RIM har efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 6 mulighed for at bevillige en skyldner henstand, når skyldner ikke aktuelt har betalingsevne, eller hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Det fremgår af bemærkningerne til forældelseslovens § 2, at der ikke er tilsigtet ændring af den foreliggende praksis med hensyn til fastlæggelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, heller ikke i de tilfælde, hvor skyldner efter anmodning har fået bevilliget henstand.

Det er fast antaget i teori og praksis, at bevilling af henstand efter anmodning afbryder forældelsesfristen, og at der herefter løber en ny forældelsesfrist regnet fra henstandsperiodens sluttidspunkt.

Betragtningen er den, at parterne har indgået en aftale om henstand, indtil et bestemt tidspunkt eller indtil en bestemt begivenhed indtræffer, og på den måde simpelthen udskyder kravets forfaldstid til udløbet af henstandsperioden. Da det af forældelseslovens § 2 fremgår, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt regnes fra den tid, hvor fordringen kan kræves betalt, må forældelsesfristen derfor, hvor henstand er aftalt, regnes fra dette udskudte forfaldstidspunkt.

Det er alene henstand, der bevilliges på baggrund af skyldners anmodning herom, der medfører at forældelsesfristens afbrydes og en ny frist kan beregnes fra henstandsperiodens udløb.

Henstand der bevilges ensidigt fra SKATs side, det vil sige uden forudgående anmodning fra skyldner medfører ikke at forældelsesfristens afbrydes eller at der kan beregnes en ny forældelsesfrist.