Ligningsrådet blev anmodet om at tage stilling til, om en obligation ville være blåstemplet i henhold til kursgevinstlovens § 14.

Obligationen ville blive udstedt med følgende kendetegn:

• En løbetid på 8 år,
• En indfrielseskurs på 100 (pari),
• En fast pålydende rente på 3% i hele løbetiden med 1-årlig rentetermin,
• En ret for debitor til at indfri gælden efter 5 år (konverteringsret),
• Et rentetillæg i de sidste 3 år, dvs., hvis debitor ikke indfrier gælden efter 5 år. Rentetillægget, der kan være 0 eller positivt, påtænkes fastlagt til CIBOR (Copenhagen Inter Bank Offered Rate) + en fast margin. Rentetillægget betales udover den faste rente på 3%.

Den forventede udstedelseskurs ligger aktuelt i størrelsesordenen 93, men vil afhænge af rentevilkårene på udstedelsestidspunktet.

Det var rådgivers opfattelse, at følgende kan udledes af kursgevinstloven, lovforarbejderne til denne og praksis på området ved stillingtagen til den skattemæssige behandling af obligationen:

“Ordlyden af kursgevinstloven
Af lovforarbejderne til kursgevinstlovens bestemmelse om blåstemplede fordringer fremgår overordnet om bestemmelsen (Lov nr. 439 af 10. juni 1997 - L 194):

"Hvis renten på en fordring opfylder mindsterentekravet, er kursgevinsten på fordringen skattefri for personer, medmindre der foreligger næring, eller fordringen er omfattet af § 7 A om fordringer, som erhverves for lånte midler. Kurstab på fordringen kan ikke fradrages."

Bestemmelsen om blåstemplede fordringer fremgår i den ny kursgevinstlov af § 14, der i sin helhed har følgende ordlyd:

"§ 14. Tab på fordringer kan ikke fradrages, jf. dog §§ 16 og 17.

Stk. 2. Gevinst på fordringer, der ikke omfattes af §§ 15 og 16, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medmindre fordringen forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten efter § 38 på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen, jf. stk. 3 og 4. Den pålydende rente opgøres på grundlag af den højeste tilsagte indfrielsessum.

Stk. 3. En debitors overtagelse af en forpligtelse betragtes efter stk. 2 ikke som påtagelse af en ny forpligtelse, når forpligtelsens overgang kan gennemføres uden særlig godkendelse fra kreditor. Endvidere betragtes overtagelse af realkreditlån og lån ydet af Danmarks Skibskreditfond ikke for påtagelse af en ny forpligtelse.

Stk. 4. En fordring med variabel rente omfattes af stk. 2 og 3. En sådan fordring anses for forrentet lavere end mindsterenten, hvis rentens variation og vilkårene for opsigelse medfører, at kursen på fordringen kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen."

Efter ordlyden omfatter stk. 2 alle typer af fordringer omfattet af kursgevinstloven, herunder også fordringer med varierende rente såsom knæklån, fordringer med resultatafhængigt afkast (udbyttegivende gældsbreve) og almindelige variabelt forrentede fordringer, jf. også stk. 2's henvisning til stk. 4 og vice verse. Afkastprofilen af den pålydende rente er forskellig, men opgøres i alle tilfælde på grundlag af den højest tilsagte indfrielsessum med mindst én årlig rentetilskrivning. Afgørende for mindsterentereglens opfyldelse er herefter, om fordringens pålydende rente i hele fordringens løbetid er lig med eller højere end mindsterenten på udstedelsestidspunktet.

Bestemmelsen omfatter også indeksregulerede kronefordringer. Når fordringen reguleres fuldt ud efter udviklingen i to udvalgte prisindeks, og udstederne er nærmere angivne finansielle institutioner, udgør mindsterenten 2½ pct., jf. kursgevinstlovens § 38, stk. 3. Ved opgørelsen af den højest tilsagte indfrielsessum ses bort fra pristalsreguleringen i de to prisindeks. Når andre indeksregulerede fordringer kvalificeres efter § 14, stk. 2, vil de ofte blive anset for sortstemplede, allerede fordi den højest tilsagte indfrielseskurs ikke kan opgøres på udstedelsestidspunktet.

Lovforarbejderne
Ordlyden af mindsterentekravet underbygges i bemærkningerne til kursgevinstlovens § 14 (gengivelse fra det ophævede cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 til den tidligere gældende kursgevinstlovs § 7).

Generelt anføres heri:

"Afgørende for, om en fordring opfylder kravet til mindsterenten, er, om fordringens pålydende rente opfylder kravet til mindsterenten på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet). Er dette tilfældet, bliver kursgevinsten skattefri efter mindsterentebestemmelsen for kreditor og for en senere erhverver af fordringen.

Beskatning efter § 7 omfatter således kun fordringer, hvis pålydende rente på stiftelsestidspunktet er lavere end mindsterenten.

Fordringens rente behøver dermed kun at opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet, for at en kursgevinst kan være skattefri. Det er derimod uden betydning, hvorledes renteudviklingen bliver på et senere tidspunkt."

Om forskellige typer af fordringer anføres:

"Knæklån
Fordringer, for hvilke der på forhånd er aftalt forrentning med forskellige rentesatser for adskilte perioder af løbetiden, kaldes ofte knæklån. Ved disse fordringer skal den forud aftalte rentesats for alle perioder af løbetiden mindst være lig med den mindsterente, der er gældende ved stiftelsen. I modsat fald er kursgevinsten skattepligtig.

Udbyttegivende gældsbreve
Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en rente, hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af virksomhedens indtjening. De udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af kursgevinstloven. For at sådanne gældsbreve kan anses for at opfylde mindsterentekravet, skal den til enhver tid gældende rente opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet.

Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet."

Det fremgår således af såvel lovens ordlyd som lovens forarbejder, at § 14, stk. 2 er hovedreglen, hvorefter den pålydende rente skal være lig med eller højere end mindsterenten efter § 38 på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen. Er der for alle perioder af løbetiden fastsat en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet, er hovedreglen opfyldt. Om renten i perioder er højere og eventuelt varierende, som for det udbyttegivende gældsbrev, er ikke afgørende, når der forud er fastsat en minimumsrente, der opfylder mindsterentekravet.

For variabelt forrentede fordringer kan det ved fordringens udstedelse ikke fastlægges, hvorvidt den pålydende rente for alle perioder af løbetiden mindst vil være lig med den mindsterente, der er gældende ved stiftelsen.

For variabelt forrentede fordringer er der derfor fastsat en undtagelsesbestemmelse i § 14, stk. 4, hvorefter mindsterentereglen alligevel kan anses for opfyldt, hvis specielle betingelser er opfyldt. I lovforarbejderne anføres herom:

"Variabelt forrentede fordringer
For variabelt forrentede fordringer finder reglerne i § 7, stk. 1-5, også anvendelse.  At reglerne i § 7, stk. 1-5, gælder for variabelt forrentede fordringer, betyder, at fordringen på stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til mindsterenten. Derudover er der nogle specielle betingelser i § 7, stk. 6. På stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den tilsagte indfrielsessum opfylde kravet til mindsterenten, for at kursgevinsten er skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden for kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er udformet således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen, beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter hvilket kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente f.eks. varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en relativt begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem løbetiden være nær indfrielseskursen.

Betingelserne ovenfor vil som udgangspunkt gælde for alle variabelt forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra indfrielseskursen."

Det fremgår, at der med reglen sigtes på almindelige variabelt forrentede fordringer, herunder variabelt forrentede statsobligationer, realkreditobligationer m.v.

Lovforarbejderne, hvorefter mindsterentekravet kan opfyldes ved for fordringen at fastsætte en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet, er tilsvarende gengivet i Ligningsvejledningen, A.D.2.3.1.2.

Offentliggjort praksis på området
Ligningsrådet har gennem tiden taget stilling til blåstemplingen af en række produkter. I den offentliggjorte praksis findes imidlertid ikke en stillingtagen til et produkt, som det her omhandlede. 

Nedenfor er kort gennemgået relevant offentliggjort praksis, der bidrager til fortolkningen af kursgevinstlovens § 14.

TfS 1998, 77 BF, basisrente - rente - overskudsafhængigt afkast - kursopskrivning - sortstemplet

Afkastet på et parilån var opdelt i henholdsvis "basisrente" og "overskudsafhængigt afkast".  "Basisrenten" kunne være såvel fast som variabel. Den ville blive beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende gæld. Det "overskudsafhængige afkast" blev beregnet som en andel af overskuddet i det låntagende selskab. Ligningsrådet fandt, at den del af afkastet, der udgjorde "basisrenten", skattemæssigt kunne anses for en rente. Den del af afkastet, der udgjorde "det overskudsafhængige afkast", blev anset for en kursopskrivning. Derved ville fordringens indfrielsesbeløb være sammensat af den løbende overskudsafhængige kursopskrivning samt pari ved den afsluttende indfrielse. Skattemæssigt ville låneforholdet således ikke blive anset for stiftet og indfriet med samme beløb (pari).

Ligningsrådet fandt, at fordringen måtte anses for sortstemplet. Ligningsrådet afviste ikke, at den aftalte rente i tilfælde af en fast basisrente kunne opfylde mindsterentereglen, men anførte:

"Ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt et låneforhold anses for at opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet, foretages der ikke alene en vurdering af den aftalte rente på låneforholdet. Det afgørende for vurderingen er den pålydende rente. Den pålydende rente opgøres på grundlag af den højest tilsagte indfrielsessum, jf. kursgevinstlovens § 7, stk. 1."

"Hvis det ikke er muligt på stiftelsestidspunktet for et låneforhold at beregne den pålydende rente, eksempelvis hvis den højest tilsagte indfrielsessum ikke er kendt på dette tidspunkt, anses låneforholdet for sortstemplet, jf. kursgevinstlovens § 7, stk. 1, første punktum."

"Ligningsrådet henså ved afgørelsen til, at det overskudsafhængige afkast, der årligt tilskrives gælden og forfalder til betaling på tilskrivningstidspunktet, og hvis størrelse ikke er kendt på stiftelsestidspunktet, medfører, at den fordring, der modsvarer gælden, ikke kan anses for at opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet. Der kan således ikke på stiftelsestidspunktet fastlægges en højest tilsagt indfrielsessum på låneforholdet, jf. kursgevinstlovens § 7, stk. 1, sidste punktum."

"Ligningsrådet bemærkede, at uanset basisrenten på låneforholdet overstiger mindsterenten på stiftelsestidspunktet, vil det først være muligt at fastslå den samlede indfrielsessum på gælden, når den er endeligt afviklet."

TfS 2002, 73 LSR  Mindsterentekravet - obligation - variabel rente

En variabelt forrentet realkreditobligation havde et indbygget renteloft og opfyldte ikke mindsterentekravet, idet renteloftet kunne medføre, at kursen på obligationen ville afvige væsentligt fra indfrielseskursen. Landsskatteretten udtalte i overensstemmelse med Ligningsrådets afgørelse:

"Den omhandlede obligation findes henset til ordlyden af kursgevinstlovens nævnte regler på udstedelsestidspunktet at måtte anses for en variabelt forrentet obligation, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 4. Endvidere bemærkes, at det indbyggede renteloft, hvorefter obligationens rente ikke altid vil følge markedsrenten, vil kunne medføre, at kursen på obligationen kan komme til at afvige væsentligt fra indfrielseskursen."

Redegørelse for den skattemæssige behandling af obligationen
Debitors ret til indfrielse til pari svarer til konverteringsretten på traditionelle danske realkreditobligationer, her dog afgrænset til en call option efter 5 år. Sådanne konverteringsretter er fritaget for selvstændig beskatning efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 4 og giver heller ikke anledning til særlige betragtninger i relation til kursgevinstlovens mindsterenteregel i § 14.  

Efter ordlyden af KGL § 14, stk. 2, anses en obligation for blåstemplet, når "fordringen forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten efter § 38 på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen, jf. stk. 3 og 4. Den pålydende rente opgøres på grundlag af den højeste tilsagte indfrielsessum."
 
Dette understøttes af forarbejderne, hvorefter bestemmelsen omfatter alle typer af profiler, herunder knæklån, udbyttegivende gældsbreve, indekslån m.v. Om udbyttegivende gældsbreve fremgår det af forarbejderne:

"De udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af kursgevinstloven. For at sådanne gældsbreve kan anses for at opfylde mindsterentekravet, skal den til enhver tid gældende rente opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet.

Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet."

Det forhold, at det i praksis har vist sig, at det der økonomisk anses for rente på et udbyttegivende gældsbrev efter den snævre rentekvalifikation normalt vil være en kursregulering i skattemæssig henseende, - det ændrer ikke ved, at det i ordlyd og forarbejder klart har været lagt til grund, at reglerne for blåstempling af obligationer omfatter alle typer af renteprofiler, herunder rente med en varierende størrelse. - Forudsat at der er fastsat en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet.

Tankesættet bag loven synes at have været, at betales der en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet er det ikke afgørende for opfyldelsen af mindsterentereglen, om der eventuelt i en periode betales et rentetillæg derudover.

I afgrænsningen mellem stk. 2 og stk. 4 kan det således efter forespørgers opfattelse ikke lægges til grund, at stk. 2 dækker fast rente på nominelle fordringer og stk. 4 er opsamlingsbestemmelsen for alt, der kan have et element af variation, jf. også lovforarbejderne til kursgevinstloven i 1985 (L 19) og i 1997 (L194). 

Ligningsrådet har i afgørelsen af 20. juni 2000 behandlet en variabelt forrentet realkreditobligation med et indbygget renteloft. Landsskatteretten fandt i samme sag, som offentliggjort i SKM2001.613.LSR, i overensstemmelse med Ligningsrådets afgørelse, at obligationen efter en konkret vurdering måtte anses for en variabelt forrentet sortstemplet obligation:

"Retten finder ikke, at den omhandlede obligation i relation til kursgevinstlovens mindsterenteregel kan være såvel variabelt som fast forrentet, og kan således tiltræde, at obligationen skal bedømmes under ét. Den omhandlede obligation findes henset til ordlyden af kursgevinstlovens nævnte regler på udstedelsestidspunktet at måtte anses for en variabelt forrentet obligation, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 4."

Der skal således ved kvalifikationen af obligationen på udstedelsestidspunktet ske en konkret vurdering af om obligationen omfattes af stk. 2 eller stk. 4. Henset til, at realkreditobligationen efter sine vilkår var variabelt forrentet i den fulde løbetid med et (meget højt) renteloft måtte obligationen ved en kvalifikation på udstedelsestidspunktet klart anses for en variabelt forrentet fordring omfattet af stk. 4.

Den her foreliggende obligation er:

• I hele obligationens løbetid udstedt med en fast rente, der opfylder mindsterentekravet på 3% ved udstedelsen.
• Den sælges som en fastforrentet fordring og er prisfastsat som en fastforrentet 5-årig obligation.
• Kun hvis obligationen mod forventning løber ud over de 5 år, vil der blive betalt et tillæg med en variabel komponent.

Derfor må obligationen på baggrund af ordlyd og lovforarbejder anses for omfattet af den generelle bestemmelse i kursgevinstlovens § 14, stk. 2.

Når der bortses fra det principielle i afgrænsningen mellem stk. 2 og stk. 4, er det i denne sammenhæng af begrænset interesse, idet den konkrete obligation efter begge bestemmelser må anses for blåstemplet. Der ses ikke i tankesættet bag mindsterentereglen, som afspejlet i forarbejder og Ligningsvejledning, grundlag for at stille krav til renteprofilen, herunder en variabel rente, når den til enhver tid gældende rente opfylder mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet, jf. f.eks. bemærkningerne til udbyttegivende gældsbreve. Der er for hele løbetiden fastsat en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet.

Sammenfatning
På baggrund af lov, lovforarbejder, Ligningsvejledning og den offentliggjorte praksis, som foreligger på området, er det vores klare opfattelse, at obligationen efter § 14, må anses for blåstemplet. Spørgsmålet til Ligningsrådet bør derfor besvares bekræftende."

Styrelsen indstillede følgende
“Det er styrelsens opfattelse, at vurderingen af hvorvidt en fordring opfylder mindsterenten i kursgevinstlovens § 14 og dermed er blåstemplet, skal ske med baggrund i hele fordringens løbetid.

Det fremgår af det oplyste, at der alle 8 år er en fast rente på 3%, og der de sidste 3 år vil være mulighed for opnåelse af et rentetillæg, der er 0 eller positivt (Cibor) + en fast margin. Rentetillægget medfører, at fordringens rente kan svinge fra 3% eller mere de sidste 3 år. Der er derfor tale om en variabel rente de sidste 3 år af fordringens mulige løbetid.

Landsskatteretten har i SKM2001.613.LSR taget stilling til hvorvidt en fordring både kan være fast og variabelt forrentet (der henvises til det af rådgiver i fremhævede citat på side 8). Det er styrelsens vurdering, at når en fordring skal vurderes under ét, så må dét, at en rente kan være variabel et enkelt år medføre, at fordringen anses for variabelt forrentet.

Det er derfor styrelsens vurdering, at fordringen skal kvalificeres som en variabelt forrentet fordring og derfor er omfattet af både kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og stk. 4, når det skal vurderes om fordringen opfylder mindsterenten.

Da fordringen alle årene er forrentet med en rente på mindst 3% og fordringens indfrielseskurs er 100 (pari), så opfylder fordringen kursgevinstlovens § 14, stk. 2 på udstedelsestidspunktet, da mindsterenten på nuværende tidspunkt er 3%.

Variabelt forrentede fordringer er tillige omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 4. Det følger heraf, at “en fordring anses for forrentet lavere end mindsterenten, hvis rentens variation og vilkårene for opsigelse medfører, at kursen på fordringen kan afvige væsentlig fra indfrielseskursen".

Det er styrelsens vurdering, at når det skal vurderes om en variabelt forrentet fordring opfylder kursgevinstlovens § 14, stk. 4, skal det ske ud fra en konkret vurdering, jvf. lovforarbejderne (se rådgivers citat om dette).

Det fremgår af bemærkningerne til kursgevinstlovens § 14 (Lov nr. 439 af 10. juni 1997 - L 194), at “Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en rente, hvis størrelse helt eller delvist er afhængig af virksomhedens indtjening. De udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af kursgevinstloven. For at sådanne gældsbreve kan anses for at opfylde mindsterentekravet, skal den til enhver tid gældende rente opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet.

Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet".

Det er styrelsens vurdering, at der kan drages en parallel mellem de i bemærkningerne nævnte udbyttegivende gældsbreve og variabelt forrentede fordringer med en bund, der svarer til mindsterenten på stiftelsestidspunktet.

Det er derfor styrelsens opfattelse, at fordringen opfylder kriterierne i kursgevinstlovens § 14, stk. 4, da der i den konkrete sag er fastsat en minimumsrente på 3 pct., som svarer til den nuværende mindsterente, der er 3 pct.

Den samlede vurdering af fordringen er, at den opfylder kravene i kursgevinstlovens § 14 og må anses for at være blåstemplet.

Styrelsen indstiller til Ligningsrådet, at der svares ja til spørgsmålet."

Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling.