Forældelsesfristen afbrydes, når skyldneren erkender sin forpligtelse over for fordringshaveren.

Modsat "anerkendelse" efter forældelseslovens § 5, behøver "erkendelse" hverken at være

• skriftlig
• dispositiv, det vil sige en ensidig ubetinget erklæring om, at skylde et bestemt pengebeløb.

Der stilles således lempeligere krav til skyldnerens indrømmelse af forpligtelsen ved afbrydelse end ved etableringen af et særligt retsgrundlag.

I bestemmelsen angives at skyldneren kan erkende forpligtelsen "udtrykkeligt eller ved sin handlemåde". Der tilsigtes dog ikke ændringer af gældende retspraksis med hensyn til hvad der ligger i erkendelsesbegrebet. Det afgørende er herefter at skyldner i ord og gerninger giver fordringshaveren føje til at antage, at der ikke er tvist om kravet, og at retslige skridt ikke er nødvendige.

Der er 2 forhold, der er afgørende for, at der foreligger en erkendelse af forpligtelsen. Disse 2 forhold er:

• Erkendelsen skal identificere skylden med tilstrækkelig klarhed. Hertil hører som udgangspunkt, at erkendelsen nævner gældens størrelse eller i det mindste, at der ikke mellem parterne består nogen rimelig tvivl om størrelsen af den anerkendte fordring. Erkendelsen behøver derfor ikke udtrykkeligt nævne fordringens beløb, blot det er tydeligt, hvilken fordring skyldneren erkender. Hvis skyldner f.eks. henviser til restskat for 2008, er det tilstrækkeligt under forudsætning at restskatten er pålignet og dermed gjort op. Erkendelse kan også omfatte en del af skylden. I en række domme er det således statueret, at debitors omtale af eller henvisning til gælden har udgjort en erkendelse, fordi der ikke har været tvivl om, hvilken gæld debitor har henvist til, se eksempelvis UfR 1932, 1104 ØLD, UfR 1956, 900 ØLD, UfR 1958, 407 ØLD og TfS 2000, 234 ØLK.
• Skyldner ikke bestrider at skylde gælden, eller at der ikke er tvist om kravet, det vil sige at skyldner ikke har indsigelser om kravet eksistens og størrelse.

Spørgsmålet om hvorvidt skyldner har erkendt sin forpligtelse må afgøres ud fra en konkret bedømmelse af omstændighederne i hver enkelt sag, herunder om det er sket på så klar en måde, at der er sket afbrydelse af forældelsen.

Eksempler på udtrykkelig erkendelse:

• Skyldnerens indrømmelse af forpligtelsens eksistens. Erkendelsen skal angå en gældspost af en bestemt størrelse, men det kan ikke kræves, at skyldneren skriftligt og udtrykkeligt anerkender gældens tilblivelse og størrelse, således at der etableres et særligt retsgrundlag efter forældelseslovens § 5.
• Skyldnerens omtale af eller henvisning til gælden i forbindelse med brevveksling med fordringshaveren vil udgøre en fristafbrydende erkendelse, hvis der ikke er tvivl om, hvilken gæld skyldneren henviser til. I TfS 1999, 429 fandt Københavns Byret, at forældelse var afbrudt ved at den skattepligtiges revisor havde anerkendt skattegælden på et møde mellem skatteforvaltningen og revisor.
• Et tilbud fra skyldneren om delvis opfyldelse af forpligtelsen kan også udgøre en erkendelse af hele gælden, hvis det er klart, hvad hele gælden er, og hvis den resterende del af gælden ikke bestrides.
• Tilsvarende gælder en anmodning fra skyldneren om eftergivelse af gælden, hvis denne i forbindelse hermed præciseres tilstrækkeligt. Se UfR 1935.253 HD, TfS 1984, 322 SKD, TfS 1997, 586 B og TfS 2000, 234 ØLK.

Eksempler på erkendelse ved handlemåde:

• Betaling af renter i almindelighed vil indebære en stiltiende erkendelse af hele gælden, jf. UfR 1918.243 og UfR 1977.1010 VLD. En betaling af hovedstolen indebærer derimod ikke i sig selv en erkendelse af skyldige renter.
• Skyldnerens betaling af afdrag indebærer ikke i sig selv en erkendelse, fordi det sjældent er klart, om der overhovedet er en restgæld eller, om der består et fast givet forhold mellem størrelsen af afdraget og den eventuelle restgæld, jf. UfR1937.43 H og UfR 1938.852 ØLD.Betaling af afdrag kan udgøre en fristafbrydende erkendelse af hele kravet, hvis betalingen fremstår som en afdragsvis betaling af en større gæld der præciseres i forbindelse med betalingen. Som eksempler herpå kan nævnes tilfælde, hvor skyldner betaler efter at have modtaget opgørelser over mellemværendet, eller betalingen følger en bestemt amortiseringsplan, som i UfR 1960.1095 ØLD ( Det måtte antages at skyldner, der ikke havde andre mellemværender med kreditor forinden afdragsbetalingerne, havde fået fuldt kendskab til gældens størrelse, og der var ikke rejst indvendinger herimod, og at han inden for de sidste 5 år havde betalt afdrag. Herefter fandtes afdragenes betaling af have afbrudt forældelsen) og UfR 1967.325 HD og kommentaren hertil i UfR 1967B.267 (Da skyldner ved de foretagne afdragsbetalinger havde været klar over størrelsen af de krævede beløb, foreligger der en sådan erkendelse af kravet, at forældelsen er afbrudt.) Hvis skyldneren bestrider hovedskyldens størrelse i forbindelse med betalingen af afdrag, eller hvis det ikke klart fremgår, at betalingerne er afdrag på den pågældende gældspost, foreligger der derimod ikke en erkendelse af hele gælden. Der henvises i denne forbindelse til UfR 1967.325 H og UfR 2003.125 H.

Bestemmelsen vil tillige omfatte skyldnerens erkendelse af kravet i forbindelse med tvangsakkordforhandlinger eller indledt gældssaneringssag. I de nævnte tilfælde anmeldes fordringerne ofte ikke, når de i forvejen er medtaget i en udsendt kreditorliste, og afbrydelse sker derfor i disse tilfælde ved erkendelse, ikke ved anmeldelse.