Fradrag indrømmet

►SKM2008.859.SR. Et holdingselskab og evt. et af dets datterselskaber påtænkte at udbetale et særligt vederlag (fastholdelsesbonus) til ledende medarbejdere i tilfælde af, at virksomheden blev afstået helt eller delvist eller børsnoteret. Det forudsattes, at bonusaftalen blev indgået på et tidspunkt, hvor der ikke var aktuelle planer om salg. Skatterådet bekræftede, at holdingselskabet, henholdsvis datterselskabet, ville kunne fradrage udgiften til bonus til de respektive selskabers medarbejdere, hvis nærmere anførte betingelser, som ikke knyttede sig til salgstransaktioner eller transaktionssummer, var opfyldt. Der blev således ved afgørelsen henset til, at bonussen dækkede betaling for arbejde i selskabet, der måtte antages at vedrøre det "nye" selskabs drift, at bonussens størrelse var afhængig af ansættelsesperiodens længde og af, hvor højt placeret medarbejderen var i organisationen.◄

►SKM2008.1025.SR. Et selskab, som solgte medicinsk udstyr til hospitaler på baggrund af offentlige udbud, havde fradrag for udgifter til såkaldte modydelser i form af træning af læger, sygeplejersker og andre, efteruddannelse - evt. konverteret til varekøb - samt for tilskud til løn i forbindelse med forskningsprojekter. Selskabet var kontraktligt forpligtet til at afholde udgifterne.◄  

SKM2008.154.SR. Skatterådet fandt, at udgifterne til en nærmere beskrevet effektbetaling til en samarbejdspartner for leveret varme var en fradragsberettiget driftsomkostning, jfr. SL § 6, stk. 1, litra a, som kunnne fradrages i takt med de løbende nettoudbetalinger.

SKM2007.415.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at kompensation betalt af A til de med A koncernforbundne selskaber B og C, for ophævelse af en leveringsaftale, baseret på en aftale indgået mellem parterne ultimo 2006, var fradragsberettiget i 2006 for A. Skatterådet henviste til oplysningerne om baggrunden for ophævelsen af leveringsaftalen - og den deraf følgende forpligtelse til at betale kompensation - og fandt, at udgiften til kompensation havde den fornødne kvalificerede relation til indkomsten, hvorfor udgiften kunne fradrages i medfør af SL § 6, litra a.

SKM2005.198.HR. Et selskab fik fradrag, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, for en udgift til ekstern sagkyndig vurdering af en udlejningsejendom. Vurderingen var foretaget til brug for selskabets årsregnskab. Højesteret henviste til, at udgifter til udarbejdelse af årsregnskab er driftsomkostninger, og fastslog, at dette som udgangspunkt også gælder udgifter til bistand, der ydes til brug for udarbejdelsen af regnskabet. Hverken det forhold, at vurderingshonoraret vedrørte et anlægsaktiv, eller det forhold, at anvendelse af det af revisoren foreslået regnskabsprincip ikke var nødvendig, kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om fradragsret.

TfS 2000, 243 HRD. Et pengeinstitut havde erhvervet et leasingselskab sammen med andre pengeinstitutter. Pengeinstitutterne stillede garanti i forbindelse med, at leasingselskabet optog et udlandslån. I forbindelse med konstateringen af et betydeligt tab i leasingselskabet blev garantistillelsen afløst af en tabsgaranti fra pengeinstitutterne. Med henvisning til de foreliggende oplysninger om praksis mellem pengeinstitutter sammenholdt med det forhold, at leasingselskabet udadtil blev identificeret med pengeinstitutterne, fandt et flertal i Højesteret, at det måtte antages, at det ville have påvirket den løbende indkomsterhvervelse i pengeinstitutterne, hvis pengeinstitutterne ikke havde påtaget sig forpligtelse til at dække de tab, som leasingselskabet måtte konstatere på indgående leasing- og købekontrakter. Med den begrundelse fandt flertallet, at de udgifter, der fulgte af den forpligtelse pengeinstituttet havde påtaget sig, havde en sådan tilknytning til pengeinstitutternes egen indkomsterhvervelse, at udgifterne var fradragsberettigede i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.

UfR 1980, 712 HRD (Trælastkompagniet). Selskabet fik fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen og for udgifter til ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for, at den hidtidige virksomhed kunne fortsætte. Højesterets flertal udtalte følgende: "Efter det foreliggende... findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen at være af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til noteringsafgift må anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. De foretagne ændringer af selskabets vedtægter var ubestridt alene foranlediget af de ved aktieselskabsloven af 1973 gennemførte ændringer, der efter lovens § 164, stk. 1, nr. 2, krævedes indarbejdet i vedtægterne for at bringe disse i overensstemmelse med lovens krav, og undladelse heraf ville efter bestemmelsens stk. 3 medføre selskabets opløsning. Under disse omstændigheder findes også udgifterne til vedtægtsændringerne ... at måtte anses for fradragsberettigede driftsudgifter".

UfR 1942, 335 HRD (Skandinavisk Grammofon). Sagen vedrørte fradrag for sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, fordi udgifterne havde til formål at sikre såvel tidligere opnået fortjeneste som muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt forgæves.

SKM2003.502.LSR. Udgifter til en retssag i anledning af, at et vogntog væltede, fandtes at ligge inden for sædvanlig driftsrisiko ved drift af en vognmandsvirksomhed. Klageren kunne derfor fradrage advokatomkostninger.

SKM2002.379.LSR. Landsskatteretten fandt, at der forelå en sådan forbindelse mellem selskabets erhvervsvirksomhed og den betalte erstatning, at udgifterne til advokatbistand kunne fradrages ud fra et driftsrisikosynspunkt, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten henså til, at udgiften var et udslag af en normal driftsrisiko forbundet med udøvelsen af virksomheden, og at markedsføring er et sædvanligt led i driften af en salgsvirksomhed.

TfS 1997, 438 LSR. Indtægter ved tegning af forsikringer for andre forsikringsselskaber (fremmed provision) måtte anses som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. dagældende SEL § 17, stk. 5. En del af selskabets faste omkostninger kunne derfor fradrages ved opgørelse af denne indkomst.

Fradrag nægtetSKM2008.651.VLR (tidligere instans SKM2008.2.BR). En kommanditist havde ført en voldgiftssag mod kommanditselskabet med henblik på at få omgjort en generalforsamlingsbeslutning om, at kommanditselskabet skulle erhverve en udlejningsejendom. Retten fandt ikke, at udgifterne til voldgiftssagen havde en sådan direkte og sædvanlig forbindelse til sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse, at udgifterne til voldgiftssagen var fradragsberettigede, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Da udgifterne var afholdt for at hindre købet af ejendommen, var kommanditistens udgifter til advokat heller ikke fradragsberettigede i medfør af LL § 8 J.

SKM2007.603.LSR. Et selskab fik ikke medhold i, at afholdte udgifter vedrørende en uindregistreret Porsche ejet af selskabet og en uindregistreret Ferrari ejet af søsterselskabet var erhvervsmæssige og dermed fradragsberettiget i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a. Bilerne var efter selskabets oplysninger indkøbt til lager for derved at opnå en besparelse ved en senere indregistrering, når bilerne skulle tages i erhvervsmæssig anvendelse. Udgifterne afholdt vedrørende søsterselskabets bil blev endvidere anset for et ikke-fradragsberettiget tilskud til dette.

SKM2008.142.LSR (Appelleret). Et selskab, som drev erhvervsmæssig virksomhed, jf. SKM2004.297.HR, men ikke var næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. SKM2002.284.LSR, havde udbetalt tantieme og bonus til selskabets direktør og medarbejdere vedrørende salg af aktier og en koncernintern overdragelse af aktivitet. Udgifterne til bonus/tantieme måtte anses for at vedrøre selskabets formue. Der var således ikke hjemmel til fradrag for disse udgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, jf. SL § 5.

SKM2007.534.VLR (Appelleret) vedrørte fradrag for bonus til direktører. Ejerkredsen bag et selskab overvejede at sælge dette. Som led i salget blev der indgået en aftale med selskabets to direktører, hvorefter de, hvis selskabet blev solgt, ville få en bonus opgjort efter salgsprisen for selskabet. Direktørerne havde i forvejen en aftale om en fastholdelsesbonus. Selskabet blev solgt til en kapitalfond, og selskabet udbetalte i den forbindelse en bonus på ca. 29,3 mio. kr. til de to direktører. Landsretten fandt, at bonussen ikke kunne fratrækkes som en driftsomkostning (fradragsberettiget løn). Retten henviste til, at selskabet efter en samlet vurdering ikke havde godtgjort, at den udbetalte bonus havde haft en sådan tilknytning til selskabets drift, herunder til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, at den kunne karakteriseres som en driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Landsretten bemærkede herved, at det omfattende ekstraordinære arbejde, som direktørerne udførte ved at fremskaffe dokumentationsmateriale til brug for salget af selskabet og ved at opfylde købernes ønske om oplysning af alle virksomhedens forhold, efter sit formål ikke tjente til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst. Arbejdet måtte antages at være af afgørende betydning for værdiansættelsen og dermed for et vellykket salg af virksomheden. Arbejdet havde derfor betydelig værdi for selskabets ejere, og det var ikke godtgjort, at det betydelige bonusbeløb hovedsageligt var et særligt vederlag, dels for det øvrige ledelsesarbejde i tiden efter bonusaftalens indgåelse, og dels for at fastholde direktørerne.

►SKM2008.956.SR og SKM2008.957.SR vedrørte et selskabs fradrag for bonus til henholdsvis en salgsdirektør og selskabets administrerende direktør i tilfælde af salg af selskabets aktier eller driftsaktiviteter. Det var i forespørgslen forudsat, at bonusaftalen blev indgået på et tidspunkt, hvor der ikke var aktuelle planer om salg. Skatterådet nægtede fradrag under henvisning til ovennævnte SKM2008.142.LSR (Appelleret) og SKM2007.534.VLR (Appelleret). For så vidt angår bonus for salg af driftsaktiviteten afvistes spørgsmålet. Rådet nægtede endvidere selskabet fradrag for bonus i anledning af salg af de holdingselskaber, der ejede koncernen og en søsterkoncern, samt i tilfælde af salg af nogle selskaber i søsterkoncernen. Fradrag herfor nægtedes allerede fordi, selskabet ikke var rette omkostningsbærer. I SKM2008.957.SR nægtedes desuden fradrag for bonusudgiften i tilfælde af, at denne blev fastsat som en kombinationsbonus, der også var afhængig af ansættelsesperioden, og i tilfælde af, at bonusbeløbet var fastsat på forhånd.◄

SKM2007.384.LSR. Et selskab ønskede fradrag for en række udgifter til egenfremstilling af anlægsaktiver. Landsskatteretten lagde til grund, at udgifterne vedrørte fremstilling af aktiver, der indgik i selskabets anlægsformue, ikke omsætningsformuen. Udgifterne til de pågældende anlæg ville derfor som udgangspunkt ikke være driftsomkostninger omfattet af fradragsretten efter SL § 6 a, men måtte anses for formueudgifter, der kun kunne bringes til fradrag i afskrivningsberettigede anlægsaktiver og derved indgå i opgørelsen af den afskrivningsberettigede saldoværdi. Afholdelsen af udgifterne havde været en forudsætning for, at de pågældende aktiver kunne blive færdiggjort i et sådant omfang, at de kunne anvendes som driftsmidler i virksomheden. Udgifterne kunne derfor tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for driftsmidler anskaffet i årets løb.

SKM2006.678.LSR. Et selskab, der havde drevet et diskotek, blev nægtet fradrag for udgifter til erstatning udredt som følge af en gæsts tilskadekomst på et toilet, hvor gulvet var tilsmudset i en sådan grad, at det var farligt at færdes på. Landsskatteretten udtalte, at udgifterne ikke kunne betragtes som et udslag af en normal driftsrisiko, og derfor var de ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.

(Om fradrag for erstatningsydelser, se endvidere afsnit E.B.3.9).

SKM2006.319.VLR. Landsretten anså de af et selskab afholdte leasingomkostninger for afholdt i tilknytning til indgåelse af nye leasingaftaler, og ifølge leasinggivernes egen benævnelse af de enkelte omkostninger, antog Landsretten, at der var tale om engangsomkostninger, dels til dækning af leasinggivernes omkostninger i forbindelse med leasingaftalens oprettelse, og dels som viderefakturering af leasinggivernes udgifter til panthaverdeklaration. Landsretten udtalte, at sådanne udgifter i forbindelse med lånefinansiering efter fast praksis ikke er fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. 

SKM2006.244.LSR. En klager ønskede fradrag for udgift til minirensningsanlæg installeret i en aftægtsbolig. Aftægtsboligen var beboet af klageren i fællesskab med aftægtsnyderen, der var hans moder. Ved aftægt fastsættes som udgangspunkt en objektiv udlejningsværdi, hvori de faktiske udgifter vedrørende aftægtsboligen kan fratrækkes. Landsskatteretten fandt imidlertid, at der var tale om et boligfællesskab, og der skulle derfor beregnes ejendomsværdiskat for hele boligen. Landsskatteretten bemærkede, at et aftægtsforhold ikke er omhandlet af erhvervsmæssig virksomhed og dermed ikke kan sidestilles med erhvervsmæssig udlejning. Landsskatteretten fandt derfor, at der ud fra et driftsomkostningssynspunkt ikke var fradrag for udgift til minirensningsanlæg installeret i aftægtsboligen, jfr. SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2004.302.ØLR. Et selskab blev nægtet fradrag, jf. SL §, 6 stk.1, litra a, for utilsigtede lønudgifter, som selskabet havde pådraget sig i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven. Udgifterne til retssagen mod lønmodtagerne vedrørende spørgsmålet om selskabets hæftelse for lønkrav i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven blev ligeledes nægtet. Selskabet fik ej heller fradrag for udgifterne til erstatningssagen mod advokaten, der havde rådgivet selskabet i forbindelse med overtagelsen af virksomheden og den efterfølgende retssag mod lønmodtagerne.

SKM2004.219.ØLR. Skatteyderen havde selvangivet fradrag for fremmed kørselshjælp. Da skatteyderen ikke kunne dokumentere driftsomkostningerne, lagde landsretten til grund, at fakturaerne var falske.

SKM2003.438.LSR. Udgifter til kompensation til køb af sukkerkvoter kunne ikke fradrages.

TfS 1999, 823 HRD. Udgifter til dækning af generelle omkostninger til husleje, telefon m.v. Fradrag afslået af landsretten med henvisning til virksomhedens beskedne karakter og det forhold, at skatteyderen ikke havde sandsynliggjort en udsigt til en rimelig rentabilitet af den projektudvikling, der var virksomhedens eneste aktivitet. Afgørelsen blev stadfæstet af Højesteret med henvisning til de af landsretten anførte grunde.

I TfS 1985, 747 HRD nægtede Højesteret et selskab fradrag for kloakbidrag og betalinger for tilslutning til et fjernvarmeværk for en ubebygget industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte grund. Fordi selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede udgifter, der blev afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes - hverken i medfør af LL § 8 C (reglerne er overført til AL § 43) eller SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifter til erstatning og sagsomkostninger afholdt i forbindelse med en sag anlagt mod selskabet for uretmæssig anvendelse af et varemærke, som selskabet benyttede som navn, blev anset som fradragsberettigede som driftsudgifter.

Fradrag udelukket Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er fradrag udelukket.

SKM2006.672.VLR. Sagsøgeren udlejede to lejligheder i en ejendom. Sagen angik en række spørgsmål om fradrag for forskellige udgifter i udlejningsejendommen. Om en udgift på kr. 719 til anskaffelse af en skattelovsamling, udtalte landsretten, at denne udgift ikke kunne anses at være medgået til sagsøgerens erhvervelse af skattepligtige indtægter, men at skattelovsamlingen måtte anses erhvervet til førelse af hendes skattesager. Udgiften var derfor ikke fradragsberettiget i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2005.428.LSR. Sagen vedrørte et selskabs udgift til fairness opinion i anledning af, at der var blevet afgivet et købstilbud på aktier i selskabet. I henhold til bekendtgørelse nr. 827 af 10. november 1999 skal bestyrelsen i et børsnoteret selskab afgive udtalelse om, hvorvidt den tilbudte kurs er rimelig over for aktionærerne. Til brug for denne redegørelse valgte bestyrelsen i selskabet at indhente en ekstern ekspertvurdering i form af en fairness opinion, og selskabet foretog fradrag for udgiften på 2.000.000 kr. Landsskatteretten anså ikke udgiften for at være fradragsberettiget, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2001.56.VLR og SKM2001.449.ØLR. I begge sager blev fradrag afvist med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at de respektive skatteydere havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i det pågældende indkomstår.

TfS 1998, 202 ØLD. Udgifter til køb af træer var ikke fradragsberettiget som driftsomkostning i det indkomstår, hvor træerne var købt. Landsretten begrundede afgørelsen med, at udgiften var afholdt til køb af træer på roden. Da træerne stadig var på rod ved årets udgang, ansås udgiften ikke for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det pågældende indkomstår.

TfS 1995, 51 LSR. En tidligere landmand blev nægtet fradrag for udgifter til advokat- og revisorbistand i forbindelse med en frivillig akkord, som han indgik ca. et halvt år efter, at han var ophørt med landbrugsvirksomheden. Landsskatteretten bemærkede, at udgifterne kun kunne trækkes fra, hvis de kunne henføres til den aktuelle drift.

TfS 1986, 579 ØLD. En skatteyder fik ikke fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen. Landsretten lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udleje, hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt fra ejendommen, og at ejendommen var erhvervet i privat øjemed.

Om udgifter til certificering af kvalitetsstyringssystemer, se E.B.3.15. 

FormueforvaltningSKM2006.409.LSR. Et holdingselskab kunne fuldt ud fradrage udgifter til ekstern formueforvaltning af aktieportefølje bestående af "andre værdipapirer og kapitalandele". Landsskatteretten henviste til, at ved Højesterets dom af 20. januar 1942, offentliggjort som UfR 1942.278 H, blev det statueret, at en skatteyder kan fradrage de med bestyrelsen af hans formue forbundne udgifter. Landsskatteretten henviste endvidere til, at ifølge LL § 17C er der ikke fradragsret for udgifter til formueadministration, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst, der anses for kapitalindkomst, jf. PSL § 4. Såfremt de nævnte udgifter er afholdt af et selskab, en skattepligtig fond, eller forening, eller afholdt som led i driften af en personligt ejet virksomhed, som beskattes efter virksomhedsskattelovens regler, er der ikke tale om udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde kapitalindkomst, hvorfor der i disse tilfælde fortsat vil være fradragsret. Se om afgørelsen nedenfor under SKM2008.486.DEP.

SKM2007.587.LSR. Et selskab havde via sin deltagelse i en venturefond, der svarede til et dansk kommanditselskab, afholdt udgifter til "management fee" til komplementaren, der som administrationsselskab foretog investeringer for venturefonden. Landsskatteretten anerkendte fradrag herfor under henvisning til ovennævnte SKM2006.409.LSR og den indhentede syns- og skønserklæring. Se om afgørelsen nedenfor under SKM2008.486.DEP.

SKM2008.484.LSR Et ventureselskab fik godkendt fradrag for advokatudgifter vedrørende overvejelser om eller forsøg på investering i porteføljeselskaber. Landsskatteretten havde nægtet fradrag. Sagen blev indbragt for domstolene, hvorefter Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle. Se kommentaren hertil i SKM2008.486.DEP, nedenfor.

SKM2008.485.LSR (Appelleret). Et ventureselskab fik godkendt fradrag for management fee til en ekstern porteføljeforvalter. Et opstartsfee kunne dog ikke fratrækkes. Sagen er af Skatteministeriet indbragt for domstolene. Se kommentaren hertil i SKM2008.486.DEP, nedenfor. 

Skatteministeriet har i SKM2008.486.DEP kommenteret afgørelserne SKM2008.484.LSR og SKM2008.485.LSR (Appelleret). Følgende fremgår af kommentaren:

"Afgørelserne i SKM2008.484.LSR og SKM2008.485.LSR vedrører begge ventureselskabers adgang til at fradrage honorarer til rådgivning m.v. i forbindelse med aktieinvesteringer. Afgørelsen i SKM2008.484.LSR blev indbragt for domstolene, og Skatteministeriet har nu taget bekræftende til genmæle i sagen. Samtidig har Skatteministeriet indbragt afgørelsen i SKM2008.485.LSR for domstolene.

I. Det juridiske grundlag

"De to afgørelser understreger, at et selskabs udgifter til formueadministration kan fradrages, hvis udgiften har direkte sammenhæng med selskabets erhvervelse af skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a. Fradrag kan kun nægtes, såfremt dele af de pågældende udgifter ikke har den nødvendige sammenhæng med indkomsterhvervelsen, men snarere tjener til sikring af den del af selskabets formue, som kan afhændes skattefrit. Det bemærkes i den forbindelse, at aktier som udgangspunkt ikke kan afhændes skattefrit.

Det vil i relation til udgifter til administration af en aktieportefølje sige, at fradrag kun kan nægtes, hvis den enkelte formueforvalters investeringsrådgivning kan henføres til aktieinvesteringer, der specifikt er foretaget med henblik på at opnå udbytter og/eller avancer, der ikke er eller kun rent undtagelsesvist vil være skattepligtige."

Udgangspunktet er således, at der er fradrag for ventureselskabers udgifter til formueadministration. Fradrag kan dog nægtes, hvis SKAT kan bevise, at en investeringsrådgivning kan henføres til aktieinvesteringer, som specifikt er foretaget med henblik på at opnå skattefri afkast.

II. SKM2008.484.LSR

Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt selskabets udgifter til advokat i forbindelse med påtænkte investeringer i porteføljeaktier var fradragsberettigede driftsudgifter omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. De udgifter, som selskabet ønskede fradrag for, vedrørte alle investeringer, som ikke blev gennemført.

Skatteministeriet lagde ved sin bedømmelse af sagen til grund, at der ikke var tale om etablering eller udvidelse af venturevirksomheden, når ventureselskabet investerede i en porteføljevirksomhed. Udgifterne i forbindelse hermed skulle således ikke anses for etableringsudgifter.  

Skatteministeriet lagde endvidere til grund, at det var en naturlig del af formueforvaltningen i ventureselskabet, at der blev undersøgt flere investeringsmuligheder end det antal investeringer, som ventureselskabet faktisk endte med at foretage. Udgifter i forbindelse med påtænkte investeringer kunne derfor være fradragsberettigede formueforvaltningsudgifter, selv om nogle af de påtænkte investeringer aldrig blev gennemført.

Som sagen forelå for Landsskatteretten, var der en formodning for, at aktierne i porteføljeselskaberne blev ejet i mere end tre år, således at avancen dermed var skattefri.  

Umiddelbart før hovedforhandlingen i Østre Landsret fremlagde selskabet imidlertid et nyt bilag indeholdende en oversigt over skattefri og skattepligtige aktieavancer. Heraf fremgik bl.a., at selskabet i en periode på 12 år havde realiseret gevinst ved salg af aktier ejet under tre år på ca. 76,6 mio. og tab ved salg af aktier under tre år på ca. 53,6 mio. Gevinsten ved salg af aktier ejet i over tre år var i samme periode på ca. 53,3 mio. kr., mens tabet ved salg af aktier ejet i over tre år var på ca. 28,9 mio. kr.

Efter fremlæggelsen af dette bilag fandt ministeriet, at selskabet havde afkræftet formodningen for, at aktierne i porteføljeselskaberne skulle ejes i mere end tre år. Det kunne derfor ikke længere lægges til grund, at aktieinvesteringerne specifikt var foretaget med henblik på at opnå avancer, som ikke var eller kun rent undtagelsesvis ville være skattepligtige.  

Skatteministeriet tog på den baggrund bekræftende til genmæle.

III. SKM2008.485.LSR

Samtidig med at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i ovennævnte sag, besluttede ministeriet at indbringe Landsskatterettens afgørelse i (SKM2008.485.LSR) for domstolene. I afgørelsen fik et ventureselskab adgang til at fradrage udgifter til management fee - bortset fra et opstartsfee som betaling for selskabets etablering af administration m.v. til managementfirmaet.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at der i den pågældende sag er tale om aktieinvesteringer, der specifikt er foretaget med henblik på at opnå skattefrie avancer, og at der derfor ikke er fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for management fee - bortset fra et mindre beløb, der dækker helt almindelige administrationsomkostninger i de pågældende år.

Skatteministeriet bygger bl.a. denne vurdering på, at ventureselskabet typisk har investeret i "meget tidlige" virksomheder, hvor der oftest endnu ikke eksisterede en forretningsplan for virksomheden, men kun en idé, som der formentlig kunne dannes og udvikles en højteknologisk virksomhed fra. I en beskrivelse af selskabet udarbejdet af selskabets daværende direktør fremgik det, at det ville tage mange år og kræve meget kapital at udvikle og sælge denne type af virksomhed til andre aktører.

Endvidere var det oplyst under landsskatteretssagen, at der i en fireårig periode ikke var realiseret avance på aktier ejet under tre år. Af selskabets årsrapporter fremgik om anvendt regnskabspraksis, at kapitalandelene i porteføljeselskaberne forventedes besiddet ud over tre år, hvorefter der ikke var nogen skat ved et salg.

I sagen har Skatteministeriet subsidiært gjort gældende, at en del af de afholdte udgifter til management fee ikke er fradragsberettigede driftsomkostninger til formueadministration, idet der er tale om udgifter, der vedrører porteføljeselskaberne - nemlig udgifter til ledelse af disse.

Managementselskabet udfører - når investeringen er gennemført - et meget omfattende ledelses- og bestyrelsesarbejde. Investeringsmedarbejderne bidrager med sparring og viden om alle aspekter af porteføljeselskabets drift, og der lægges mange arbejdstimer i de enkelte selskaber for at sikre, at de planlagte målsætninger følges med henblik på, at de enkelte selskaber opnår en positiv udvikling. Efter Skatteministeriets opfattelse har vederlag for  dette arbejde ikke karakter af at være udgifter til formueadministration. Derimod er der tale om udgifter, som rettelig burde være båret af projektselskaberne (porteføljeselskaberne), hvorfor ventureselskabet ikke er rette omkostningsbærer i relation til disse udgifter.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at Landsskatterettens kendelse i SKM2007.587.LSR og det ovenfor citerede svar fra skatteministeren ikke kan fortolkes således, at ventureselskaberne automatisk kan opnå fradrag for alle udgifter vedrørende deres aktieinvesteringer - blot fordi honoraret benævnes management fee. Skatteministeren udtalte sig generelt om udgifter til formueadministration (herunder udgifter til due diligence), men har ikke forholdt sig specifikt til managementselskabets enkelte ydelser. Den del af et management honorar, som ikke er udtryk for udgifter til formueadministration, kan efter omstændighederne nægtes fradraget, uanset om ventureselskabet har skattepligtige indtægter fra dets investeringer eller ej. Hvis honoraret dækker både ikke-fradragsberettigede og fradragsberettigede udgifter, må der ske en skønsmæssig opdeling.

Det kan oplyses, at Københavns Byret har henvist sagen til Østre Landsret under henvisning til retsplejelovens § 226, stk. 1, idet sagen er af principiel karakter og væsentlig vidererækkende betydning for den fremtidige administration."

SKM2008.719.ØLR. Skatteyderen - en telekommunikationsvirksomhed - havde afholdt udgifter til rådgivere i forbindelse med dels faktiske køb af aktier, dels ikke gennemførte køb af aktier. Skatteyderen købte og forsøgte at købe såvel majoritetsaktieposter som minoritetsaktieposter i de undersøgte selskaber. Efter SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR havde Skatteministeriet taget delvist bekræftende til genmæle, for så vidt angår advokat- og revisorudgifter ved gennemførte køb i henhold til LL § 8 J. Skatteyderen gjorde gældende, at der forelå formueforvaltning, hvorfor udgifterne knyttet hertil var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Heri var landsretten ikke enig. Landsretten lagde til grund, at skatteyderens udgiftsafholdelse var et led i skatteyderens ønske om at fastholde og udbygge sin position på telemarkedet og skabe fortsat vækst i form af opbygning af en international forretning. Videre fandt landsretten, at en del af de i sagen omhandlede udgifter var anvendt til advokat- og revisorbistand og ikke til f.eks. investeringsrådgivning. Efter forklaringerne lagde landsretten til grund, at virksomheden ikke ved opkøbene havde fokuseret på, hvordan man kunne komme ud af selskaberne igen. Investeringerne var derfor ikke alene et led i kapitalanbringelse, men udtryk for langsigtede investeringer med henblik på udvidelse af skatteyderens virksomhed, herunder i form af etablering af udenlandske aktiviteter. Derfor var de af skatteyderen afholdte udgifter ikke formueforvaltningsudgifter som led i en aktiv kapitalforvaltning i form af venture-investeringer, men derimod afholdt som led i udvidelse af skatteyderens bestående virksomhed. Der var derfor ikke fradragsret efter SL § 6 a. Tilsvarende gjorde sig gældende for så vidt angår skatteyderens udgifter til egne medarbejderes rejser og ophold i forbindelse med gennemførte og ikke gennemførte køb. Afgørelsen er tillige omtalt under E.B.5.3.1 og  E.A.2.1.4.2.

Interesseforbundne parterHvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nært forbunden med skatteyderen og dermed har sammenfaldende interesser med denne, må der som forudsætning for omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at godtgøre tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Bevisbyrden skærpes, når der er personsammenfald eller parterne er interesseforbundne.

Som udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til et datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende indtjening, men derimod i andre interesser, der er driften uvedkommende - typisk sikring af formueinteresserne i datterselskabet.

Fradrag indrømmetSKM2003.146.VLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et dansk selskab havde fradragsret for betaling af et søsterselskabs udgifter til advokat og erstatning/godtgørelse i anledning af søsterselskabets opsigelse af en agentaftale. Det tyske søsterselskab havde gennem en eksklusivaftale eneforhandlingsretten i Tyskland til det danske selskabs produkter, og det tyske selskab havde indgået en række underaftaler med agenter i Tyskland. På grund af samarbejdsvanskeligheder opsagde det tyske selskab i 1994 agentaftalen. Landsretten fandt, at selskabet havde fradrag for udgifterne som driftsomkostninger. Dette uanset, at retssagen var anlagt mod det tyske selskab, at der ikke eksisterede noget aftaleforhold mellem det danske selskab og agenten i Tyskland, og at det danske selskab ikke havde nogen retlig forpligtigelse over for agenten.

TfS 1999, 730 VLD. Fradrag for erstatning til søsterselskab. Landsretten anså det ikke for godtgjort, at aftalen mellem selskaberne var usædvanlig i forhold til markedsbestemte vilkår for dispositioner foretaget mellem uafhængige parter under samme omstændigheder, hvorfor aftalen skulle respekteres med ret til fradrag for erstatningen til følge.

TfS 1995, 339 VLD. Et moderselskab fik fradrag for kurstab og for tab på tilgodehavender hos dets engelske datterselskab. Medens Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om vareleverancer på normale forretningsmæssige vilkår, men om tilskud, der ikke havde direkte betydning for moderselskabets omsætning og drift, lagde landsretten til grund, at moderselskabets markedsføring gennem datterselskabet på det engelske marked både direkte og indirekte havde stor betydning for moderselskabets afsætning. Udgifterne blev derfor anset for at have været et naturligt led i moderselskabets virksomhed og dermed fradragsberettigede.

I UfR 1984, 90 HRD (Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand, hvilket 2 nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.

I UfR 1976, 60 HRD (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne "havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne".

Fradrag nægtetSKM2007.720.VLR. Et selskab havde nægtet at fremlægge dokumentation for, at en række konkrete udgifter var fradragsberettigede. Selskabet henviste til, at udgifterne fremgik af det revisorpåtegnede årsregnskab. Ligningsmyndighederne og Landsskatteretten afviste på den baggrund, at selskabet kunne fradrage omkostningerne. Efter at selskabet havde indbragt afgørelsen for domstolene, fremlagde selskabet dokumentation for en del af udgifterne. Af dokumentationen fremgik, at størstedelen af udgifterne vedrørte aktiver ejet af selskabets hovedaktionær og omkostninger, der kunne henføres til hovedaktionærens forældre. Landsretten fandt, at bevisbyrden for, at udgifterne kunne fradrages som driftsomkostninger, som udgangspunkt påhvilede selskabet. Bevisbyrden var skærpet, da udgifterne knyttede sig til dispositioner mellem interesseforbundne parter. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at udgifterne vedrørte selskabets drift, og der kunne derfor ikke indrømmes fradrag.

I SKM2007.445.HR stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse i SKM2005.252.ØLR, hvorved et selskab nægtedes fradrag, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, for administrationsvederlag, som selskabet havde betalt til nogle andre selskaber. Retten bemærkede, at selskabet som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at administrationsvederlaget udgjorde en fradragsberettiget driftsomkostning. Da administrationsvederlaget var betalt til interesseforbundne selskaber, var bevisbyrden skærpet. Se SKM2005.228.ØLR, hvor landsretten nægtede et datterselskab fradrag for et administrationsvederlag ydet til moderselskabet.

SKM2003.166.HR. En skatteyder stiftede sammen med sin bror et I/S, som drev byggevirksomhed. Efter en årrække stiftedes et A/S. Der blev indgået en samarbejdsaftale mellem selskabet og I/S'et, hvorefter der ved leverancer ikke blev beregnet avance, og der skete ikke fuld og samtidig fakturering. Samhandelen mellem I/S'et og selskabet skete ved, at I/S'et leverede materialer, arbejdskraft og underleverandørydelser til selskabet, der alene var kontraktpart i forhold til bygherrerne. Højesteret lagde til grund, at I/S'et til selskabet skulle levere ydelser efter tilbud eller efter regning, og at samhandelen derfor ikke kunne være baseret på et princip om resultatdeling. Højesteret fandt derefter, at I/S'et havde erhvervet ret til vederlag fra selskabet ved leveringen af ydelserne, og at vederlaget derfor var umiddelbart skattepligtig indkomst for I/S'et, også selv om leverancerne ikke blev faktureret straks ved leveringen. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at korrigere I/S'ets indkomst i de tilfælde, hvor I/S'et ikke månedligt havde indtægtsført leverancer til selskabet, eller hvor leverancer var indtægtsført med for høje eller for lave beløb i forhold til I/S'ets egen indkøbspris.

SKM2003.542.ØLR. Landsretten kunne alene tiltræde et skønsmæssigt fradrag for udarbejdelse af regnskaber på i alt 5000 kr., da der var en interesseforbindelse mellem dødsboet og den, der havde udstedt fakturaer på regnskabsmæssig bistand, og som samtidig var den ene af boets 2 arvinger.

SKM2003.257.ØLR. Selskabet fik ikke fradrag for en kautionspræmie til hovedaktionærens ægtefælle.

SKM2002.312.ØLR. En skatteyder indgik i et leasing- og konsignationsarrangement med et selskab, der var ejet af skatteyderens bror og far. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at de tilgodehavender, der løbende var blevet opbygget hos selskabet, var fradragsberettigede som driftstab. Skatteyderens tilgodehavende var stadigt stigende, uden at dette gav ham anledning til at betinge fremtidige leverancer af kontant betaling eller til at kræve tilgodehavendet inddrevet eller forrentet.

SKM2001.186.HR. Sagen vedrørte beskatning i forbindelse med transaktioner mellem interesseforbundne parter. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at et beløb vedrørende køb af konsulentassistance, som han lod et af ham behersket interessentskab overføre til et af interessentskabet behersket selskab hjemmehørende i Portugal, dækkede en driftsomkostning for interessentskabet. Beløbet kunne derfor ikke fradrages ved hans indkomstopgørelse.

TfS 1999, 376 HRD. En aftale mellem ejeren af et cafeteria og ejerens anpartsselskab om betaling til anpartsselskabet for konsulentbistand ydet til cafeteriaet kunne ikke godkendes skattemæssigt. Landsretten lagde til grund, at aftalen om konsulentbistand ydet af ejeren og dennes hustru ikke tjente noget forretningsmæssigt formål. Højesteret stadfæstede afgørelsen. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at beløb overført som betaling for konsulentbistand dækkede en driftsomkostning. Se desuden TfS 2000, 105 HRD (vareleverance mellem 2 selskaber).

TfS 1999, 685 VLD. Skatteyderen havde drevet revisionsvirksomhed med en søn som medinteressent. I forbindelse med overdragelse af virksomheden ønskede skatteyderen fradrag for tab på fordring på medinteressenten. Fordringen på medinteressenten hidrørte dels fra indfrielse af negativ kapitalkonto, dels fra indfrielse af medinteressentens gæld, som interessentskabets midler var stillet til sikkerhed for. Landsretten fandt, at interessentskabets sikkerhedsstillelse ikke kunne anses som en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Landsretten fandt desuden, at medinteressenten, der i den samlede periode havde hævet mere fra kapitalkontoen, end han efter virksomhedens omsætning havde krav på som sin overskudsandel efter interessentskabskontrakten, hermed reelt havde modtaget et lån. Landsretten anså ikke lånet for at være et led i den løbende indkomsterhvervelse for interessentskabet. Tab på fordringen på medinteressenten var derfor ikke fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1996, 816 VLD. En selvstændigt erhvervsdrivende drev virksomhed som agent på provisionsbasis med et af ham behersket selskab og med udenforstående. Han var agent for et tysk firma, og han købte i firmaet varer, som blev videresolgt til det af ham beherskede selskab. Selskabet blev opløst af skifteretten, da der ikke var aktiver i selskabet. Han foretog ved indkomstopgørelsen fradrag for tab på debitorer for manglende betaling for leverede varer til selskabet. Fradraget blev ikke godkendt af skattemyndighederne, da der ikke bestod et normalt handelsmellemværende mellem ham og selskabet. Landsretten fandt, at tabet måtte anses som et formuetab, der ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, da transaktionerne mellem ham og selskabet afgørende adskilte sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige parter og havde båret præg af hans personlige økonomiske interesser i selskabet.

TfS 1994, 207 HRD. Et dansk selskab, der havde betalt 20 pct. i factoringprovision til et schweizisk selskab, blev nægtet fradrag for den betalte provision. Eneanpartshaveren i det danske selskab havde optionsret til aktierne i det schweiziske selskab, der ikke havde andre aktiviteter end factoring for det danske selskab. Desuden havde selskabet hverken eget kontor eller ansat personale. Højesteret fandt, at der bestod et interessefællesskab mellem de 2 selskaber, og at factoringsudgiften på 20 pct. ikke var forretningsmæssigt begrundet.

I UfR 1979, 731 HRD blev en murermester nægtet fradrag for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder. Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes fradrag. På linie hermed nægtede Højesteret et moderselskab fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab, der blev ydet til udligning af datterselskabets driftsunderskud (TfS 1990, 214 HRD).

Rette udgiftsholderFradrag for en udgift forudsætter, at udgiften vedrører den person eller det selskab, der afholder udgiften, og ikke f.eks. andre selskaber inden for samme koncern, se Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i TfS 1994, 190 LR om udbetaling af overskudsandele fra et holdingselskab via en medarbejderudbyttefond til alle ansatte inden for samme koncern.

Se også SKM2006.693.ØLR, hvor det sagsøgende selskab drev virksomhed med salg af kopi- og printmateriel. Det sagsøgende selskab lejede lokaler. Lejeaftalen blev indgået i søsterselskabets navn under stiftelse. Det sagsøgende selskab afstod senere fra at placere driften i søsterselskabet, da leverandørerne ikke ville godkende dette. Landsretten udtalte, at da lejeaftalen var indgået af søsterselskabet, var søsterselskabet også den retligt berettigede og forpligtede i henhold til aftalen, og der var ikke anført omstændigheder, der kunne begrunde, at det sagsøgende selskab skulle være rette aftalepart, og dermed berettiget til fradrag for udgifterne til husleje, varme og el, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

►SKM2008.465.HR (tidligere instans SKM2007.41.ØLR). Udgifter, som en projektudbyder havde afholdt til advokat og revisor samt til markedsundersøgelser, som projektudbyderen havde foretaget, kunne fradrages af projektudbyderen som driftsudgifter. Udgifterne kunne derimod ikke fradrages af investorerne (kommanditisterne) i det udbudte projekt i medfør af LL § 8 I eller 8 J. For investorerne var der tale om en del af det samlede honorar til projektudbyderen i dennes egenskab af projektudvikler og -udbyder.◄

Se endvidere SKM2006.649.VLR (Appelleret til Højesteret men efterfølgende hævet) (tidligere instans SKM2005.244.LSR). En deltager i et anpartsprojekt ønskede fradrag for sin andel af en udgift benævnt selskabsadministrationshonorar. Retten anså ikke udgiften for at være en driftsomkostning for kommanditselskabet, der kunne begrunde fradragsret hos kommanditisterne. Til spørgsmålet om, hvilke ydelser honoraret dækkede, var der under vidneforklaringen henvist til en selskabsadministrationsaftale indgået mellem kommanditselskabet og udbyderselskabet. Det fremgik imidlertid af aftalen, at en betydelig del af de ydelser, udbyderselskabet skulle levere til kommanditselskabet, var ydelser, der enten havde vedrørt kommanditisternes - og ikke kommanditselskabets - forhold, eller ikke kunne antages at have haft tilknytning til kommanditselskabets indkomsterhvervelse i det pågældende indkomstår.

SKM2003.3.HR. Højesteret fandt, at det beløb, som et selskab betalte, var vederlag for overdragelse af 50 pct. af aktierne i selskabet, og at beløbet retteligt skulle have været betalt af selskabets aktionærer. Der var derfor ikke tale om en driftsomkostning.

Se endvidere SKM2007.230.ØLR, hvor et selskab ikke kunne foretage fradrag for tab på debitorer, idet det ikke var godtgjort, at betalingsforpligtelsen påhvilede det pågældende selskab.

SKM2007.496.ØLR angik to søsterselskaber, hvoraf det ene havde afholdt de fulde huslejeudgifter vedrørende selskabernes lejemål. Skattemyndighederne nægtede det første selskab fuldt fradrag for huslejeudgifterne og tilskudsbeskattede det andet selskab af dets respektive andel og indrømmede fradrag herfor. Endvidere anså skattemyndighederne, at det første selskab havde afholdt en installationsudgift vedrørende det andet selskabs butik i et af lejemålene, og det andet selskab blev tilsvarende tilskudsbeskattet heraf. Selskaberne gjorde gældende, at det første selskabs betaling af huslejeudgifter var udlignet ved, at det andet selskab havde båret lønudgifter for arbejde udført i det første selskab. Landsretten udtalte, at der på grund af interessefællesskab mellem de to selskaber måtte stilles særlige krav til selskabernes dokumentation for, at de faktiske forhold berettigede til den skete omkostningsfordeling. Landsretten fandt herefter ikke, at der ved interne bilag fra revisor samt vidneforklaringer fra selskabernes direktør og revisor var ført tilstrækkeligt bevis for, at det andet selskab havde stillet arbejdskraft til rådighed for det første selskab. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over lejemålenes fordeling mellem de to selskaber, ligesom retten fandt, at det andet selskab var rette udgiftsbærer vedrørende installationsudgiften.

SKM2007.603.LSR. Et selskab fik ikke medhold i, at afholdte udgifter vedrørende en uindregistreret Porsche ejet af selskabet og en uindregistreret Ferrari ejet af søsterselskabet var erhvervsmæssige og dermed fradragsberettiget i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a. Bilerne var efter selskabets oplysninger indkøbt til lager for derved at opnå en besparelse ved en senere indregistrering, når bilerne skulle tages i erhvervsmæssig anvendelse. Udgifterne afholdt vedrørende søsterselskabets bil blev endvidere anset for et ikke-fradragsberettiget tilskud til dette.

Se tillige SKM2004.427.LSR (den efterfølgende retssag omfattede ikke dette spørgsmål) og SKM2007.454.LSR, hvorved et moderselskab nægtedes fradrag for udgifter til køb af aktier i datter-datterselskaber, idet disse udgifter måtte anses at vedrøre datterselskaberne, hvorfor selskabet ikke var rette omkostningsbærer heraf. Afgørelserne er tillige omtalt under E.A.2.1.4.2.

SKM2008.418.BR. Et administrationsselskab havde indgået administrationsaftale med en række kommanditselskaber og interessentskaber, der havde til formål at investere i plantager. Ifølge administrationsaftalerne skulle administrationsselskabet forestå den daglige administration af kommanditselskabernes og interessentskabernes ejendomme, herunder føre bogholderi og lignende. Administrationsselskabet afholdt en række forskellige udgifter til advokat vedrørende kommanditselskaberne og interessentskaberne, herunder udgifter vedrørende bestyrelsesansvar, vurdering af rådgiveransvar i forbindelse med afvikling af investeringsprojekterne, sager mod offentlige myndigheder m.v. Selskabet gjorde gældende, at advokatudgifteme var fradragsberettigede driftsomkostninger. Byretten fandt, at de omtvistede udgifter til advokatbistand i det hele måtte anses at vedrøre de administrerede interessentskaber og kommanditselskaber og deres virksomhed, og at administrationsselskabet ikke havde været forpligtet til at afholde disse. Udgifterne kunne således ikke anses for at være anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde administrationsselskabets indkomst, og de var derfor ikke fradragsberettigede i medfør af SL § 6, stk. 1, a).

Se endvidere SKM2008.485.LSR omtalt ovenfor under SKM2008.486.DEP.

SKM2008.719.ØLR omtales bl.a. under E.A.2.1.4.2.

Udskudte driftsomkostningerI visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for "opsatte driftsomkostninger".

SKM2004.114.LR. Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked udtalt, at udgifter til oprensning af forurenet jord under nærmere angivne forudsætninger, kan fratrækkes efter SL § 6 e som opsatte vedligeholdelsesudgifter eller efter SL § 6 a som opsatte driftsomkostninger, således at fradraget foretages i det år, hvor udgifterne er afholdt.

UfR 1963, 954 HRD (Knuth). En godsejer fik fradrag for et engangsbeløb til 4 ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning gennem en årrække.

UfR 1984, 160 HRD (Træskodommen). Et interessentskab fik fradrag for et tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.

LSRM 1984, 23 LSR. Udgifter til opgravning af benzintanke i forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for udskudte driftsomkostninger.

Udgifter i forbindelse med retablering af en losseplads efter endt anvendelse er fradragsberettigede, når de afholdes.

TfS 1992, 581 LSR. Et selskab havde afholdt en udgift til oprensning af en grund, der var forurenet i selskabets besiddelsestid. Landsskatteretten indrømmede selskabet fradrag for udgiften. Landsskatteretten bemærkede, at udgiften ville have været en fradragsberettiget driftsudgift, hvis nutidige miljøkrav havde været gældende på forureningstidspunktet. Da forureningen efter det oplyste var indtrådt som udslag af en naturlig risiko i forbindelse med selskabets produktion, kunne udgiften fratrækkes enten som en opsat vedligeholdelsesudgift i henhold til SL § 6, stk. 1, litra e, eller som en opsat driftsomkostning jfr. SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifter til faste installationer, som offentlige myndigheder måtte foreskrive til imødegåelse af forurening, skulle medregnes til driftsbygningens afskrivningsgrundlag.

Se afsnit E.A.2.3 om afskrivning i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a, på udgifter af omkostningskarakter.