Ifølge lov om arbejdsmarkedsbidrag skal personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, betale arbejdsmarkedsbidrag. Arbejdsmarkedsbidraget er fradragsberettiget i den skattepligtige personlige indkomst vedrørende virksomheden efter LL § 8 M, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 7.

Arbejdsmarkedsbidraget udgør 8,0 pct. af bidragsgrundlaget, jf. AMBL § 3.

Det følger af AMBL § 10, at for selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke anvender virksomhedsordningen, opgøres bidragsgrundlaget som personlig indkomst vedrørende selvstændig erhvervsvirksomhed (virksomhedens skattepligtige overskud). Hvis virksomhedsordningen anvendes, opgøres bidragsgrundlaget som den del af virksomhedens overskud med tillæg af rentekorrektion, der overføres/medregnes til den skattepligtiges personlige indkomst. Bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. i samme omfang som nævnt i PBL § 18 samt arbejdsmarkedsbidrag vedrørende virksomheden, der påhviler den selvstændigt erhvervsdrivende, fragår ikke ved opgørelsen af bidragsgrundlaget.

I medfør af AMBL § 12, jf. lovbek. nr. 961 af 25. september 2008 om arbejdsmarkedsbidrag, opkræves der foreløbige arbejdsmarkedsbidrag (aconto-bidrag) efter reglerne i KSL § 50 for opkrævning af foreløbig skat af B-indkomst og med samme forfaldstidspunkter og sidste rettidige betalingsdag som B-skatter efter KSL § 58.

Endelig opgørelse m.v. af arbejdsmarkedsbidraget sker ved told- og skattemyndighedens foranstaltning efter reglerne i AMBL § 11, stk. 8, og AMBL § 15, stk. 1, jf. lovbek. nr. 961 af 25. oktober 2008.

Det bemærkes, at selvstændigt erhvervsdrivende i medfør af ATP-lovens (lovbekendtgørelse nr. 767 af 8. juli 2008) § 17 f, stk. 1, skal foretage særlig pensionsopsparing på 1 pct. af bidragsgrundlaget. For 2004-2009 er satsen dog 0,0 pct. Opkrævningen mv. af den særlige pensionsopsparing sker sammen med arbejdsmarkedsbidraget og i øvrigt efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsbidrag, der i sin helhed finder anvendelse.

De opkrævede beløb overføres af told- og skattemyndigheden til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Der henvises endvidere til Vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.

Pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag påhviler ud over selvstændigt erhvervsdrivende også lønmodtagere og honorarmodtagere m.fl., jf. AMBL § 7, stk. 1. Se nærmere herom i Vejledning om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag og SP-bidrag.

De bestemmelser, der behandles i det følgende, findes i AMBL § 7, stk. 2, om bidragspligten og i AMBL § 10, om bidragsgrundlaget.