Dækker selskabet hovedaktionærens samlede faktiske abonnements- og telefonudgifter, beskattes værdien heraf. Er hovedaktionæren ansat i selskabet, kan værdien som hovedregel ansættes til 3.000 kr., forudsat hovedaktionærens private telefonforbrug ikke er ekstraordinært stort. Se også TfS 1996, 871 LSR vedrørende et selskabs udgifter til travhestehold, hvor halvdelen af udgifterne blev anset som fradragsberettigede reklameudgifter, mens den anden halvdel af udgifterne blev anset som yderligere løn til hovedaktionæren.

I TfS 1998, 155 VLD havde selskabet anskaffet en sejlbåd med henblik på reklame, og selskabet fratrak reklameudgifter med 137.704 kr. Landsretten fandt, at udgiften til båden ikke var afholdt i skatteyderens interesse, men måtte anses driftsmæssigt begrundet. Udgiften var ikke et lønaccessorium for skatteyderen, og skatteyderens skattepligtige indkomst blev nedsat med 62.704 kr. Hele udgiften var en fradragsberettiget reklameudgift for selskabet.

I andre tilfælde af en hovedaktionærs helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af formuegenstande, som tilhører et selskab, må værdien af benyttelsesretten ansættes efter et skøn. Brugsværdien for hovedaktionæren af et selskabs malerier og antikviteter, som f.eks. er anbragt på hans bopæl, kan normalt fastsættes efter regler for ansættelse af den årlige værdi af brugsnydelser af indbo og andet løsøre ved beregning af gave- og arveafgift, jf. § 3, nr. 5 i bekendtgørelse nr. 699 af 16. oktober 1991 om arve- og gaveafgift, 6 pct. af genstandens værdi, LSRM 1978, 125 LSR.

Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer udfører arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør, montør m.v.), må værdien heraf betragtes som udbytte fra selskabet, jf. LSRM 1982, 104 LSR. På samme måde må der ske beskatning, når hovedaktionæren udtager varer fra sit selskab til privat anvendelse. Beskatning skal ske til udsalgsprisen, eventuelt reduceret med sædvanlig personalerabat.

Hvis de udtagne varer betales kontant, stilles der samme krav til dokumentationen som for personligt erhvervsdrivende, se LV Erhvervsdrivende afsnit E.B.2.1.

Ofte vil sådanne ydelser dog kunne fradrages af selskabet som yderligere løn til hovedaktionæren.

TfS 1999, 877 HR vedrørte udøvelse af selskabets jagtret. Skattemyndighederne havde anset hovedaktionærerne for skattepligtige af værdien af jagtretten i selskabets plantage. Landsretten fandt det ikke sandsynliggjort, at de pågældende ikke havde udnyttet jagtretten, og fastholdt ansættelserne. Højesteret lagde til grund, at aktionærerne havde rådighed over selskabet og dermed over jagtretten, og at de begge var aktive jægere. Der var derfor formodning for, at de havde udøvet jagtretten. Den ene skatteyder havde de pågældende år deltaget i flere selskabsjagter og flere gange skudt et større antal dyr. Landsrettens dom blev herefter stadfæstet for denne skatteyder. Den anden skatteyder havde imidlertid på grund at hustruens helbred opholdt sig meget hjemme, og var holdt op med at gå på jagt. Højesteret fandt, at han havde afkræftet formodningen om, at han havde udnyttet jagtretten, og Skatteministeriet skulle derfor anerkende, at denne skatteyders indkomst blev nedsat med den ansatte værdi af jagtretten.

SKM2001.12.HR : Skatteyderens konsulentvirksomhed var udadtil fra 1992 drevet gennem et aktieselskab med skatteyderen som direktør, men indadtil var virksomheden anset drevet af aktieselskabet på vegne af et kommanditselskab som stille selskab med aktieselskabet som administrationsselskab, idet skatteyderen vederlagsfrit havde overdraget virksomheden til kommanditselskabet. Skatteyderen ejede hele aktiekapitalen og næsten alle kommanditistanparterne, dog at aktieselskabet som komplementar havde en ejerandel på 2 pct. Den valgte virksomhedsstruktur var begrundet i skatteyderens ønske om en begrænset hæftelse som følge af risikoen for rådgiveransvar, ligesom han ikke ønskede, at selskabets resultat skulle være offentligt tilgængeligt. Højesteret fandt, at aktieselskabet og ikke kommanditselskabet var rette indkomstmodtager af vederlag i konsulentvirksomheden, og overskudsandelene fra kommanditselskabet blev anset som yderligere løn og maskeret udlodning fra aktieselskabet til skatteyderen. Overdraget goodwill ved salg af kommanditistanparter ansås som maskeret udlodning fra aktieselskabet, da goodwill tilhørte aktieselskabet. Højesteret bemærkede herudover, at det ikke kunne tillægges betydning, om konsulentvirksomheden i startfasen blev drevet af skatteyder personligt eller i aktieselskabet.

I SKM2005.34.HR blev en hovedaktionær anset for at have modtaget maskeret udlodning af et maleri købt for 250.000 kr.

I SKM2008.781.VLR gjorde et selskab gældende, at udgifter til jagtleje i forbindelse med 10 årlige jagter var fradragsberettigede som repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret i henhold til ligningslovens § 8, stk. 4. Byretten lagde til grund, at deltagerne i jagterne udelukkende havde været selskabets forretningsforbindelser, og at ingen af deltagerne var private venner/bekendte til selskabets hovedaktionær. Uanset dette fandt retten ikke, at selskabet havde dokumenteret, at udgifterne var fradragsberettigede som repræsentationsudgifter. Retten lagde vægt på, at der var tale om en løbende jagtleje, der ikke sigtede mod et konkret repræsentationsarrangement. Retten henviste også til, at hovedaktionæren selv var jagtinteresseret og til, at selskabet ikke oprindeligt fratrak udgifterne men først anmodede herom i forbindelse med, at skattemyndighederne lønbeskattede hovedaktionæren. Byretten fandt dermed, at selskabet ikke havde afkræftet en formodning om, at jagtlejen i det væsentlige var afholdt for at tilgodese hovedaktionærens private interesse for jagt og frifandt derfor Skatteministeriet. Af de grunde byretten havde anført tiltrådte landsretten, at der forelå en formodning for, at jagtlejen var afholdt for at tilgodese hovedaktionærens private interesse for jagt, og at selskabet, uanset der havde deltaget forretningsforbindelser under jagterne, ikke havde afkræftet denne formodning.

►I SKM2009.159.ØLR drev skatteyderen to pizzeriaer, dels som personligt drevet virksomhed, dels i selskabsform. Ved en ransagning på skatteyderens bopæl fandt skattemyndighederne et komplet regnskab på farsi, der efter skattemyndighedernes opfattelse viste den reelle omsætning i pizzeriaerne. Regnskaberne viste endvidere efter skattemyndighedernes opfattelse, at skatteyderen havde modtaget en del af overskuddet fra et pizzeria, der var ejet af skatteyderens to brødre. Endvidere kunne det konstateres, at der blev udbetalt sort løn. På baggrund af det fundne materiale forhøjede skattemyndighederne skatteyderens indkomst, afgiftstilsvar samt kapitalindkomst således, at bruttoavanceprocenten i den personligt drevne virksomhed udgjorde 71,05 %. Landsskatteretten nedsatte efterfølgende bruttoavancen til 60 %. Skatteyderen var ved byretten blevet frifundet i en straffesag, der omhandlede disse forhold. Skatteyderen gjorde gældende, at den frifindende straffedom skulle lægges til grund ved afgørelsen af skattesagen. Endvidere gjorde skatteyderen gældende, at det af skattemyndighederne udøvede skøn var baseret på et urigtigt grundlag og havde medført et åbenbart urigtigt resultat. Skatteyderen gjorde endvidere gældende, at skattemyndighederne ikke havde godtgjort, at han havde modtaget nogen del af omsætningen fra det pizzeria, der alene var ejet af hans to brødre. Retten fandt det godtgjort, at det regnskabsmateriale, der var fundet på skatteyderens bopæl, var et internt regnskab der blandt andet indeholdt oplysninger om de reelle omsætningstal i de pizzeriaer, skatteyderen ejede, og om fordelingen af omsætningen fra det pizzeria, der var ejet af hans brødre, og som viste, at skatteyderen havde modtaget 30 % af omsætningen herfra. Retten fandt det uden betydning, at skatteyderen var blevet frifundet i straffesagen. Retten fandt endvidere, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse kunne tilsidesættes. Endelig fandt retten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han som anpartshaver ikke havde modtaget de udeholdte indtægter i selskabet. Retten frifandt herefter Skatteministeriet. Se også SKM2009.161.ØLR og SKM 2009.162.ØLR.◄

►I SKM2009.262.VLR blev skatteyderen som ejer af et selskab beskattet af et beløb på kr. 4,18 mio., som direktøren af selskabet - skatteyderens tidligere ægtemand - i årene 2000-2003 havde oppebåret i selskabets navn ved siden af selskabets selvangivne omsætning. Byretten fandt, at den udeholdte omsætning i realiteten måtte anses for at have passeret skatteyderens økonomi, hvorfor hun skulle beskattes i medfør af ligningslovens § 16 a, stk. 1. Retten tillagde det vægt, at skatteyderen som selskabsejer uden kontrol havde overladt dispositionsretten til direktøren, ligesom sagsøgeren ikke havde foretaget sig noget, selv om hun vidste eller burde have vidst, at direktøren udeholdt omsætning fra selskabet. Landsretten stadfæstede byrettens dom i henhold til ovennævnte med tilføjelsen om, at skatteyderen frem til november 2007 var fortsat med at drive transportvirksomhed med den tidligere ægtefælle i et andet selskab.◄