►Ved lov nr. 460 af 12. juni 2009 (konsekvenser af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold) blev det vedtaget, at vandforsyningsselskaber omfattet af § 2, stk. 1 i den samtidig vedtagne lov om vandsektorens organisering, og spildevandsforsynings-selskaber bliver skattepligtige (SEL § 1, stk. 1, nr. 2h). Skattepligten vil gælde uanset vand- henholdsvis spildevandsforsyningsselskabets organisationsform.◄

►Ændringerne i SEL - herunder SEL § 1, stk. 1, nr. 2h - træder i kraft 1. januar 2010. Enkelte bestemmelser i lov nr. 460 af 12. juni 2009 træder dog i kraft 1. juli 2009. Disse bestemmelser omtales nedenfor.◄

►De nye regler om skattepligt for vandforsynings- og spildevandsforsyningsselskaber beskrives iøvrigt i LV 2010-1.    ◄

Bestemmelser i lov nr. 460, der træder i kraft 1. juli 2009 ►Følgende bestemmelser i lov nr. 460 af 12. juni 2009 træder i kraft 1. juli 2009:◄

►§ 19. "Direkte eller indirekte forbrugerejede vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheder, der senest den 31. december 2009 overtager og viderefører vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, der hidtil har været drevet af en kommune, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke medregne et beløb svarende til den ved overførslen teknisk opgjorte egenkapital, som virksomheden modtager vederlagsfrit i forbindelse med overførslen af vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheden. Ved overførslen finder reglerne i selskabsskattelovens § 5 D anvendelse."◄

►§ 20. "Vandforsyninger, der er omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, og som fra den 1. januar 2010 omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 h, kan i 2010 overdrages til et selskab med begrænset ansvar omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2 h, uden skattemæssige konsekvenser for overdrager, hvis overdragelsen sker til handelsværdi. Det er en betingelse, at overdrager beslutter at tillægge overdragelsen virkning fra den 1. januar 2010, og at selskabets regnskabsår løber fra denne dato. Selskabsskattelovens § 5 D finder anvendelse på de modtagne aktiver og passiver, og indtægter og udgifter, som må anses for at vedrøre selskabet, hvis overdragelsen rent faktisk var sket den 1. januar 2010, medregnes ved selskabets indkomstopgørelse. Hvis overdragelsen sker til et aktie- eller anpartsselskab, der allerede er registreret, er det en betingelse, at selskabet er stiftet senest den 1. januar 2010, at selskabet ikke forud for det tidspunkt, hvor overdragelsen finder sted, har drevet erhvervsmæssig virksomhed, og at hele selskabets egenkapital fra stiftelsen har henstået som et ubehæftet kontant indestående i et pengeinstitut. Herudover er det en betingelse, for at overdragelsen kan tillægges tilbagevirkende kraft, at selskabet senest 1 måned efter overdragelsen af vandforsyningen indsender genpart til selskabets skatteansættende myndighed af de dokumenter, der i selskabslovgivningen er foreskrevet udarbejdet i forbindelse med stiftelsen af det selskab, hvortil vandforsyningen overdrages, og dokumentation for, at selskabet er anmeldt til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at overdragelsen til et allerede registreret selskab har fundet sted. Skattepligten for selskabet indtræder den 1. januar 2010.«◄