| Omdannelse efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven kan i skattemæssig henseende tillægges virkning fra et tidspunkt, der ligger forud for omdannelsen af virksomheden. Ifølge VOL § 2, stk. 1, nr. 6, skal omdannelsen dog have fundet sted senest 6 måneder efter omdannelsesdatoen. VOL § 2, stk. 1, nr. 6, ændret ved § 10 i lov nr. 521 af 17. juni 2008, som træder ikraft den 1. juli 2008. Herefter gælder det, at omdannelsen skal finde sted senest 6 måneder efter den dato, der er anført i § 3. Er ejeren et dødsbo, skal omdannelsen finde sted senest 6 måneder efter dødsfaldet, dog således, at hvis boets behandlingsmåde først afgøres senere end 4 måneder efter dødsfaldet, skal omdannelsen finde sted senest 2 måneder efter, at afgørelsen er truffet, se afsnit E.H.2.6.
Ved omdannelsesdatoen forstås skæringsdatoen for den i forbindelse med stiftelsen udarbejdede åbningsbalance for selskabet se afsnit E.H.2.2. For så vidt angår et aktieselskab, har omdannelsen fundet sted, når den konstituerende generalforsamling har vedtaget at stifte selskabet. Hvad angår et anpartsselskab, skal stifteren have underskrevet stiftelsesdokumentet. Anvendes et skuffeselskab, er det tidspunktet for overdragelsen af virksomheden til selskabet, der er afgørende.
Der skal dog være tale om, at ejerne af virksomheden på overdragelsestidspunktet ved selskabets stiftelse, skal have adkomst til virksomheden, jf. SKM2003.517.LSR Sagen drejede sig om en virksomhed, der alene bestod i at drive og eje en ejendom. Ejendommen var afhændet ved skøde af 1. april 2000. Virksomheden kunne ikke overdrages efter VOL til et selskab, der var stiftet den 23. juni 2000 med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2000, da de hidtidige ejere af virksomheden på overdragelsestidspunktet den 23. juni 2000, ikke havde adkomst til at overdrage den pågældende virksomhed.
Frist for indsendelse af dokumenter Efter VOL § 2, stk. 1, nr. 7, skal ejeren senest 1 måned efter at omdannelsen har fundet sted til told- og skatteforvaltningen indesende
- kopi af de dokumenter, der i selskabslovgivningen er foreskrevet udarbejdet i forbindelse hermed
- den (hvis flere ejere) i § 2, stk. 3, nævnte opgørelse
- en opgørelse over anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne opgjort efter § 4, stk. 2 og 3, samt
- dokumentation for, at selskabet er anmeldt til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at overdragelsen til et allerede eksisterende selskab omfattet af § 1, stk. 2, har fundet sted.
Dispensation Told- og skatteforvaltningen kan efter VOL § 2, stk. 5, se bort fra fristen i VOL § 2, stk. 1, nr. 7. Ved vurderingen af om der kan dispenseres, skal der foretages en samlet vurdering af omstændighederne ved fristoverskridelsen. Der kan blandt andet tages hensyn til, om der er tale om en kortvarig overskridelse af fristen, om fristoverskridelsen kan skyldes "spekulation" i indkomstudviklingen i virksomheden, eller om der er tale om undskyldelige omstændigheder såsom pludselig opstået sygdom hos ejeren eller dennes rådgivere. Der kan også tages hensyn til, om ejeren selskabsretligt har mulighed for at omgøre sin beslutning om at overdrage virksomheden til et nystiftet selskab.
Dispensationsadgangen bør imidlertid ikke resultere i, at man vender tilbage til den tidligere retstilstand, hvor told- og skatteforvaltningen først ca. halvandet år efter omdannelsen kom i besiddelse af dokumenterne.
I TfS 2006,217 V tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand om dispensation i medfør af virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 5, således at der blev bortset fra en overskridelse af fristen for indsendelse af dokumenter. Ministeriets beslutning om at tage bekræftende til genmæle var hovedsageligt begrundet i, at ejeren ikke havde haft mulighed for at spekulere i en overskridelse af fristen. Beslutningen om at tage bekræftende til genmæle er kommenteret i SKM2006.47.DEP.
På baggrund af klarificeringen fra Skatteministeriets Departementet har told- og skatteforvaltningen meddelt mulighed for genoptagelse af sager, hvori der i modstrid med klarificeringen ikke er blevet meddelt den skattepligtige dispensation jf. SKM2006.82.SKAT.
Hvis den rettidigt indsendte dokumentation er mangelfuld, vil der som udgangspunkt være tale om fristoverskridelse. Åbenlyse fejl inden fristens udløb, f.eks. opstået ved kopiering af dokumenterne, vil imidlertid altid medføre dispensation. |