Det fremgår af PBL § 32, stk. 1, at der svares afgift, selv om ejeren af ordningen ikke har været skattepligtig her i landet i den periode, hvor indbetalingerne til ordningen har fundet sted.

Der skal dog ikke betales afgift af den del af udbetalingen eller ordningens værdi, der svarer til indbetalinger, som personen har foretaget på ordningen, når den pågældende kan godtgøre, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret her i landet eller i udlandet for indbetalingerne.

Frem til lovændringen (L1534 af 19. december 2007), som trådte i kraft den 1. januar 2008, har man skullet betale afgift af pensionsudbetalingen uanset om man havde opnået fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne til pensionsordningen.

Hvis ordningen er oprettet før lovens ikrafttræden (den 1. januar 2008) og ejeren ikke har været fuldt skattepligtig på noget tidspunkt under ordningens beståen, skal der dog ikke svares afgift, i det omfang udbetalingen eller ordningens værdi hidrører fra indbetalinger, der forfaldt før lovens ikrafttræden, jf. PBL § 32, stk. 2.

Afgiften kan ikke bortfalde i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og en fremmed stat.

Hvis ordningen er oprettet før lovens ikrafttræden 1. januar 1972 og arbejdstageren ikke har været fuldt skattepligtig på noget tidspunkt under ordningens beståen, skal der ikke betales afgift, i det omfang udbetalingen eller ordningens værdi hidrører fra indbetalinger, der forfaldt før lovens ikrafttræden, jf. PBL § 32, stk. 2 i den før 1. januar 2008 gældende lov.