1. Vil det medføre bortfald af skattefriheden for de medarbejdere, der ønsker sundhedsforsikringen, hvis en eller flere medarbejdere vælger ikke at deltage i ordningen?

2 a. Er det et lovligt krav efter ligningslovens § 30, stk. 3, når X fastsætter generelle krav om en ugentlig arbejdstid på mindst 8 timer?

2 b. Er det et lovligt krav efter ligningslovens § 30, stk. 3, når X fastsætter generelle krav om en anciennitet på ni måneder?

3. Vil den af X betalte forsikringspræmie være skattefri for medarbejderne efter ligningslovens § 30, hvis de medarbejdere, der ønsker sundhedsforsikringen, går ned i bruttoløn med et beløb svarende til præmien?

4. Vil det medføre bortfald af skattefriheden for de medarbejdere, der deltager i ordningen mod nedgang i bruttolønnen, hvis en eller flere medarbejdere, som følge af interne lønforhandlinger, opnår ret til at deltage i ordningen uden en bruttolønsnedgang?

Svar

1. Nej.

2 a. Ja.

2 b. Ja.

3. Ja.

4. Ja.

X beskæftiger i dag cirka 70 medarbejdere. Selskabet overvejer at tilbyde sine medarbejdere en fælles sundhedsforsikring, der dækker diverse behandlinger i tilfælde af sygdom eller ulykke.

X vil fastsætte følgende betingelser for medarbejderordningen om sundhedsforsikring:

• X tilbyder sundhedsforsikringen til alle medarbejdere med en anciennitet på ni måneder eller derover og en ugentlig arbejdstid på mindst 8 timer.
• X tegner sundhedsforsikringen som et standardprodukt hos et anerkendt forsikringsselskab, og X bærer risikoen for eventuelle ændringer i forsikringspræmien.
• Sundhedsforsikringen tilbydes mod en nedgang i bruttolønnen dog uden at påvirke medarbejderens feriepenge og pension.
• En lønnedgang vil blive vist på lønsedlen.
• Medarbejdere, der siger nej til sundhedsforsikringen, vil ikke blive dækket af denne, og der vil ikke ske nogen ændring af deres bruttoløn.

Af ligningslovens § 30 fremgår, at der er skattefrihed for ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren til lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen ved sygdom eller ulykke m.v.

Baggrunden for indførelse af bestemmelsen var blandt andet at give incitament til at øge arbejdsgiverens sociale ansvar. Det fremgår ikke nærmere af lovens ordlyd eller af forarbejderne, hvad der menes med udtrykket "afholdes af arbejdsgiveren".

Af ligningslovens § 16, stk. 12, hvorefter der er skattefrihed for visse nærmere definerede edb-udgifter, er det udtrykkeligt anført, at skattefriheden ikke gælder, hvis arbejdstageren ved reduktion af sin bruttoløn har kompenseret arbejdsgiveren for at få stillet udstyret til rådighed.

En tilsvarende begrænsning fremgår imidlertid ikke af ligningslovens § 30. På den baggrund er det er spørgers opfattelse, at skattefriheden efter ligningslovens § 30 ikke påvirkes af, at medarbejderen kompenserer arbejdsgiveren ved en reduktion i bruttolønnen.

De afgørende betingelser for skattefriheden efter ligningslovens § 30 er således efter spørgers opfattelse opfyldt, idet ordningen tilbydes alle medarbejdere på lige fod, og udgiften afholdes af arbejdsgiver, der samtidig bærer den økonomiske risiko for en forhøjelse af forsikringspræmien.

SKATs afgørelse og begrundelse

Ligningsloven § 30, stk. 1, omfatter udtømmende de tilfælde, hvor arbejdsgiveren skattefrit kan finansiere eller medfinansiere udgifter til sundhedsbehandlinger for den ansatte, hvad enten dette sker ved, at arbejdsgiveren direkte betaler for behandlingen, betaler gennem tegning af en forsikring eller yder et rentefrit lån.

Betaler arbejdsgiveren mere indirekte for sundhedsbehandlinger gennem tegning af en forsikring, der omfatter medarbejderne, er der ligeledes skattefrihed for arbejdsgiverens præmiebetaling til en sådan forsikring. Uanset om arbejdsgiveren betaler forsikringspræmien direkte, eller om arbejdsgiveren i stedet refunderer et af den ansatte betalt præmiebeløb, er præmien skattefri i henhold til bestemmelsen, såfremt betingelserne for skattefrihed i øvrigt er opfyldt. Det skal af forsikringsbetingelserne fremgå, at forsikringen kun dækker behandlinger, der sker efter lægehenvisning eller er lægeligt godkendt. For så vidt angår kiropraktorbehandling, skal det af forsikringsbetingelserne fremgå, at der skal foreligge en erklæring fra en autoriseret kiropraktor om behov for behandling eller fra en kiropraktor i udlandet med tilsvarende kvalifikationer. Det skal endvidere fremgå af betingelserne, at behandling af psykiske lidelser hos en psykolog forudsætter, at den pågældende har autorisation efter dansk ret eller tilsvarende for en udenlandsk psykolog. Forsikringen kan tillige omfatte alkoholafvænning og/eller kiropraktorbehandling. Der skal i så fald foreligge en skriftlig erklæring fra henholdsvis en læge eller en kiropraktor om, at medarbejderen har behov for behandlingen.

SKAT lægger til grund, at den konkrete sundhedsforsikring, der tilbydes medarbejderne i X, opfylder de betingelser, der stilles til forsikringsbetingelser mv. jf. ovennævnte.

Ad spørgsmål 1.

Det følger af, ligningsloven § 30, stk. 3, at det er en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at udgiften afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere, herunder at en forsikring tegnet af arbejdsgiveren tilbydes samtlige af virksomhedens medarbejdere. Tilbuddet kan dog begrænses efter generelle kriterier om anciennitet og antal arbejdstimer.

For så vidt angår en af arbejdsgiveren betalt forsikringsordning, er præmien altså kun skattefri, såfremt alle ansatte er omfattet af ordningen. Det er derimod ikke er krav, at alle ansatte tager imod et tilbud om behandling. Det vil heller ikke være i strid med bestemmelsen, hvis arbejdsgiveren begrænser tilbuddet til fx én betalt behandling pr. medarbejder jf. Ligningsvejledningen Alm Del, afsnit A.B.1.9.24.

Det er derfor SKATs opfattelse, at det ikke vil medføre bortfald af skattefriheden, såfremt en eller flere medarbejdere ikke ønsker, at deltage i ordningen. Det afgørende er, at alle medarbejdere tilbydes samme ydelse. SKAT indstiller, at Skatterådet svarer nej til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2 a.

Efter ligningsloven § 30, stk. 3 er det en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere jf. ovennævnte. Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte. Dog følger det direkte af lovbestemmelsen, at der er mulighed for begrænsninger efter to generelle kriterier nemlig anciennitet og antal arbejdstimer. Det indebærer, at arbejdsgiveren kan stille betingelse om, at medarbejderen opfylder et vist anciennitetskrav, fx mindst 1 års ansættelse. Deltidsansatte kan som hovedregel ikke afskæres fra tilbud om deltagelse jf. principperne i deltidsloven (deltidsdirektivet). I praksis kan virksomheden dog undlade, at tilbyde ordningen til medarbejdere med meget beskeden ugentlig arbejdstid jf. Ligningsvejledningen Alm. Del, afsnit A.B.1.9.24.

I SKM2005.382.LR vedr. medarbejderobligationer valgte man at følge en 8 timers grænse svarende til funktionærloven (det er en betingelse for funktionærlovens anvendelse, at den pågældende beskæftiges mere end 8 timer ugentlig), således, at virksomheden kunne begrænse tildelingen af obligationer til medarbejdere, der har en ugentlig gennemsnitlig arbejdstid på 8 timer. Det er SKATs opfattelse, at den samme 8 timers grænse antages at være gældende for sundhedsordninger og sundhedsforsikringer efter ligningsloven § 30. SKAT indstiller herefter, at Skatterådet svarer ja til spørgsmål 2 a.

Ad spørgsmål 2 b.

Der har ikke tidligere været taget stilling til spørgsmålet om anciennitet jf. ligningsloven § 30, stk. 3. Det er SKATs opfattelse, at et generelt kriterium om en ansættelse på 9 måneder eller derover vil være et acceptabelt krav. Dog bemærkes at dette generelle kriterium skal gælde for alle virksomhedens nyansatte. SKAT indstiller, at Skatterådet svarer ja til spørgsmål 2 b.

Ad spørgsmål 3.

Den pågældende sundhedsforsikring ønskes finansieret ved en ændret vederlagsaftale.

Parterne har mulighed for at indgå en aftale om, at medarbejderne deltager i finansieringen ved reduktion af sin kontante løn. Der stilles efter praksis følgende betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig lavere kontant løn samtidig med, at den ansatte får stillet et personalegode til rådighed af arbejdsgiveren:

1. Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
2. Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
3. Den aftalte reduktion af den kontante løn skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden.
4. Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.
5. Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
6. Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte.

Der har herudover i Ligningsrådets/Skatterådets praksis været opstillet 2 støttekriterier. Der skal således være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og arbejdstageren skal have mulighed for - eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen.

Det er SKATs opfattelse, at den beskrevne ordning for X medarbejdere opfylder de opstillede betingelser, jf. bl.a. at X bærer risikoen for eventuelle ændringer i forsikringspræmien. Det forudsættes dog, at evt. overenskomster, som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale. SKAT indstiller, at Skatterådet svarer ja til spørgsmål 3.

Ad spørgsmål 4.

Det følger af ligningsloven § 30, stk. 3, at udgiften til sundhedsydelsen skal afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Bestemmelsen indebærer således, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte, og at alle medarbejdergrupper skal tilbydes samme ydelse. Virksomheden kan således ikke betale den fulde behandlingsudgift til én medarbejdergruppe, men kun yde et rentefrit lån til en anden medarbejdergruppe jf. Ligningsvejledningen Alm. Del, afsnit A.B.1.9.24.

Hvis X tilbyder medarbejderne ordningen på forskellige økonomiske vilkår, vil det ikke være den samme ydelse, som medarbejderne modtager. Det afgørende er, at alle medarbejdere tilbydes samme ydelse herunder på de samme økonomiske vilkår. Det er derfor SKATs opfattelse, at det vil medføre bortfald af skattefriheden, såfremt en eller flere medarbejdere opnår ret til at deltage i ordningen uden en ændret vederlagsaftale. SKAT indstiller, at Skatterådet svarer ja til spørgsmål 4.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen.