En række afsnit er ført ajour som følge af de nye bestemmelser om handel mellem interesseforbundne parter og normalværdi samt om ophævelse af de særlige regler om byttehandel, der træder i kraft den 1. januar 2009 (afsnit G.2.2a, G.2.2b, G.2.3, G.3a, G.3b, J.1.4, J.1.5, Q.1.3.2.1, Q.1.3.2.2, Q.1.4.3, Q.1.5.2 og Q.2.7).
Landsskatteretten har i SKM2008.671.LSR fundet, at fradragsbegrænsningen i momslovens § 39 ikke er i modstrid med EU-retten.
Skatterådet fandt i SKM2008.774.SR, at et gymnasiums eventuelle delvise fradragsret for moms ikke skal opgøres efter momslovens § 38, stk. 1, men efter § 38, stk. 2. Et gymnasium, som er statsligt-selvejende, er ikke momspligtigt for aktiviteter med levering af rådgivnings-/konsulentydelser til andre gymnasier. Det fremgår endvidere, at gymnasiers udlejning af lokaler ikke kan omfattes af en frivillig registrering.
Efter SKM2008.681.SKAT foregår der nu i forbindelse med SKATs behandling af ansøgninger om momsfritagelse for velgørende arrangementer en selvstændig momsretlig vurdering af, om ansøgeren er arrangør. Dermed er det ikke længere afgørende, at ansøgeren har opnået lejlighedstilladelse fra politiet.
På baggrund af Landsskatterettens kendelse i SKM2008.251.LSR om en importørs ret til fradrag for moms vedrørende varer, der havde været oplagt på eget toldoplag, og som var bortkommet ved svind på oplaget, har SKAT i SKM2008.715.SKAT udsendt meddelse om genoptagelse.
SKAT har i SKM2008.722.SKAT udtalt sig om muligheden for reduktion af momsgrundlaget ved tab på debitorer, hvis rette identitet er salgsvirksomheden ukendt.
Der er derudover indarbejdet en række afgørelser og domme i vejledningen. Se oversigt. |