Ud over de ovenfor nævnte specifikke omstødelsesregler indeholder konkursloven også en generel bestemmelse om omstødelse af dispositioner, der på en utilbørlig måde begunstiger en fordringshaver på de øvriges bekostning. Denne bestemmelse findes i KL § 74.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde skal stride mod almindelige normer for rigtig og hæderlig opførsel i forretningslivet.

For at kunne bruge bestemmelsen skal konkursboet kunne bevise, at skyldneren var eller ved dispositionen blev insolvent, og at den begunstigede kendte eller burde kende skyldnerens insolvens og de omstændigheder, som gjorde dispositionen utilbørlig.

Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist og kan derfor anvendes i en del tilfælde, hvor tidsfristerne i henhold til de øvrige omstødelsesbestemmelser er overskredet. RIM skal være opmærksom på, at jo længere tid, der går, fra en disposition er foretaget, til omstødelsessag anlægges, desto større bevisvanskeligheder må konkursboet kunne påregnes at få.

Kreditorbegunstigelse er den vigtigste af de dispositionstyper, der er omfattet af bestemmelsen. Kreditorbegunstigelse foreligger, hvor en fordringshaver er blevet fyldestgjort, eller hvor et krav er blevet sikret ved pant eller anden sikkerhed stillet af skyldneren, og hvor kravet ellers skulle have været dækket som et konkurskrav.

Som et særligt eksempel på vurdering af betalinger fra 3. mand i henhold til KL § 74 kan nævnes TfS 1998, 375 (byretsafgørelse). I sagen modtog det daværende TSR, nu RIM, en transport i et moderselskabs negative moms til dækning af datterselskabernes gæld til Skat. Moderselskabet, der også var i restance til Skat, anmeldte betalingsstandsning 9 dage efter og gik konkurs ca. 3 uger senere. Byretten fandt ikke, at TSR på tidspunktet for modtagelse af transporten og restbeløbet på den negative moms var klar over moderselskabets insolvens, hvorfor de modtagne beløb til betaling af datterselskabernes restance ikke kunne omstødes. Konkursboets påberåbelse af at der forelå en gavedisposition efter KL § 64, jf. afsnit H.3.12.4, blev ikke selvstændigt vurderet.

I TfS 1996, 304 (byretsafgørelse), blev en lønindeholdelse for restskatter efter aftale med skyldneren ændret til en afdragsordning med indbetaling af månedlige beløb svarende til lønindeholdelsen. Skyldneren blev erklæret konkurs ca. 4 år efter. Beløb betalt i henhold til afdragsordningen blev ikke omstødt efter KL § 74. Retten lagde vægt på, at der var tale om ordinære, sædvanlige indbetalinger foretaget over en længere årrække med faste månedlige beløb, der ikke oversteg de beløb, der kunne være foretaget lønindeholdelse med, og som var foretaget som et led i SKAT´s  almindelige rutiner i forbindelse med opkrævning af skat. Aftalen var ydermere kun indgået af hensyn til skyldneren.