§ 6, stk. 1

For følgende køretøjer udgør afgiften 20 pct. af afgiftsværdien over 12.100 kr.:

  • Hyrevogne, dvs. køretøjer, som i henhold til bevilling fra vedkommende kommunalbestyrelse må anvendes til hyrekørsel, og som udelukkende benyttes til erhvervsmæssig personbefordring. Hyrevogne må udelukkende anvendes til erhvervsmæssig personbefordring (befordring af personer mod betaling) og herudover til lejlighedsvis kørsel med hastende småforsendelser (mindre postforsendelser o.l. småforsendelser, herunder lægerekvireret medicin fra apoteker til patienter, blod fra blodbanker og laboratorieprøver til og fra hospitaler mv.) uden ledsager, men efter taksten for passagertransport, samt til kørsel af hastende karakter for de sociale myndigheder (fx udbringning af varm mad til pensionister). Køretøjerne må i øvrigt ikke benyttes til godstransport uden samtidig personbefordring.
  • Biler, som udelukkende benyttes til erhvervsmæssig befordring af patienter og donorer (sygetransportkøretøjer).

Køretøjerne kan også lejes/leases.

Tillæg for manglende sikkerhedspuder
§ 6, stk. 2

Den afgiftspligtige værdi forhøjes med 7.450 kr. for nye køretøjer, der ikke er forsynet med sikkerhedspude, og med 3.725 kr. for nye køretøjer, der er forsynet med kun en sikkerhedspude.

Overgang til anden anvendelse
§ 6, stk. 3

Et køretøj, som er afgiftsberigtiget med 20 pct. afgift, afgiftsberigtiges med fuld afgift efter lovens § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 20 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.

Hyrevognskørsel

Bevillingsordningen omfatter kun personautomobiler, der er godkendt til erhvervsmæssig transport af mindst 5 og højst 9 personer (føreren medregnet).

Trafikministeriet kan godkende, at der anvendes et køretøj indrettet til befordring af indtil 15 personer, hvis den pågældende bevillingshaver også har tilladelse til at køre erhvervsmæssigt efter lov om buskørsel.

Kombineret bevilling til taxi- og buskørsel
I de tilfælde, hvor der er meddelt tilladelse til en kombineret taxi- og buskørsel med samme køretøj, vil køretøjet også kunne frikøres, men det er alene kilometer vedrørende taxikørsel, der kan medregnes.

Limousinekørsel

Der findes en mindre gruppe hyrevogne, der omfattes af bevillingsordningen, men som er undtaget fra bestemmelsen om, at en hyrevogn skal være udstyret med taxameter. Hyrevogne uden taxameter er også omfattet af frikørselsordningen, men må udelukkende anvendes til kørsel af særlig art, fx repræsentationskørsel, bryllupskørsel o.l. Der føres normalt ikke kørebøger for disse køretøjer, og der må derfor kræves anden dokumentation for de kørte kilometer. Det kan være skatteregnskab evt. suppleret med kontrakter eller andet om kørselsaftaler, eller benzinregnskab (købsnotaer) evt. suppleret med fremlæggelse af servicebog.

Frikørsel af hyrevogne
§ 6, stk. 4

Der skal ikke betales afgift af hyrevogne, som omregistreres efter at have kørt mindst 3 år og mindst 210.000 km. eller mindst 2 år og mindst 250.000 km. som hyrevogn, jf. dog afsnittet for køretøjer erhvervet efter 1. januar 2009.

Frikørsel af hyrevogne og limousiner erhvervet efter 1. januar 2009.

For hyrevogne og limousiner som er erhvervet efter 1. januar 2009 (jf. lov nr. 1344 af 19. december 2008) bortfalder afgiften for hyrevogne, som omregistreres efter at have kørt som hyrevogn

  • i mindst 3 år og mindst 210.000 km, heraf mindst 97.000 besatte kilometer, eller
  • mindst 2 år og mindst 250.000 km, heraf mindst 115.000 besatte kilometer.

For hyrevogne, som har bevilling til limousinekørsel efter lov om taxikørsel, bortfalder afgiften, når omregistreringen sker, efter at hyrevognen har kørt

  • mindst 3 år og mindst 125.000 km, heraf mindst 112.000 besatte kilometer eller
  • mindst 2 år og mindst 150.000 km, heraf mindst 135.000 besatte kilometer.

Dokumentation for km.

Som dokumentation for, at de nævnte betingelser er opfyldt skal fremvises taxameterattest og kørebøger.

Som dokumentation for at bilen opfylder kilometerkravet, skal fremvises en udskrift af den seneste såkaldte taxameterattest.

Alle hyrevogne skal således én gang om året have udskrevet en taxameterattest på et autoriseret taxameterværksted. Attesten indeholder detaljerede oplysninger om taxiernes kørsel og omsætning siden sidste kontrol (total kilometer, besatte kilometer efter taxameter, total omsætning, antal vagter og kontrol-kilometer). Taxameterattesten opbevares i bilen, hos vognmanden og på taxameterværkstederne. Attesterne er nummererede og indeholder også oplysning om bilens bevillingsnummer og stelnummer.

Den seneste taxameterattest vil sjældent dække perioden helt frem til frikørselstidspunktet. Som supplement til oplysningerne i taxameterattesten fremvises kørebøgerne som dokumentation for kørslen i perioden helt frem til frikørselstidspunktet.

For hyrevogne, der kører limousinekørsel skal antallet af besatte kilometer også kunne dokumenteres. Dette kan ske ved registrering af totalkilometer hhv. besatte kilometer. Da de fleste kørte kilometer udfaktureres, d.v.s. besatte kilometer, skal de udstedte fakturaer indeholde oplysning om antal kørte kilometer. I forbindelse med kontrollen heraf, lægger SKAT vægt på, om antallet af besatte kilometer er sandsynliggjort på grundlag af udstedte fakturaer, skatteregnskab evt. suppleret med kontrakter eller andet om kørselsaftaler, eller benzinregnskab (købsnotaer) evt. suppleret med fremlæggelse af servicebog.

Lovændringen træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2009, dog således at bestemmelsen alene finder anvendelse på hyrevogne og vogne med bevilling til limousinekørsel, som erhverves efter lovens ikrafttræden.

Ejerskifte/frikørsel

Anmeldelser om ejerskifte eller om frigivelse af hyrevogne uden afgiftsberigtigelse henvises til ekspedition ved den region, i hvis distrikt køretøjet senest har været anvendt til hyrekørsel. Det er altså normalt vognmandens forretningssted - og det vil i de fleste tilfælde sige bestillingskontorets adresse - der er afgørende for placeringen af ekspeditionen. Ekspeditionen kan dog efter omstændighederne også gennemføres ved det skattecenter, hvor den ny ejer har bopæl eller er tilsluttet et bestillingskontor. Der vil således utvivlsomt forekomme tilfælde, hvor det er åbenbart urimeligt at kræve ekspeditionen overført til et andet skattecenter, fx hvis skattecenteret er beliggende fjernt fra den ny ejers skattecenter.

Der skal ikke tages hensyn til perioder, hvor køretøjet har været ude af drift som følge af almindelig reparation og vedligeholdelse. Det er dog en betingelse, at køretøjet efter reparation har samme ejer. Der skal heller ikke tages hensyn til perioder, hvor køretøjet har været afmeldt udelukkende på grund af reparation af en færdselsskade. Tilsvarende gælder stilstandsperioder som skyldes normal ferie og sygdom af kortere varighed.

Stilstandsperioder, som ikke står i direkte forbindelse med driften af hyrevognen, kan ikke medregnes til tidsrummet for hyrekørsel. Det kan eksempelvis være perioder i forbindelse med ejerskifte, hvor køretøjet har henstået ubenyttet hos ejeren eller hos en autoforhandler.

Sygetransportkøretøjer

Bestemmelsen om sygetransportkøretøjer omfatter kun biler godkendt til transport af mellem 5 og 9 personer, føreren indbefattet (hyrevognsmodel). Ifølge trafikministeriets bekendtgørelse om taxikørsel mv. forstås ved sygetransport befordring af personer henvist til sundhedsfaglig behandling og personer, der på grund af sygdom og/eller handicap er afskåret fra eller kun med besvær kan benytte almindelige befordringsmidler, herunder taxi, samt hastende befordring af blod- og organdonorer i forbindelse med sygdoms- og ulykkestilfælde.

Store sygetransportkøretøjer (normal busstørrelse) er afgiftsfritaget efter lovens § 2, stk. 1, nr. 6c.

Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet ordet "Sygetransport" på begge sider.

Biler, der er afgiftsberigtiget som sygetransportkøretøjer efter denne bestemmelse, kan ikke frikøres. Det er ifølge lov om taxikørsel (lov nr. 517 af 26. juni 1999) en betingelse, at der foreligger en tilladelse til sygetransport fra kommunen (taxinævnet).

Ekspedition

Køretøjet skal afgiftsberigtiges hos SKAT før indregistrering kan finde sted.