amter, hvorfra patienterne er henvist. Betalingen sker over kommunernes sociale budgetter. Institutionen har ingen privatbetalende patienter, med undtagelse af den behandling, der finder sted i Statsfængslet i Vridsløselille, hvor betalingen foretages af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Institutionen får et årligt tilskud fra Socialministeriet til afvænningsbehandling af narkomaner, der ikke er henvist til behandling af en kommune. Tilskuddet udgør mindre end 50 pct. af institutionens driftsomkostninger.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at institutionens ydelser i form af narkotikaafvænning ydet i henhold til § 85 i lov om social service må anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand. Det er således amtskommunen, der har besluttet, at institutionen skal varetage og modtage betaling for en opgave, der i det væsentlige må karakteriseres som social forsorg og bistand.

Narkotikaafvænningen af stofmisbrugere, der foregår i henhold til tilskuddet ydet af Socialministeriet eller på afdelinger i Vridsløselille fængsel for betaling modtaget af Kriminalforsorgen, er ligeledes ydelser, der må anses for omfattet af bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand.

De i forbindelse med afvænningen leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom sårbehandling, nedtrapningsbehandling og lignende, må anses som sekundære ydelser til hovedbehandlings-ydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.

Landsskatterettens kendelse af 16. december 2004

Institution og klienter

Denne sag vedrørte en selvejende institution, der blev stiftet med det formål, at forestå etablering og drift af behandlingsinstitutioner og behandle personer med kemisk afhængighed og andre afhængigheds-sygdomme, samt deres familier. Institutionen har drevet en døgninstitution til behandling af voksne med narkotika-misbrugsproblemer.

Behandlingen

Behandlingen på behandlingsinstitutionen sker på frivillig basis efter principperne i Minnesotamodellen og er indsigts- og adfærdsorienteret. Behandlingen omfatter et afgiftningsforløb og en døgnindlæggelse, hvor der foregår behandling af den kemiske afhængighed. Klienterne gives endvidere kendskab til bl. a. sygdomsbegrebet, de fysiske følgesygdomme, adfærdsmønstre og hensigtsmæssige ændringer af disse.

Behandlingen følges op af et udslusningsforløb, hvor beboeren fortsat bor på behandlingsinstitutionen og modtager bistand fra institutionens rådgivere i økonomiske og sociale spørgsmål. Bistanden fra institutionens rådgivere kombineres i fornødent omfang med psykologbistand.

Herefter følger efterbehandlingsforløb med ugentlige møder mellem klienterne og institutionens rådgivere i selvhjælpsgrupper. Dette suppleres sideløbende med et familiebehandlingsprogram, der ledes af en familieterapeut med ugentlige møder.

Personale

Behandlingsinstitutionen beskæftigede et bredt sammensat behandlingsteam inden for forskellige faggrupper, herunder social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere, socialpædagoger, psykiatere og psykologer.

Der er endvidere tilknyttet en læge og en sygeplejerske til behandlingsinstitutionen. Lægen indgår i rådgiverstaben og udøver lægefaglig og terapeutisk virksomhed, idet han bruger mest tid på den terapeutiske virksomhed. Sygeplejersken er en del af ledergruppen og  bruger mest tid på administrative og terapeutiske opgaver.

Betaling/visitation

Behandlingsinstitutionen var godkendt som privat botilbud til voksne med narkotikamisbrugsproblemer i henhold til lov om social service § 94a, jf. §§ 91 og 93.

Kommunerne og amtskommunerne har henvist narkotikamisbrugere til behandling efter lov om social service § 85. Institutionen har udeluk-kende modtaget offentlig betaling.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landskatteretten udtalte at institutionens ydelser i form af narkotika-afvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotamodellen må i det væsentlige karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

De i forbindelse med afvænningen leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom nedtrapning med metadon og sårpleje, må anses som sekundære ydelser til hovedbehandlingsydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.

Landsskatterettens kendelse af 15. februar 2005

Institution og klienter

Denne sag vedrørte et døgnbehandlingshjem for narkomaner, der eventuelt også er alkoholikere. Ud over døgnbehandlingshjemmet har behandlingshjemmet et bofællesskab, der fungerer som udslusningssted. Det er en forudsætning at klienterne har gennemført den primære del af forløbet for at de kan få udslusningsstatus.I enkelte ekstraordinære tilfælde har behandlingshjemmet behandlet rene alkoholikere. Behandlingshjemmet drives som et I/S.

Behandlingen

Metoderne i behandlingen er baseret på principperne bagved 12-trinsprogrammet (Minnesotakuren), løsningsorienterede NLP-principper, individuelle psykoterapeutiske konsultationer og socialpædagogiske principper. Det er individuelt, hvor længe klienterne opholder sig på behandlingshjemmet. De klienter, der har behov for længerevarende forløb, får ophold i det terapeutiske bofællesskab / udslusningen. Enkelte klienter gennemgår udelukkende en medicinsk afgiftning efterfulgt af fysisk genoptræning.

Personale

Personalet består af en tilknyttet læge, misbrugsterapeuter (ofte tidligere narkomaner med teoretisk uddannelse som gestaltterapeut, NLP-terapeut, alkolog mv.), massør, miljøterapeuter (aften og nattevagt, uddeling af medicin, individuelle samtaler og akupunktur- og afspændingsøvelser), psykoterapeut, sygehjælpere, sygeplejerske og socialrådgiver.

Betaling/visitation

Alle klienter visiteres efter lov om social service §§ 91 og 93. Behandlingshjemmet er godkendt i henhold til lov om social service §§ 49, stk. 2 og 94a som botilbud, jf. §§ 91 og 93.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landsskatteretten udtaler, at behandlingshjemmets ydelser i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige må karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Ydelser i form af f.eks. psykoterapeutiske konsultationer, som indgår i behandlingen af narkomaner på behandlingshjemmet, må under hensyn til omfanget af disse ydelser anses for sekundære ydelser til den hovedydelse, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse.

Behandlingshjemmets ydelser i form af afvænning af enkelte alkoholikere ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren må i lighed med ydelserne i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Der er herved henset til karakteren af ydelserne i form af alkoholafvænning, som i overvejende grad sigter på at yde social støtte til alkoholmisbrugere i form af bl.a. gruppesamtaler, konsekvenser af fortsat misbrug, herunder identificering af risikosituationer mv., psykisk, social og fysisk genoptræning og personlig pleje med henblik på, at alkoholmisbrugeren kan leve en så normal tilværelse som før. Henset til karakteren af ydelserne har Landskatteretten ikke tillagt det betydning, at behandling af alkoholmisbrug er reguleret i lov om sygehusvæsenet og ikke i serviceloven.

De i forbindelse med afvænningen leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom læger og sygeplejersker, i form af f.eks. alkoholafrusning, nedtrapning med metadon og sårpleje, må anses som sekundære ydelser til hovedbehandlingsydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.

Landsskatterettens kendelse af 30. marts 2005

Institution og klienter

Denne sag vedrørte et behandlingscenter, der behandler narkomaner, alkoholikere og pillemisbrugere. Til behandlingscentret er knyttet et udslusningshus, der er et bofællesskab i en villa. Behandlingscentret modtager klienterne uanset fysisk og psykisk tilstand.Behandlingshjemmet drives som et Aps.

Behandlingen

Behandlingen sker efter Minnesotamodellen. Behandlingen omfatter medicinsk afgiftning med hhv. metadon eller abstinensmedicin. Klienten deltager i de daglige pligter og har dagligt undervisning og gruppeterapi. Aller klienter bliver tilknyttet en rådgiver, med hvem klienten kan have en fortrolig dialog omkring et emne klienten ønsker at drøfte. 

Efterbehandling/arbejdsterapi omfatter basal Minnesotabehandling og  enesamtale / eneterapi samt forebyggelse af tilbagefald. Klienten kan endvidere skifte mellem intensiv gruppeterapi og arbejdsterapi i et af behandlingscentrets arbejdsmiljøer.

Efter 30-45 dages stoffrihed flyttes klienten til udslusningshuset, hvorfra behandlingen fortsætter som en form for ambulant forløb. Klienterne kommer på behandlingscentret 3 gange om ugen til tilbagefaldsbehandling mv.

Udslusningsfasen foregår i et tæt samarbejde med kommunen. Hvis ikke hjemkommunen har et tilbud, når misbrugeren udskrives efter efterbehandlingen, anbefales det, at denne fortsætter i behandlings-centrets udslusningshus.

Behandlingscentret arrangerer også kurser for pårørende til misbrugere.

Personale

Alle ansatte deltager i relevant efteruddannelse fordelt på gestaltterapi, NLP terapi NAADAC uddannelse, CENAPS Corporation / Gorski's tilbagefaldsforebyggende rådgivning og terapi, NADA akupunktur samt kognitiv terapi.

Der er tilknyttet en læge, der kommer 1-2 gange om ugen for at tilse klienterne i forbindelse med almindelige helbredsproblemer, såsom ondt i ryggen, ondt i hovedet, bylder og andre almindelige skavanker.

Behandlingscentret anvender endvidere psykiatere og psykologer efter behov. Psykolog / psykiaterbehandlinger bevilliges og betales af hjemkommunen.

Betaling/visitation

Behandlingscentret er etableret og drevet i henhold til lov om social service § 93 og godkendt i henhold til § 94a.

Selskabet aftaler et samlet beløb for behandling af klienterne med en enkelte kommuner og amter. Det er op til de enkelte socialforvaltninger, om, og i givet fald hvor meget egenbetalingen - det beløb klienten selv betaler for kost og logi - er. Betaling for afvænning af alkoholikere sker via sundhedsministeriets satspulje. Selskabet er ophørt med driften i 2002, hvor driften overgik til en selvejende institution, som er fortsat med samme indhold som selskabet.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landskatteretten traf afgørelse om, at selskabet og den selvejende institutions ydelser i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige må karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Ydelser i form af f.eks. psykoterapeutiske konsultationer, som indgår i behandlingen af narkomaner på behandlingscentret, må under hensyn til omfanget af disse ydelser, anses for sekundære ydelser til hovedydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse.

Selskabet og den selvejende institutions ydelser i form af afvænning af alkoholikere og afvænning af pillemisbrugere ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren må i lighed med ydelserne i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Der er herved henset til karakteren af ydelserne i form af alkoholafvænning og afvænning af pillemisbrugere, som i overvejende grad sigter på at yde social støtte til de henviste alkohol- og pillemisbrugere i form af bl.a. gruppesamtaler, konsekvenser af fortsat misbrug, herunder identificering af risikosituationer mv., psykisk, social og fysisk genoptræning og personlig pleje med henblik på, at alkohol- og pillemisbrugerne kan leve en så normal tilværelse som før.

Henset til karakteren af ydelserne har Landskatteretten ikke tillagt det betydning, at behandling af alkoholmisbrug er reguleret i lov om sygehusvæsenet og ikke i serviceloven.

De i forbindelse med afvænningen leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom læger og sygeplejersker, i form af f.eks. alkoholafrusning, nedtrapning med metadon og sårpleje, må anses som sekundære ydelser til hovedbehandlingsydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.

Landsskatterettens kendelse af 5. april 2005

Institution og klienter

Denne sag vedrørte en selvejende institution, der driver et behandlingscenter, der er en døgninstitution til behandling af voksne med alkohol- og stofmisbrugsproblemer.

Behandlingen

Behandlingen på behandlingsinstitutionen sker på frivillig basis efter principperne i Minnesotamodellen og er indsigts- og adfærdsorienteret. Behandlingen indledes typisk med et afgiftningsforløb. Herefter følger  døgnindlæggelse på behandlingscenteret, hvor der sker behandling af den kemiske afhængighed. Klienterne gives endvidere kendskab til bl. a. sygdomsbegrebet, de fysiske følgesygdomme, adfærdsmønstre og hensigtsmæssige ændringer af disse.

Primærbehandlingen følges op af et udslusningsforløb, hvor beboeren fortsat bor på behandlingscenteret og modtager bistand fra institutionens rådgivere i økonomiske og sociale spørgsmål. Endvidere afholdes foredrag, gruppemøder og enesamtaler med beboeren. Bistanden fra institutionens rådgivere kombineres i fornødent omfang med psykologbistand.

Herefter følger efterbehandlingsforløb med ugentlige møder mellem klienterne og centerets rådgivere i selvhjælpsgrupper. Dette suppleres sideløbende med et familiebehandlingsprogram, der ledes af en familieterapeut med ugentlige møder.

Personale

Behandlingscenteret beskæftiger et behandlingsteam sammensat af forskellige faggrupper; social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere, socialpædagoger, alkologuddannede behandlere, pædagoger, psykiatere og psykologer. Der er desuden tilknyttet en læge og en sygeplejerske.

Betaling/visitation

I en årrække modtog institutionen 80 pct. offentlig betaling efter servicelovens §§ 91 og 93, og ca. 20 pct. privat- eller virksomhedsbetaling. Kommunerne og amtskommunerne har henvist stofmisbrugere til behandling på behandlingscenteret efter lov om social service § 85. Behandlingscenteret er godkendt som privat botilbud til voksne i henhold til lov om social service §§ 91, 93 og 94a.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landsskatteretten traf afgørelse om, at institutionens ydelser i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige må karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Det bemærkes, at de ydelser, i form af f.eks. psykoterapeutiske konsultationer, som indgår i behandlingen af narkomaner på institutionen, under hensyn til det oplyste om behandlingsforløbet på institutionen, må anses for sekundære ydelser til hovedydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse.

Institutionens ydelser i form af afvænning af alkoholikere ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren må i lighed med ydelserne i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Der er herved henset til karakteren af ydelserne i form af alkoholafvænning, som i overvejende grad sigter på at yde social støtte til alkoholmisbrugerne i form af bl.a. gruppesamtaler, klarlægning af konsekvenser af fortsat misbrug, herunder identificering af risikosituationer mv., psykisk, social og fysisk genoptræning og personlig pleje med henblik på, at alkoholmisbrugeren kan leve en så normal tilværelse som før.

Henset til karakteren af ydelserne i form af alkoholafvænning er de ikke tillagt betydning, at behandling af alkoholmisbrug er reguleret i lov om sygehusvæsenet og ikke i serviceloven.

De i forbindelse med afvænningen leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom læger og sygeplejersker, i form af f.eks. alkoholafrusning, nedtrapning med metadon og sårpleje, må anses som sekundære ydelser til hovedbehandlingsydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.

Landsskatterettens kendelse af 11. juli 2005 - SKM2005.424.LSR

Institution og klienter

Denne sag vedrørte en selvejende institution, der driver et dagbehandlingscenter for voksne med alkohol- og stofproblemer. Dagbehandlingscenteret yder udelukkende ambulant behandling, og har som behandlingsemner mere socialt velfungerende personer, der typisk er afgiftede, når de behandles.

Behandlingen

Dagbehandlingscenteret yder alene afhængighedsbehandling efter Minnesotamodellens behandlingskoncepter, herunder undervisning, foredrag, gruppesamtaler, enesamtaler, skriftlige opgaver og social støtte. Et behandlingsforløb omfatter primærbehandling og efterbehandling  samt familiebehandling.

I primærbehandlingen foretages en gennemgribende undersøgelse af klientens misbrugssituation bl.a. med henblik på at opnå en accept hos vedkommende om, at tilstanden er behandlingskrævende og bibringe klienten en forståelse for at den nuværende situation må ændres. Der udarbejdes en individuel behandlingsplan og individuel rådgivning og individuelle opgaver samt gruppeterapi og gruppearbejde.

Personale

Centeret har ansat psykolog, socialrådgiver, alkoholrådgivere, socialpædagoger, psykiatrisk konsulent samt familierådgivere. Der er desuden tilknyttet en læge og en sygeplejerske til dagbehandlingscenteret, hvis tid alene medgår til terapeutiske opgaver.

Betaling/visitation

Tidligere blev 20 pct. af misbrugerne henvist af amtskommunen og betalingen for de resterende 80 pct. blev finansieret af private eller virksomheder. For tiden udgør den offentlige betaling 80 pct. og den private betaling 20 pct.

Dagbehandlingscenteret har ingen offentlige godkendelser, idet der ikke findes relevante godkendelser for dag- og aftenbehandling af alkohol- og stofmisbrugere.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at uanset, at der er tale om behandling af misbrugere, der er socialt mere velfungerende, må dagbehandlingscentrets ydelser i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Det bemærkes, at de ydelser, i form af f.eks. psykoterapeutiske konsultationer, som indgår i behandlingen af narkomaner på dagbehandlingscentret, under hensyn til omfanget af disse ydelser må anses for sekundære ydelser til hovedydelsen hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse.

Institutionens ydelser i form af alkoholafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren må i lighed med ydelserne i form af narkotikaafvænning ved anvendelse af bl.a. Minnesotakuren i det væsentlige karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Der er herved henset til karakteren af ydelserne i form af alkoholafvænning, som i overvejende grad sigter på at yde social støtte til alkoholmisbrugerne i form af bl.a. gruppesamtaler, konsekvenser af fortsat misbrug, herunder identificering af risikosituationer mv., psykisk, social og fysisk genoptræning og personlig pleje med henblik på, at alkoholmisbrugerne kan leve en så normal tilværelse som før.

Henset til karakteren af ydelserne i form af alkoholafvænning er det ikke tillagt betydning, at behandling af alkoholmisbrug er reguleret i lov om sygehusvæsenet og ikke i serviceloven.

De i forbindelse med afvænningen leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom læger og sygeplejersker, i form af f.eks. alkoholafrusning, nedtrapning med metadon og sårpleje, må anses som sekundære ydelser til hovedbehandlingsydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.

Andre behandlingshjem

Princippet om afgiftsneutralitet er til hinder for, at sammenlignelige varer eller ydelser, som konkurrerer indbyrdes behandles forskelligt med hensyn til momsen. Erhvervsdrivende, som udfører de samme transaktioner, må således ikke behandles forskelligt med hensyn til opkrævning af moms, hvilket fremgår af bl.a. C-267/99, C-144/00, C-109/02, og C-382/02.

Behandlingsinstitutioner, som leverer ydelser, der er sammenlignelige med de ovenfor nævnte, skal således behandles momsmæssigt på samme måde, dvs. de skal fritages for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, og vil dermed ikke være omfattet af lønsumsafgiftspligten jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte behandlingsinstitution om den er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Varer og ydelser i nær tilknytningEfter bestemmelsen er levering af varer og ydelser i nær tilknytning til social forsorg og bistand ligeledes fritaget for moms.

Momsnævnet har truffet afgørelse om, at de ydelser, som en selvejende institution leverer i tilknytning til behandling af en psykisk lidelse, er fritaget for moms som ydelser, leveret i nær tilknytning til social forsorg og bistand.

Ydelserne består af undersøgelser med henblik på vejledning til etablering af undervisning/behandling, rådgivning/vejledning og kursusvirksomhed for pårørende og fagfolk samt forskning. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at kurserne er rettet mod forældre til børn og fagfolk, der direkte er inddraget i behandlingen af børnene, TfS 1996, 230.

I TfS 2000, 905 anså Landsskatteretten ergoterapeutens ydelser vedrørende kursusvirksomhed og foredrag for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, som levering af varer og ydelser med nær tilknytning til social forsorg og bistand.

Endvidere er salg af mad og drikkevarer (servering) samt salg af materialer, håndarbejde mv. til symbolske priser (indkøbs- og fremstillingspriser) til klienter og deres pårørende momsfritaget. Dette gælder dog ikke servering fra cafeteriaer og lign. med almindelig adgang for offentligheden.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der skal betales moms af indtægter, som fremkommer i forbindelse med ydelser af social karakter mv., vil der bl.a. indgå en vurdering af, om en fritagelse fra momspligten vil føre til konkurrenceforvridning over for andre virksomheder.

Almindeligt salg fra kiosker vil således altid være momspligtig, uanset om salget fra kiosken sker fra en institution, der leverer ydelser vedrørende social forsorg og bistand.

I SKM2001.41.LSR fandt Landsskatteretten, at en kro, der leverede mad til pensionister i en kommune ikke var omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 2. Kroens aktivitet bestod primært i levering af mad, hvilket ikke kan anses for social forsorg og bistand. Det forhold, at levering af maden til pensionister og handicappede, er forbundet med en række hjælpefunktioner i form af anretning mv. fører ikke til, at aktiviteten falder ind under bestemmelsen.

I EF-dommen, sag C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede, var spørgsmålet om formidlingsydelser mellem forældre til et barn i pleje og dagplejere, er momsfritaget som ydelser med nær tilknytning til social bistand og social sikring, til beskyttelse af børn eller unge og/eller til uddannelse af børn og unge. I sagen gjorde den nederlandske regering subsidiært gældende, at formidlingsydelserne efter artikel 13, punkt A, stk. 2, litra b) ikke er fritaget, fordi de hovedsageligt tager sigte på at give organet yderligere indtægter ved udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med handelsforetagender, som skal svare moms. EF-domstolen udtaler, at ydelser som formidler mellem personer, der søger, og personer, der tilbyder børnepasning, som leveres af et offentligretligt organ eller af et organ, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som et foretagende af almennyttig karakter, kan kun være fritaget, når tre betingelser er opfyldt. For det første er det en betingelse, at børnepasningsydelsen selv opfylder de fritagelsesbetingelser, der er fastsat i bestemmelserne i artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h), sammenholdt med artikel 13, punkt A, stk. 2, litra b). For det andet skal denne ydelse være af en sådan art og kvalitet, at forældrene ikke kunne være sikre på at få adgang til en ydelse af samme værdi uden at anvende en formidlingsydelse som den i hovedsagen omhandlede. For det tredje må formidlingsydelserne ikke hovedsageligt tage sigte på at opnå yderligere indtægter ved udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med handelsforetagender, som skal svare moms (artikel 13, punkt A, stk. 2, litra b).

EF-domstolens praksis vedrørende momsfritagelse ved leverancer i nær tilknytning til momsfri hospitals- og lægeydelser, samt momsfri undervisningsydelser, bidrager også til belysning af begrebet "levering i nær tilknytning til" den momsfritagne ydelse. se nærmere afsnit D.11.1.1 og D.11.3.

Skatterådet har i et bindende svar til et forsorgshjem, offentliggjort i SKM2007.212.SR fundet, at flere af hjemmets aktiviteter var momsfritagne som i nær tilknytning til hjemmets forsorgsydelse. Forsorgshjemmet var en selvejende institution, som primært var finansieret af staten, i henhold til en driftsoverenskomst med Socialministeriet. Forsorgshjemmets formål var at huse hjemløse mænd, og om muligt rehabilitere dem. Institutionens var omfattet af lov om social service, §§ 110 og 178, stk. 1, som omhandler botilbud til personer med særlige sociale problemer. Hjemmet havde aktiviteter i form af social forsorg, samt særligt tilrettelagt beskæftigelse (beskyttet beskæftigelse) i henhold til den sociale servicelovs § 103. Hjemmets rehabiliteringsmetode byggede på, at beboerne skulle udføre arbejde til gavn for driften af hjemmet. Der foregik som led i den egentlige socialforsorgsaktivitet aktivering af beboerne i en række aktiviteter inden for landbrugs- og værkstedsproduktion. Hjemmet anså denne produktion for momspligtig. Hjemmet ville endvidere efter en renovering af hjemmets sovebygninger, hvorefter værelserne til beboerne bl.a. blev større, beskæftige de dårligst fungerende mænd med produktion på værelserne. I sovebygningen var der endvidere et møntvaskeri, samt salg af kaffe og te fra automater. Det fremgik, at hjemmet i sin beskæftigelse af beboerne var underlagt regler om ikke at måtte påføre andre virksomheder ubillig priskonkurrence. Skatterådet fandt ikke, at aktiviteterne med henholdsvis produktion på værelserne, møntvaskeri, samt salg fra automater, var momspligtige.

I begrundelsen til det bindende svar blev der henvist til EF-domstolens praksis for, hvordan "ydelser i nær tilknytning til" skal forstås, både i relation til bestemmelserne om momsfritagelsen for undervisning, hospitalsbehandling og pleje, samt social forsorg og bistand, herunder den ovenfor refererede dom fra EF-domstolen i sag C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede. Der blev endvidere henvist til EF-domstolens dom i sagerne C -394/04 og 395/04 Ygeia, vedrørende hospitalsydelser, præmis 25, hvoraf det fremgår, at det følger af formålet med fritagelsesbestemmelsen, at der kun kan være tale om momsfri ydelser "i nær tilknytning til", når ydelserne logisk ligger indenfor rammerne af hospitalsbehandling og pleje, udgør et nødvendigt led i leveringen af disse ydelser, og er uomgængeligt nødvendige for at nå de terapeutiske mål, der forfølges med ydelserne. Det blev endvidere henvist til præmis 35, hvoraf det bl.a. fremgår. at det tillige er afgørende, at ydelserne ikke hovedsageligt tager sigte på at give leverandøren af ydelserne yderligere indtægter ved udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med handelsforetagender, som skal svare moms. Det fremgår videre, at en fastlæggelse af, om de leverede ydelser opfylder disse betingelser, skal afgøres under hensyn til samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, og i givet fald til indholdet af de lægerecepter, der er udstedt for de pågældende patienter. Der blev endvidere henvist til dommen C-76/99, Kommissionen mod Frankrig, præmis 23, hvoraf det fremgår, at begrebet ydelser i nær tilknytning til hospitalsbehandling og pleje ikke skulle fortolkes særligt indskrænkende, idet fritagelsen af transaktioner i nær tilknytning til skal sikre, at der ikke sker en fordyrelse af den fritagne ydelse som følge af beskatning. Det fremgår videre i præmis 24, at det ved vurderingen må tages i betragtning, hvad formålet med ydelsen er, i dette tilfælde, om der var tale om et behandlingsformål. Endelig blev der henvist til dommen i C-287/00, Kommissionen mod Tyskland, hvor EF-domstolen fandt, at der var momspligt vedrørende et universitets udførelse af forskningsprojekter for erhvervslivet. Som begrundelse herfor anførtes bl.a. i præmis 48, sidste led, at en række uddannelsesinstitutioner på universitetsniveau kunne nå deres uddannelsesmæssige formål uden at udføre forskningsprojekter mod vederlag, og at tilknytningen mellem universitetsundervisningen og erhvervslivet også kunne sikres på anden måde.

Skatterådets besvarelse blev konkret begrundet med, at den produktion, der måtte foregå på værelserne, som primært var til boligformål, måtte anses for at have en snæver tilknytning til den sociale forsorgsydelse. Aktiviteten på værelserne blev ud fra det oplyste om metoden til rehabilitering af meget syge beboere gennem aktivering på deres værelser, anset for grundlæggende for hjemmets sociale forsorgsarbejde, og dermed uomgængeligt nødvendig for at nå målet med hjemmets sociale forsorgsaktivitet. Denne pædagogik og rehabiliteringsmetode ansås ikke for at kunne gennemføres på anden måde. Der henvistes nærmere til, at det var oplyst, at rehabiliteringsmetoden omfattede, at beboerne med deres arbejdskraft skulle indvilge i at bidrage til driften af hjemmet, hvilket måtte antages at danne en meningsfuld ramme for de pågældendes ophold på stedet. At det var valgt at have produktionsaktivitet på værelserne var endvidere efter det oplyste begrundet i en højnelse af kvaliteten af den sociale forsorgsydelse overfor beboerne, som ikke kunne opnås på anden måde. Der blev endvidere henvist til, at hjemmet som selvejende institution ikke arbejdede med gevinst for øje, og i sin produktionsaktivitet ikke måtte være konkurrenceforvridende i forhold til andre virksomheder. Endelig henvistes til, at beskyttet beskæftigelse til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer er et lovpligtigt socialt tilbud fra det offentlige, hjemlet direkte i den sociale servicelovs kapitel 19. Skatterådet anså endvidere møntvaskeriet og salg af drikkevarer fra automater, som ydelser leveret i nær tilknytning til den sociale forsorg og bistand, som institutionen leverede, idet der blev henset til, at der var tale om et bo- og døgntilbud for hjemmets brugere. Det må således anses som et naturligt og integreret led i hjemmets forsorgsaktivitet og ligge indenfor den logiske ramme for et sådant botilbud, dels at beboerne havde faciliteter til tøjvask, og at de kunne købe kaffe og te mv. fra automater. Der henvistes endvidere bl.a. til, at et væsentligt element i hjemmets botilbud var, at beboerne blev trænet i at bo alene, og vende tilbage til et normalt liv, samt at hjemmets aktiviteter efter det oplyste omfattede alkoholafvænning, og at der forelå et alkoholforbud på institutionen, hvilket yderligere begrundede, at beboerne som led i forsorgsydelsen skulle have mulighed for at købe kaffe og te mv. fra automater. Spørger har efterfølgende indbragt afgørelsen for Landsskatteretten.

De nævnte EF-domme er også omtalt under D.11.1. vedrørende levering i nær tilknytning til hospitalsbehandling og pleje og D.11.3 om levering i nær tilknytning til undervisning.

PlejehjemsydelserMomsnævnet har truffet afgørelse om, at en kommunes levering af kost og leje af linned i tilknytning til udlejning af plejehjemsboliger må anses som ydelser i nær tilknytning til social forsorg og bistand, se TfS 1995, 94. Det er uden betydning, om kosten leveres under cafeterialignende forhold. Derimod skal der betales moms ved levering af vask og rengøring, herunder vinduespolering, idet nævnet ikke fandt, at disse ydes i nær tilknytning til den sociale forsorg og bistand. Når offentlige institutioner leverer de nævnte ydelser, skal institutionerne betragtes som momspligtige personer, da disse ydelser leveres i konkurrence med erhvervsvirksomheder, jf. momslovens § 3, stk 2, nr. 3, se endvidere C.2.3. Institutionerne skal dog ikke momsregistreres og opkræve moms af de pågældende ydelser når den betaling, der opkræves hos institutionsbeboerne alene dækker rengøringsmidlerne. De samme regler gælder ved levering af service til ældre i eget hjem, når denne service ydes af det samme team, som bistår på institutionerne. Der skal betales moms, hvis ydelserne leveres udefra, dvs. fra momsregistrerede virksomheder til beboerne.

TolkeydelserMomsnævnet fastslog i TfS 1995, 425, at levering af selvstændige tolkeydelser er omfattet af momspligten. Nævnet fandt ikke, at tolkeydelser kunne anses for en integreret del af social- og sundhedssektorens momsfrie virksomhed. Nævnet udtalte, at der efter dets opfattelse er tale om levering af bi- eller hjælpeydelser, der ikke er i nær tilknytning til hovedydelserne.

Tolkebistand til døve og hørehæmmede

Landsskatteretten har i SKM2007.192.LSR afgjort, at bistand til døve og hørehæmmede i form af tegnsprogstolkning, skal anses for momsfri social forsorg og bistand. Det fremgik bl.a. af sagen, at tolkebistanden blev benyttet når den handicappede var under uddannelse, udførte erhvervsarbejde, eller i andre sammenhænge havde behov herfor. Det fremgik af sagen, at der ikke var etableret direkte støtte til dækning af udgiften til døvetolkebistand fra hverken statslige eller kommunale institutioner, men forelå betalingstilsagn vedrørende tolkeopgaver, enten i forbindelse med uddannelse, der blev betalt af SU-styrelsen, eller enkelte opgaver, der blev betalt via arbejdsformidlingen, i henhold til lovgivningen om handicappede i erhverv. Derudover blev ydelserne alt overvejende betalt af brugernes respektive amter eller kommuner. Tolkebistanden blev således bevilget af offentlige myndigheder, men var ikke direkte reguleret i den sociale lovgivning. Det fremgik endvidere bl.a., at Socialministeriet af satspuljemidler finansierede et forsøg med en tolkeordning, der gav døve, hørehæmmede og døvblinde mulighed for at få bevilget tolkning til aktiviteter og begivenheder, der ikke på anden måde var dækket af lovgivningen. Der var endvidere truffet politisk beslutning om, at denne ordning gennem lovinitiativer skulle gøres permanent. Det fremgik bl.a., at det var Socialministeriets opfattelse, at den pågældende ydelse skulle anses for social forsorg og bistand. Landsskatteretten anførte, bl.a. under henvisning til Socialministeriets opfattelse, at tolkebistand til døve og hørehæmmede må anses for begrundet i en varig fysisk funktionsnedsættelse, der begrænser personens muligheder for at modtage information og kommunikere med andre mennesker. Ydelsen ansås for alene at have til formål at kompensere for en funktionsnedsættelse med henblik på at give den handicappede mulighed for, i lighed med andre borgere, at deltage i sociale og samfundsmæssige aktiviteter. Landsskatteretten anførte, at det af § 1, stk. 1, nr. 1, i lov om social service fremgår, at formålet med denne lov bl.a. er at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk funktionsevne, samt at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv, eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Det fremgik endvidere, at det bl.a. var Socialministeriets holdning, at det ikke var afgørende, om ydelsen blev bevilget efter Socialministeriets lovgivning, eller lovgivning indenfor andre ministerområder, når formålet var at afhjælpe den handicappedes funktionsnedsættelse. Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med det af Socialministeriet anførte, at tolkebistanden måtte karakteriseres som social forsorg og bistand.

Kendelsen vedrørte ydelser leveret af en privat virksomhed. Landsskatteretten fandt i den forbindelse, at da det offentlige måtte anses for at have en forpligtelse til at yde en sådan form for bistand, og da bistanden så godt som altid bevilges af offentlige myndigheder, er der i det omfang bistanden er bevilget af en offentlig myndighed, tale om ydelser leveret af et organ anerkendt som foretagende af almennyttig karakter, uanset at ydelserne ikke direkte er reguleret af lov om social service. Se herom D.11.2.1 vedrørende betingelsen om, at ydelsen skal være leveret af et offentligt anerkendt organ.

Visse ydelser til arbejds-ledigeI SKM2007.335.SR har Skatterådet afgjort, at en række ydelser til ledige i form af tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke var momsfritaget social forsorg og bistand. Ydelserne blev udført af en selvejende institution for en kommune. Leverancerne måtte anses som dels momspligtige ydelser, dels momsfri undervisningsydelser. Ydelserne blev leveret til kommunens ledige borgere, og bestod i afklarende samtaler, vejledning, uddannelses- og træningsforløb, hjælp til jobsøgning, formidling af kontakt til arbejdsgivere og mentorfunktion. Det fremgik, at denne type ydelser efter lovgivningen på beskæftigelsesområdet kunne udføres for kommunen af private aktører. Ydelserne fandtes at have karakter af momspligtige rådgivnings- og konsulentydelser, samt momsfri undervisningsydelser, idet de havde et erhvervsmæssigt sigte og var med henblik på ordinær beskæftigelse af de ledige. Om undervisningsydelser, se nærmere afsnit D.11.3.

Se tillige SKM2007.407.SR hvor Skatterådet tilsvarende fandt, at en selvejende institutions ydelser overfor ledige, udført for staten og kommuner i form af af visse tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke er omfattet af momsfritagelsen vedrørende social forsorg og bistand, men måtte anses som momspligtige rådgivnings- og konsulentydelser, idet der er tale om leverancer, der handler om at rådgive om og gennemføre aktiviteter med det formål at de arbejdssøgende m.fl. kan opnå ordinær beskæftigelse. Skatterådet fandt endvidere, at projekttilskud fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke er momspligtige. Se afsnit G.1.1.2 .

Beskyttet beskæftigelseI SKM2007.335.SR, som er refereret ovenfor, fastslog Skatterådet endvidere, at institutionens ydelser til kommunen i form af tilbud efter den sociale servicelov om beskyttet beskæftigelse til borgere med betydelig funktionsnedsættelse mv. måtte anses som momsfritaget social forsorg og bistand. Ydelserne var dermed også fritaget fra lønsumsafgift.