Når en skatteyder udtager varer af sit lager til eget forbrug, må han efter gældende praksis beregne forbruget i forhold til indkøbsprisen eller produktionsprisen uden tillæg af normal avance. Se afsnit E.B.1 om krav til regnskab m.v.

Foreligger der ikke løbende bogføring af varer udtaget til eget forbrug, er SKAT berettiget til at fastsætte værdien heraf efter et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn må der tages hensyn til varesortimentets omfang, herunder om den pågældende over varekontoen indkøber varer, der ikke er almindelige for vedkommende branche. Desuden må der lægges vægt på husstandens størrelse, herunder antallet af børn og deres alder, samt antallet af medhjælpere på kost o.s.v.

Påstand om, at der ikke udtages varer til eget forbrug, eller at de udtagne varer betales kontant, bør kun godkendes, hvis skatteyderen kan bevise, at dette er rigtigt. Bevis kan f.eks. føres ved fremlæggelse af kuponer, paragonnotaer, kontoudskrifter eller lignende eller på anden måde. Endvidere må kræves, at den selvangivne indkomst levner plads til et passende privatforbrug. Selvom en handlende angiver ikke at udtage en bestemt varegruppe til sig selv, kan der evt. være tale om udtagning til gæster og gaver. 

Se endvidere SKM2003.255.VLR, SKM2003.292.ØLR og SKM2005.362.LSR om skønsmæssig ansættelse af forbrug af egne varer m.v.

Se LSRM 1970.111, hvor en planteskoleejer var indkomstskattepligtig af værdien af de planter, der var overført fra planteskolen til hans egen villahave.

Om landbrugeres forbrug af egne produkter, se afsnit E.E.4.10.

Handlendes forbrug af egne varerTil brug ved udøvelsen af skønnet over værdien af eget vareforbrug, når der ikke foreligger bogføring heraf, har SKAT for 2009 fastsat nedenstående vejledende mindstesatser for forskellige varegrupper, jf. SKAT-meddelelse SKM2008.999.SKAT. For den enkelte handlende skal værdien ansættes ved en individuel sammensætning af værdien af de varegrupper, som den pågældende handlende har i sin forretning:

 De ovenfor nævnte 3 hovedgrupper: Fødevarer, drikkevarer og andet, er sammensat af følgende varegrupper:

For beklædning og fodtøj er fastsat følgende satser:

Ovenstående satser er ekskl. moms og svarer til 1 forbrugsenhed. 

Værdien af husstandens samlede skønnede forbrug kan opgøres således:

• Første person i husstanden over 14 år medregnes med 1 forbrugsenhed.
• Alle efterfølgende personer over 14 år medregnes hver med 0,5 forbrugsenhed.
• Børn under 14 år medregnes hver med 0,3 forbrugsenhed.
• Ved drikkevarer indeholdende alkohol medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år.
• Ved tobak medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år.

I alle tilfælde er det alderen ved indkomstårets begyndelse, der er afgørende for vægtningen.

Værdien af varegrupper, der ikke er omfattet af satserne, må medregnes efter et konkret skøn. 

For restauratører mv. skal satserne lægges til grund med et passende tillæg for eventuelle manglende varegrupper. Hvor restauratøren ikke selv udfører arbejdet i restauranten, må der tillige foretages et skønsmæssigt tillæg for lønudgifter.  

I et særligt tilfælde anerkendtes en skønsmæssig nedsættelse af værdien af eget vareforbrug, da ikke alle varearter i én varegruppe førtes i forretningen, jf. TfS 1987, 325 LSR. 

SKM2003.229.LSR. En restauratør var skattepligtig af forbrug af egne varer for et barn, der var i vuggestue. Forbruget skulle som udgangspunkt ansættes efter Ligningsrådets satser, der dog skulle reduceres med en tredjedel, da barnet dagligt havde fået mad i vuggestuen.

For så vidt angår aktionærers udtag af selskabets varer til privat brug henvises til S.F.2.2.3 og TfS 1992, 587 VLD.

Privat andel af telefonudgifter  Om den skattemæssige behandling af den selvstændigt erhvervsdrivendes private brug af telefon gælder følgende regler, jf. SKAT-meddelelse SKM2008.999.SKAT:

1. Telefon uden for arbejdsstedet

En telefon anses skattemæssigt for at være placeret uden for arbejdsstedet, hvis

• telefonen er placeret i hjemmet eller fritidshus og lign.
• telefonen er placeret i virksomheden, når denne drives fra hjemmet, og der kun er én telefon
• telefonen er en mobiltelefon, der anvendes delvis privat. 

1. Abonnementsudgift. Erhvervsdrivende kan ikke fradrage abonnementsudgifter til telefon uanset den erhvervsmæssige anvendelse, hvis telefonen anses for at være placeret uden for arbejdsstedet. Hvis en mobiltelefon tages med hjem, er der formodning for, at den også benyttes privat, og abonnementsudgiften kan ikke fradrages. På tilsvarende måde må en mobiltelefon, som installeres i en firmabil, der er til rådighed for privat kørsel, formodes at blive benyttet privat. 
2. Samtaleudgift. Anvendelse af SKATs vejledende mindstesats for private samtaleudgifter forudsætter, at den erhvervsdrivende ikke efter de almindelige regler kan fremlægge behørig dokumentation eller sandsynliggøre størrelsen af den erhvervsmæssige samtaleudgift. For erhvervsdrivende, som anvender en eller flere telefoner uden for  arbejdsstedet til erhvervsmæssige samtaler, fastsættes mindsteværdien af privatsamtalerne vedrørende telefon nr. 1 til 1.840 kr. ekskl. moms. (For 2008 var satsen 1.830 kr. ekskl. moms). Værdien af privatsamtalerne vedrørende hver af de øvrige telefoner fastsættes efter et konkret skøn. Hvis den faktiske samtaleudgift ikke overstiger 1.840 kr. ekskl. moms (For 2008 1.830 kr. ekskl. moms), anses hele udgiften for at være privat.

2. Telefon på arbejdsstedet

Erhvervsdrivende kan fradrage abonnementsudgifter til telefon, selv om telefonen også anvendes privat, hvis telefonen er placeret på arbejdsstedet.

For erhvervsdrivende, som benytter en telefon på arbejdsstedet til private samtaler, fastsættes mindsteværdien af de private samtaler til 1.840 kr. ekskl. moms. (For 2008 1.830 kr. ekskl. moms). Såfremt den faktiske samtaleudgift ikke overstiger 1.840 kr. ekskl. moms (for 2008 1.830 kr. ekskl. moms) pr. år, anses hele udgiften for privat.

Landsretten fandt i TfS 1999, 848 VLD, at en erhvervsdrivende, der drev en lille installationsvirksomhed fra hjemmet, skønsmæssigt kunne ansættes til en værdi af privat brug af telefon, der oversteg cirkulærets mindsteværdi. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på virksomhedens art og omfang.

Landsskatteretten fandt i TfS 1997, 352 LSR, at den erhvervsdrivende havde sandsynliggjort, at han havde udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler, som herefter blev ansat skønsmæssigt. Han fik således godkendt et fradrag for samtaleudgifter, selv om det samlede beløb til samtaleudgifterne ikke oversteg Ligningsrådets mindstesats for private samtaleudgifter. Årets samlede samtaleudgifter udgjorde 1.018 kr.     

Privat andel af elektricitet og varme Privat andel af elektricitet og varme fastsættes for 2008 (og 2007) på grundlag af følgende oplysninger om det årlige forbrug:

 Vandforbrug

For en person fastsættes vandforbruget til 113 liter pr. døgn.

Olieforbrug

For et 1-familieshus på ca. 120-130 m² fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

Naturgasforbrug

For et 1-familieshus på ca. 120-130 m² fastsættes gasforbruget til 2.200 m³.

Træaffald

En virksomhedsindehaver, som anvender træafskær fra sin virksomhed til boligopvarmning, beskattes ikke af den derved opnåede besparelse. Der kan dog blive tale om reduktion af driftsudgifter til f.eks. transportomkostninger, som specielt kan henføres til anvendelsen af træet til privat opvarmning.

(Om halmfyring, fyring med korn og raps, varmegenvindingsanlæg og biogasanlæg, se afsnit E.E.4.3.1-3.)

Privat udgift til hesteholdUdgifterne til hestehold, der ikke er erhvervsmæssigt, ansættes til 2.570 kr. ekskl. moms (for  2007 2.550 kr. ekskl. moms) pr. hest.

Værdiansættelse af kørsel i salgsbilerLigningsrådet har vedtaget en anvisning for beskatning af bilforhandlere, herunder brugtvognsforhandlere, der privat anvender biler, der indgår i virksomhedens varelager, jf. TfS 2000, 702 LR. Anvisningen er indarbejdet i SKAT-meddelelse SKM2008.999.SKAT.Når bilen indgår i virksomhedens varelager, skal bilforhandlere mv. beskattes af værdien heraf.

Biler med en salgspris på over 300.000 kr. er ikke omfattet af anvisningen. Værdien af den private anvendelse af sådanne biler beskattes på baggrund af en konkret vurdering, hvor der bl.a. henses til bilens markedsværdi.

Såfremt der ikke er ført en kørebog, der efter sædvanlige krav hertil kan danne udgangspunkt for, hvor stor en del af kørslen der vedrører den private anvendelse af bilen, eller der ikke kan fremlægges anden form for fyldestgørende dokumentation for den private anvendelse, kan den anvendelse, der skal beskattes som privat anvendelse, skønsmæssigt fastsættes efter nedenstående retningslinier:

Den private kørsel fastsættes, medmindre særlige forhold gør sig gældende, skønsmæssigt til 8.000 km. årligt med tillæg af kørsel mellem hjem og arbejde og eventuel kørsel til fritidsbolig.

Værdien af den private anvendelse fastsættes til kørselsomfanget, jf. ovenfor, gange den til enhver tid gældende kilometertakst for befordringsgodtgørelse om skattefri godtgørelse jf. LL § 9 B. Kilometertaksterne er for 2009 fastsat ved Bekendtgørelse nr. 1428 af 18. november 2008. Se endvidere herom afsnit A.B.1.7.2.2. En sådan positiv beskatning af den private anvendelse er udtømmende, og der er som følge heraf fuld fradragsret for de afholdte driftsudgifter. Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen og benytter varelagerbiler til privat kørsel, skal beskattes efter LL § 16, jf. VSL § 1, stk. 3.

SKM2006.17.VLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en bilforhandler, der drev virksomhed i virksomhedsordningen, skulle beskattes af privat benyttelse af virksomhedens demo/salgsbiler, når han allerede blev beskattet af en blandet benyttet bil, der ikke indgik i varelageret. Skatteyderen påberåbte sig anvisningen om beskatning af bilforhandleres kørsel i virksomhedens varelager. Landsretten tiltrådte, at sagsøgeren kunne beskattes af værdi af privat benyttelse af virksomhedens demobiler, uanset han allerede blev beskattet af en anden blandet benyttet bil, og at det ikke var en forudsætning, at denne bil blev benyttet samtidigt. Bilforhandleren og hans hustru havde haft rådighed over demobilerne, og det påhvilede derfor ham at sandsynliggøre, at demobilerne ikke havde været benyttet til privat kørsel. Landsretten lagde efter sagen oplysninger  om benyttelsen af demobilerne til grund, at disse havde været benyttet privat. Landsretten fandt det endvidere uden betydning for beskatningen, om den private benyttelse af demobilerne havde været af begrænset omfang, idet retten dog udtalte, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den private kørsel i demobilerne havde haft et så ringe omfang, at det ville være åbenbart urimeligt at beskatte værdien af den private kørsel, henset til den samtidige beskatning af værdien af den private kørsel i den blandet benyttede bil.