Der er på EU-plan blevet fastlagt en fælles kontrolprocedure for import fra tredjelande af produkter, der skal markedsføres som økologiske produkter, jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1235 af 8. december 2008, med senere ændringer. 

SKAT varetager i den forbindelse opgaven med verifikation af kontrolattester for økologiske varer fra tredjelande. Det betyder, at en sending først kan frigives til fri omsætning/frit forbrug i EU som økologisk, efter at told- og skatteforvaltningen har foretaget verifikation og afstempling af en kontrolattest.

Fødevarestyrelsen eller Plantedirektoratet skal kontaktes vedrørende udstedelse af  økologiattester.

Forordning 1235/2008 om indførsel af økologiske varer anvendes på følgende produkter, når de er forsynet med angivelser/mærker, som henviser til en økologisk produktionsmetode:

a)  levende eller uforarbejdede landbrugsprodukter
b)  forarbejdede landbrugsprodukter til konsum
c)  foder
d)  vegetativt formeringsmateriale og frø til udsæd 
e)  akvakulturprodukter
f)  gær til konsum eller til foder 

Proceduren hos SKAT for import af økologiske varer fra tredjeland er, at sendingen skal ledsages af én original kontrolattest. Kontrol og afstempling af kontrolattesten skal ske umiddelbart i forbindelse med frigivelse til fri omsætning og frit forbrug.

Produkternes økologiske status står og falder med told- og skatteforvaltningens afstempling i forbindelse med frigivelsen til fri omsætning og frit forbrug. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at det alene er importørens ansvar, at kontrolattesten fremlægges ved fortoldningen, da det ikke umiddelbart er muligt for told- og skatteforvaltningen at se, om en sending er økologisk. Der er ikke nogen mulighed for at få stemplet en kontrolattest, når sendingen først er blevet frigivet.

Procedurerne og typen af kontrolattest kan variere, alt afhængig af om indfortoldningen af sendingen skal ske i sin helhed, eller der er tale om en sending, der skal lægges på toldoplag og siden fraføres i delsendinger.

Der findes to typer kontrolattester: (kontrolattesternes udseende fremgår af bilag V og VI i forordning 1235/2008)

  1. en almindelig kontrolattest 
  2. en del-kontrolattest

Den almindelige kontrolattest skal verificeres af SKAT ved afstempling i rubrik 17.

Delkontrolattesten skal verificeres af SKAT ved afstempling på bagsiden, da der ikke findes en speciel rubrik til dette formål.

Inden der kan ske afstempling af kontrolattester/del-kontrolattester, skal SKAT via den fælles web-side hos Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet kontrollere, at der er givet importtilladelse.  

Efter verifikation og afstempling udleveres kontrolattesten til den person, der fremlagde den.

Myndighederne i de enkelte EU-lande har kompetence til at udstede importtilladelser til økologiske produkter. Kommissionen har fastlagt, at EU-landene skal acceptere hinandens importtilladelser og en sending kan således importeres i Danmark på grundlag af en importtilladelse udstedt af myndighederne i et andet EU-land.

Hvis SKAT finder uregelmæssigheder og ikke kan påtegne kontrolattesten, kan sendingen kun overgå til frit forbrug som en konventionel vare.

Importøren skal i sådanne tilfælde foranledige, at alle angivelser som økologiske varer bliver fjernet fra mærkning, reklamer og ledsagedokumenter inden frigivelsen.

Ved uoverensstemmelser og uklarheder kan SKAT kontakte Fødevarestyrelsen eller Plantedirektoratet og holde partiet tilbage, mens sagen undersøges.

I forbindelse med import af varer, der efter ankomsten til et EU-land skal lægges på toldoplag, kan oplæggelsen ske, uden at der forelægges en kontrolattest ved grænsepassagen. Foretages oplæggelsen på toldoplag imidlertid med henblik på opsplitning, skal der ske afstempling af kontrolattesten.

Når der under oplæggelsen på toldoplaget er sket en opsplitning af sendingen, skal importøren udfærdige en delkontrolattest for hver delsending, som opsplitningen resulterer i. Fødevarestyrelsen eller Plantedirektoratet verificerer udfærdigelsen af delkontrolattesten og fører regnskabet med de fraførte mængder.

Delkontrolattesten skal forelægges for SKAT til afstempling, hvis del-partiet i forbindelse med fraførsel fra toldoplag skal indfortoldes til frit forbrug.

Ved fraførslen fra toldoplaget af sendinger der ikke er blevet opsplittet, men hvor der alligevel er sket afstempling af kontrolattestens rubrik 17 i forbindelse med oplæggelsen, skal der ved frigivelsen igen foretages en afstempling af kontrolattesten. Kontrolattesten har ikke nogen rubrik til denne påtegning, og SKAT afstempler derfor kontrolattesten på bagsiden (udenfor rubrikkerne).

Fødevarestyrelsen eller Plantedirektoratet kan kontaktes på nedennævnte adresser vedrørende  økologiattester:

Fødevarestyrelsen
Kontoret for dyrevelfærd, kvalitet og markedsføring
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg
Tlf: 33 95 61 04 / 33 95 61 74
Fax: 33 95 62 89
Åbningstid: mandag - fredag  kl. 9.00-15.30

Plantedirektoratet
Sektor for Økologi
Skovbrynet 20
2800 Lyngby
Tlf: 45 26 36 09
Fax: 45 26 36 19
Åbningstid: mandag - torsdag  kl. 9.00-15.30, fredag kl. 09:00 - 15:30

Lovgrundlag