| Reglerne om succession i konto for opsparet overskud i virksomhedsordningen og i konto for konjunkturudligningsordningen i kapitalafkastordningen betyder, at der gælder de samme regler ved overdragelse i levende live og ved død, jf. KSL § 33 C. Om succession ved overdragelse af virksomhed mellem ægtefæller gælder reglerne i KSL § 26 A, stk. 4-7. Når der overdrages med succession, betyder det, at overdrageren ikke beskattes af sin fortjeneste ved overdragelsen. I stedet indtræder (succederer) erhververen i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til anskaffelsessum, anskaffelsestidspunkt og anskaffelseshensigt. Erhververen overtager i princippet en udskudt skat svarende til den skattebesparelse, som overdrageren opnår. Baggrunden for reglerne er, at det ikke er hensigtsmæssigt for virksomhedens fortsatte drift, hvis et generationsskifte udskydes til ejerens død alene på grund af skattereglerne, og at valget af generationsskiftetidspunkt og -form i mindre grad skal være bestemt af skattemæssige hensyn, således at mere væsentlige hensyn, f.eks. ledelsesmæssige, forretningsmæssige og familiemæssige kan få en mere fremtrædende plads ved gennemførelsen af et generationsskifte. Om succession iøvrigt, se LV afsnit E.I.7.
Se E.G.2.3.2 og E.G.2.3.3 om succession i virksomhedsordningen mellem ægtefæller, når alene driften af en virksomhed overdrages.
Personkredsen Den personkreds, der har mulighed for at succedere, er den samme som i øvrigt er omfattet af reglerne i KSL § 33 C. Det drejer sig om virksomhedsejerens børn og børnebørn samt søskende og deres børn og børnebørn. Adoptivforhold og stedbarnsforhold sidestilles med naturligt slægtskab. Endvidere drejer det sig, for overdragelser 1. juli 2002 eller senere, om visse medarbejdere og tidligere medarbejdere, jf. lov nr. 394 af 6. juni 2002. Med lov nr. 458 af 9. juni 2004 er der indført mulighed for, at der også kan ske succession mellem ægtefæller ved overdragelse af virksomhed, jf. nærmere KSL § 26 A, stk. 4-7.
VSL § 10, stk. 4Som en konsekvens af muligheden for succession i indestående på konto for opsparet overskud i levende live efter KSL § 33 C er der indsat et nyt stk. 4 i VSL § 10, der indebærer, at reglen om, at virksomhedsskat, der ikke kan rummes i årets slutskat, og derfor udbetales kontant, ikke skal gælde ved erhververens indtræden i konto for opsparet overskud eller i indestående på konjunkturudligningskontoen. Der kan højst kontant udbetales en virksomhedsskat, der svarer til årets slutskat mv. for erhververen og dennes eventuelle ægtefælle. Virksomhedsskat, der ikke kan rummes i årets slutskat m.v. efter VSL § 10, stk. 3 kan fradrages i en eventuel ægtefælles slutskat mv. og derefter fremføres i den beregnede slutskat mv. for de følgende indkomstår. Det bemærkes, at for virksomhedsskat svarende til overførsler foretaget i år 2001, kan der alene ske fremførsel til de efterfølgende 5 indkomstår. Det betyder, at den nye ejer, hvis denne har underskud, ikke kan få udbetalt virksomheds- eller konjunkturudligningsskat fra tidligere år, som den foregående ejer har indbetalt. Reglen gælder alene for opsparing, hvori der er succederet. Erhververen skal derfor skelne mellem konto for opsparet overskud, hvori der er succederet, og konto for opsparet overskud, hvori der ikke er succederet. Under hensyn til, at det tidligste opsparede overskud efter VSL § 10, stk. 5, anses for først hævet, kan erhververen i denne situation selv bestemme, om hævede beløb skal stamme fra opsparingskontoen, hvori der er succederet, eller for opsparingskontoen, som erhververen selv har opsparet.
Tilkendegivelse om succession Meddelelsen om erhververens indtræden i konto for opsparet overskud eller i indestående på konto for konjuktukturudligning, skal meddeles senest i forbindelse med indgivelse af selvangivelsen for det indkomstår, hvori overdragelsen finder sted, jf. KSL § 33 C, stk. 7. Tilsvarende gælder ved succession ved overdragelse af virksomhed mellem ægtefæller, jf. KSL § 26 A, stk. 6 og 7. |