§ 9
Når et køretøj søges registreret, skal anmelderen angive, om køretøjet er indrettet til at benytte benzin som drivkraft eller anden drivkraft.
For køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, skal anmelderen endvidere angive, om køretøjet skal anvendes privat, blandet privat og erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt. Det samme gælder ved efterfølgende ændring af registrering eller anvendelse af de pågældende køretøjer. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om angivelse af oplysninger om køretøjets anvendelse samt dokumentation herfor.
§ 9, stk. 2 Enhver ændring, der er af betydning for afgiftens beregning, skal straks anmeldes til SKAT.
§ 9, stk. 3. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for afgiftens omberegning som følge af anmeldte ændringer og træffer herunder bestemmelse om tidspunktet for overgang til de ændrede afgiftsbeløb.
§ 10
Afgiften påhviler den, i hvis navn køretøjet ved afgiftsperiodens begyndelse er registreret (godkendt). Såfremt køretøjet er registreret for såvel en bruger som en ejer, påhviler afgiften dem begge.
Stk. 2. Er køretøjet ved afgiftsperiodens begyndelse overgået til anden ejer (bruger), uden at dette er anmeldt for registreringsmyndigheden, påhviler afgiften tillige den nye ejer (bruger).
Stk. 3. Ved afbetalingssælgers tilbagetagelse af køretøjet påhviler afgiften for den afgiftsperiode, i hvilken tilbagetagelsen har fundet sted, tillige afbetalingssælgeren.
Stk. 4. Såfremt det dokumenteres, at køretøjet senest den 15. i måneden før afgiftsperiodens begyndelse er overgået til anden ejer (bruger), påhviler afgiften alene den nye ejer (bruger), selv om ejer (bruger)skiftet ikke er anmeldt til registreringsmyndigheden.
Stk. 5. Har anmeldelse til registreringsmyndigheden medført uberettiget registrering af et køretøj i en andens navn end anmelderens, påhviler afgiften anmelderen.
Stk. 6. Såfremt et køretøj i strid med færdselslovens bestemmelser ikke er registreret (godkendt), påhviler afgiften den, der er pligtig at lade det registrere (godkende).
§ 11
For betalt afgift udstedes en kvittering.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte, at køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II A, skal registreres på særlige nummerplader eller forsynes med en mærkat eller lignende under hensyn til den anvendelse, de er registreret til. Skatteministeren har i bekendtgørelse nr. 323 af 30. marts 2007 fastsat regler om mærkning af vare- og lastbiler på ikke over 4 tons, der er anmeldt til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug. Det samme gælder for køretøjer omfattet af § 3 a i brændstofforbrugsafgiftsloven.
Bek § 1
Stk. 1. Vare- og lastbiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons, der er registreret til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug, jf. vægtafgiftslovens § 2 og § 9, skal forsynes med et mærke bag på bilen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelsen gælder ikke vare- og lastbiler, der er registreret første gang før den 3. juni 1998, eller efter den 31. december 2008. Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke for vare- eller lastbiler, der er registreret første gang i perioden fra den 3. juni 1998 og indtil den 1. januar 2009, hvis bilen efter den 31. december 2008 er registreret med den særlige nummerplade for vare- og lastbiler, der er anmeldt til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug (papegøjenummerplade).
Bek § 2
Mærket udstedes af SKAT og udleveres til anmelderen ved anmeldelse af bilen til registrering til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.
Hvis et mærke er bortkommet eller beskadiget, udleverer SKAT et nyt.
Bek § 3
Mærket påklæbes indvendig på bilens bagrude. Er bilen uden bagrude, er bilens bagrude tonet (dvs. mørkere end bilens forrude), eller er bilen med åbent lad (pick up), påklæbes mærket et synligt sted bag på bilen efter ejerens eller brugerens valg. Mærket må ikke sættes et sted, hvor det kan være til fare for færdselssikkerheden.
Mærket skal fjernes, hvis bilen registreres til anden brug end til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.
§ 12
Hvis afgiften ikke betales rettidigt, skal køretøjets nummerplader snarest inddrages ved politiets foranstaltning. Den, der helt eller delvis hæfter for afgiften, kan herefter ikke få køretøjet registreret, før den afgift, der påhviler ham, er betalt.
Stk. 2. §§ 6 og 7 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv. finder tilsvarende anvendelse på opkrævning af afgift efter denne lov.
Stk. 3. Forfaldne renter i henhold til § 7 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv. og gebyr i henhold til § 6 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv. refunderes ikke ved tilbagebetaling af afgift i medfør af § 6, stk. 3.
§ 13
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for afgiftens opkrævning og lønindeholdelse, jf. § 14.
§ 19
Skatteministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende opkrævning af afgiften. |