Offentlige institutioner er momspligtige efter § 3, stk. 2, nr. 3, for så vidt de leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder.
I medfør af § 9 betragtes leverancer mellem institutioner inden for samme offentlige myndighed ikke som en momspligtig levering, når de pågældende institutioner er momspligtige efter § 3, stk. 2, nr. 3.
Det gælder:
- leverancer mellem institutioner inden for samme ministerområde
- leverancer mellem regionale og kommunale institutioner under samme region eller kommune
- leverancer fra en institution, der drives i fællesskab af flere regioner eller kommuner, til de regioner eller kommuner, der er parthavere i institutionen.
Bestemmelsen afgrænser momspligtens omfang for de offentlige institutioner, der er momspligtige efter § 3, stk. 2, nr. 3, fordi de drives i konkurrence med erhvervsvirksomheder.
Folkekirkens menighedsråd anses for omfattet af momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Som institutioner under Kirkeministeriet skal et menighedsråd ikke betale moms, når menighedsrådet som led i et samarbejde med et andet menighedsråd om drift af kirkegårde leverer varer og ydelser til det andet menighedsråd jf. SKM2002.404.TSS.
Gymnasier, som ved lov i forbindelse med kommunalreformen er gjort statsligt-selvejende, anses ligeledes for omfattet af momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Som institutioner under Undervisningsministeriet skal disse gymnasier ikke betale moms, når de leverer f.eks. administrativ og regnskabsmæssig konsulentbistand til hinanden. Dette fremgår af SKM2008.774.SR.
Reglerne om, at der skal betales moms ved ethvert salg, sikrer ikke fuldt ud den ønskede konkurrenceneutralitet, når det drejer sig om offentlige institutioners valg mellem selv at fremstille varer og ydelser eller købe dem på det private marked.
Momsmæssig ligestilling kan etableres efter to forskellige ordninger, enten ved at pålægge de offentlige institutioner at betale moms af varer og ydelser til eget brug, eller ved at offentlige institutioner får refunderet udgifterne til moms, der betales ved køb hos erhvervsvirksomheder. I begge tilfælde opnås, at momsen ikke spiller nogen rolle for valget mellem at producere selv og at købe hos erhvervsvirksomheder. Fra 1. januar 1985 er valgt sidstnævnte ordning.
Regionernes og kommunernes udgifter til købsmoms refunderes af staten. Omfanget af og betingelserne for refusionen fastsættes af Indenrigs- og Sundhedsministeren, jf. lov nr. 497 af 7. juni 2006 om konkurrencemæssig ligestilling.
Samme område Det er med bestemmelsen slået fast, at offentlige institutioner inden for samme kommune eller region kan udveksle varer eller ydelser, uden at der skal betales moms.
Eksempelvis kan kommunens eller regionens egne ansatte udføre rengøringsarbejde mv. på kommunens eller regionens egne institutioner, uden at der skal betales moms. Tilsvarende gælder leverancer fra institutioner, der drives i fællesskab af flere regioner eller kommuner.
Told- og Skattestyrelsen har i SKM2004.438.TSS udtalt sig om momsforhold for skoleboder og skolemadordninger. Nærmere herom henvises til afsnit D.11.3. Om forholdet mellem leverandør og skole udtaler styrelsen, at levering af mad til en skole er en momspligtig transaktion, jf. momslovens § 4. Leverandøren er registreringspligtig og skal beregne moms af sine leverancer i det omfang den momspligtige årlige omsætning er over 50.000 kr., jf. momslovens § 49, stk. 1, modsætningsvis.
Hvis et kommunalt plejehjem (eller en anden kommunal institution) sælger en del af sin mad til en skole, anses plejehjemmet som en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Plejehjemmet skal herefter registreres for moms, jf. momslovens § 47, stk. 1. Grænsen for registrering er 50.000 kr., jf. momslovens § 49, stk. 1.
I de tilfælde, hvor modtageren af denne mad er en kommunal skole, og de to institutioner er inden for samme kommune, er leverancen mellem plejehjem og skole momsfri i henhold til momslovens § 9.
Hvis aftageren af maden fra plejehjemmet er en privat skole, eller hvis de to institutioner ikke er inden for samme kommune, skal plejehjemmet fakturere leverancen med moms og afregne momsen til SKAT, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3.
Parthaver Afgørelsen af, hvorvidt et regionalt eller kommunalt samarbejde drives i fællesskab, foretages på grundlag af et samlet, konkret skøn over, hvordan virksomheden er etableret og drives.
Der er efter praksis lagt vægt på, om de pågældende kommuner i fællesskab er økonomisk ansvarlige for etableringen og de fulde driftsudgifter, og om hver enkelt kommune har del i ledelsen og hermed indflydelse på enhedens drift, herunder budget- og personalepolitik. Det er i den forbindelse underordnet, om de tilknyttede kommuner fordeler enhedens driftsresultat efter f.eks. indbyggerantal eller efter enhedens omsætning. Danske Regioner eller Kommunernes Landsforening anses ikke for fælles regionale eller kommunale enheder. Foreningerne skal derfor beregne moms af konsulentydelser mv., som de leverer til kommunerne og regionerne. |