Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver momsperiode indsende momsangivelse.

Angivelsen skal indeholde (beløb i hele kroner):  

  • Salgsmoms (udgående moms),
  • Moms af varer og ydelser fra udlandet (udgående moms),
  • Moms af køb af byggeydelser og arbejdsudleje med omvendt betalingspligt (udgående moms),
  • Købsmoms (indgående moms) samt energiafgifter,
  • momstilsvar,
  • værdien uden moms af varekøb i andre EU-lande, jf. § 11 (anføres i angivelsens rubrik A) 
  • værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande, jf. § 34, stk. 1, nr. 1-4 (i rubrik B - se endvidere N.4 vedr. indsendelse af lister) 
  • værdien af varer og momspligtige ydelser, som kan sælges momsfrit efter §§ 14-21 og § 34 (i rubrik C).

Fjernsalg fra andre EU-lande skal i rubrik A. Det samme skal varer, der installeres eller monteres af leverandøren eller for dennes regning i Danmark, når varerne er forsendt eller transporteret hertil fra et andet EU-land.

 

Fjernsalg som nævnt i § 14 nr. 2 samt salg af nye transportmidler forsendt eller transporteret til privatpersoner i andre EU-lande skal anføres i rubrik B, men der skal ikke indsendes listeoplysninger.

 

Varer, der installeres eller monteres af leverandøren eller for dennes regning i et andet EU-land, skal ligeledes anføres i rubrik B.

 

Indberetning og betaling via internettet

 

Pr. 1. januar er alle virksomheder blevet tilmeldt TastSelv og kan via www.skat.dk indberette moms for de perioder, der er åbne. Tilmelding sker automatisk for alle nyregistrerede virksomheder.

 

Ved at indberette og betale via internettet, har virksomhederne adgang til at indberette og betale næsten hele døgnet på hverdage, lørdage og søn- og helligdage. Virksomheder, der angiver via TastSelvErhverv kan betale via PBS-leverandørservice, netbank eller almindelig bank. Identifikationslinjen (OCR-linjen) fra TastSelvErhverv skal oplyses.

 

Virksomheder, der er tilmeldt TastSelv modtager en e-mail med oplysning om fristen for indberetning af momsen.

 

Rettidig betaling og indberetning

 

Betaling er sket rettidig, når

  • beløbet, der skal betales, er indbetalt til et posthus, et pengeinstitut eller til SKAT senest sidste rettidige betalingsdag,  
  • anmodning om overførsel af det beløb, der skal betales, er virksomhedens pengeinstitut i hænde, sådan at overførslen fra virksomhedens konto til SKAT´s konto kan ske senest på sidste rettidige betalingsdag. Det gælder også, hvis virksomheden sender en betalingsanmodning via HomeBanking/Office Banking.

Falder sidste rettidige betalingsdag på en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. OPKL § 2, stk. 3.

 

Indberetning er sket rettidig, hvis virksomheden har fået kvittering for indberetningen inden kl. 24 på den sidste rettidige indberetningsdag.

 

Betaling via internettet anses som rettidig, hvis det beløb, der skal betales, bliver trukket på virksomhedens konto senest sidste rettidige betalingsdag og er sket i henhold til bankens regler vedrørende tidsfrister for netbankoverførsler.

 

Manuel angivelse

 

Alternativt skal der via telefonen (70 10 10 70) bestilles et særligt girokort. Girokortet skal bestilles hver gang virksomheden nærmer sig fristen for angivelse af moms. Virksomheder, der skal angive        "Moms af køb af byggeydelser og arbejdsudleje med omvendt betalingspligt" og som ikke anvender TastSelvErhverv kan i landets skattecentre bestille en særlig blanket, der skal anvendes ved angivelsen.

 

Manuel angivelse af moms foretages ved hjælp af skemaet på bagsiden af det fremsendte girokort.

 

Angivelsen skal være underskrevet af den, der tegner virksomheden, eller af en, der har fået fuldmagt af virksomheden. Fuldmagtsforholdet skal kunne dokumenteres over for told- og skatteforvaltningen ved forevisning af en fuldmagtserklæring eller lignende.

 

Generelt

 

Virksomheden skal indsende angivelse for hver momsperiode, selv om der ikke skal indbetales moms, enten fordi momstilsvaret er nul, eller fordi købsmomsen overstiger salgsmomsen. I sidstnævnte tilfælde skal momstilsvaret tydeligt markeres med et minus.

Er angivelsen positiv skal betaling ske ved anvendelsen af girokortet. Der kan betales med dankort eller kontanter ved personligt fremmøde på et skattecenter.