FormålVirksomheder, der opfylder en række betingelser - og gennemgår en procedure omkring godkendelse hos SKAT - vil kunne opnå en status, der giver adgang til visse fordele primært i forhold til sikkerhed i forbindelse med vareførslen.
Legalt grundlagReglerne om Autoriserede Økonomiske Operatører (AEO) er trådt i kraft 1. januar 2008 og findes i EU's toldkodeks, artikel 5a, samt gennemførselsbestemmelserne til toldkodeks artikel 14a - 14x.
BaggrundEU har arbejdet på en opstramning af sikkerheden i forbindelse med vareførslen ind og ud af EU. Dette har konkret medført vedtagelse af "Sikkerhedstoldkodeksen" (Rådets og Europa Parlaments Forordning 648/05), samt gennemførelsesbestemmelser hertil (Kommissionens forordning 1875/06).
De væsentligste elementer i disse regler er:
- Krav om sumarisk angivelse i forbindelse med import og eksport (træder i kraft den 1. juli 2009).
- Øget EU-samarbejde omkring risikoanalyse.
- Indførelse af begrebet Autoriseret Økonomisk Operatør - AEO
Hvad indebærer det at have status som AEO?
Fordele:
- Lavere risikoværdier i forbindelse med risikoanalysen.
- Afgivelse af færre data i forbindelse med sumariske angivelse.
- AEO-certifikat - sikkerhed og sikring gælder i hele EU.
- AEO-certifikat vedrørende sikkerhed og sikring forventes at blive anerkendt af 3. lande, eksempelvis USA
Fordelene ved AEO er primært relateret til sikkerheden. Fordele i forhold til selve toldprocedurerne kendes ikke endnu og vil formentlig følge af kommende lovgivning.
Krav:
For at få AEO-status er der en række krav, som skal opfyldes. Rammerne for disse krav fremgår af "sikkerhedstoldkodeks" og gennemførelsesbestemmelserne. Kravene er specificeret i AEO-guidelines - TAXUD/2006/1450 udarbejdet af EU-Kommisionen
AEO-kravene kan opdeles i 5 hovedafsnit:
- Information om virksomheden
- Compliance
- Virksomhedens regnskabs- og logistiksystem
- Økonomisk solvens
- Sikkerheds- og sikringskrav
Ad. Information om virksomheden - stamdata om virksomheden fx registreringsdato, branchetilhørsforhold, produkter/ydelser, handelsmønster, virksomhedens interne organisation samt statistikker over toldforhold.
Ad. Compliance - virksomhedens overholdelse af gældende lovgivning.
Ad. Virksomhedens regnskabs- og logistiksystem - bl.a. sporbarhed fra vugge-til-grav af en given transaktion (fx fra indkøb til fortoldning), procedurer til at sikre overholdelse af sporbarhed, fornødne toldkompetencer samt sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af virksomhedens information.
Ad. Økonomisk solvens - virksomheden skal være i stand til at indfri sine økonomiske forpligtelser.
Ad. Sikkerheds- og sikringskrav - adgang til virksomhedsområdet, sikkerhed omkring lasteenheder, varemodtagelse, fremstilling, sikkerhedskrav til såvel medarbejdere som leverandører.
Virksomheden skal opfylde de første 4 hovedkrav, hvis der søges AEO-certifikat - toldforenklinger (AEOC)
Virksomheden skal yderligere opfylde sikkerheds- og sikringskravene, hvis der søges:
- AEO-certifikat - sikkerhed og sikring (AEOS) eller
- AEO-certifikat - toldforenklinger/sikkerhed og sikring (AEOF)
Hvis virksomheden i forvejen har beskrevet områder, der er omfattet af certificeringen (fx virksomhedens interne procedurebeskrivelser), kan disse oplysninger i et vist omfang genanvendes.
Yderligere oplysninger kan findes på www.skat.dk.
Ansøgning om AEO-certifikatDet anbefales, at virksomheden gennemlæser AEO guidelines for at få indtryk af omfanget af certificeringen samt, at følgende forhold afklares:
Har virksomheden aktiviteter, som er omfattet af toldlovgivningen?
Da AEO-status ifølge EU-lovgivningen kun er tilgængelig for virksomheder, som har toldrelaterede aktiviteter, skal det afklares, hvorvidt virksomheden har aktiviteter, som er omfattet af toldlovgivningen. Toldrelaterede aktiviteter omfatter fortoldningsopgaver, tilladelser og bevillinger til toldprocedurer som toldoplag, forarbejdning m.m.
Hvilken juridisk status har virksomheden?
Når spørgsmål omkring toldrelaterede aktiviteter er afklaret, har virksomhedens juridiske status betydning for, hvortil ansøgningen skal sendes. Virksomheder, som er en filial/afdeling/et kontor/en integreret del af et andet selskab, skal søge om AEO-status i det medlemsland, hvor moderselskabet er registreret. Problemstillingen kan fx være aktuelt, når moderselskabet er registreret i et andet EU-land, og filialen/kontoret eller lignende er etableret i Danmark.
Ansøgningsblanketten udfyldes i overensstemmelse med de tilhørende forklarende bemærkninger. Blanketten findes på SKATs hjemmeside under "Blanketter" (14.025).
For at lette og fremskynde processen anbefaler SKAT, at AEO Selfassessment udfyldes og indsendes sammen med ansøgningen. AEO Self-assessment er på engelsk og suppleres af Explanatory notes for AEO Self-assesment.
Ansøgningen, vedlagt bilag og AEO Self-assessment, sendes til SKAT Midtjylland, Indsats MJ 27, Att AEO-gruppen Århus, Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg, eller via mail til AEO@skat.dk.
Gennemgang af ansøgningerSKAT gennemgår modtagne ansøgninger for at konstatere om:
- Ansøger har toldmæssige aktiviteter.
- Ansøgningen er indgivet til rette kompetente myndighed.
- Ansøgningen er korrekt udfyldt og indeholder alle nødvendige oplysninger, herunder bilag nævnt i de forklarende bemærkninger til ansøgningen.
- Ansøger ikke er dømt for et alvorligt strafbart forhold i tilknytning til sin økonomiske aktivitet.
- Ansøgerens bemyndigede repræsentant i toldmæssige retssager ikke er dømt for et alvorligt strafbart forhold i tilknytning til sit arbejde som bemyndiget.
SKAT giver ansøgeren meddelelse om hvilken dato, ansøgningen er antaget til behandling.
Udstedelse af certifikatHvis virksomheden opfylder alle betingelser udstedes AEO-certifikat senest 90 kalenderdage efter modtagelse af alle oplysninger til brug for behandling af ansøgningen. Tidsfristen er i en overgangsperiode på 2 år fra 1. januar 2008 forlænget til 300 kalenderdage.
I behandlingen af ansøgningen henvender SKAT sig til andre medlemsstaters toldmyndigheder, hvis der er oplysninger om ansøgeren, der skal efterprøves i andre EU-lande. Ligeledes skal SKAT ved henvendelser fra andre medlemsstaters toldmyndigheder være behjælpelig med efterprøvning af oplysninger om andre EU-landes virksomheder, der har aktiviteter i Danmark.
Virksomheder der er blevet AOE-certificeret kan ses på EU's hjemmeside.
AEO-certifikatets gyldighedAEO-certifikatet gælder fra den 10. arbejdsdag efter udstedelsesdatoen og anerkendes i alle medlemsstater. Gyldighedsperioden er ubegrænset.
Den autoriserede økonomiske operatør skal meddele den udstedende toldmyndighed, når der sker ændringer i forhold, som kan påvirke gyldigheden af certifikatet.
Suspension og tilbagekaldelseSKAT har mulighed for at suspendere eller tilbagekalde et udstedt AEO-certifikat, hvis det konstateres at betingelser eller kriterier for certifikatet ikke længere er til stede. Den Autoriserede Økonomiske Operatør kan også selv anmode om suspension eller tilbagekaldelse af certifikatet.
EORI - Economic Operators' Registration and IdentificationFra 1. juli 2009 skal alle virksomheder i EU, der i kraft af deres aktiviteter er omfattet af reglerne i EF's toldkodeks, registreres med et EORI-nr. Det skyldes nye tiltag fra EU på toldområdet med fokus på sikkerhed og sundhed.
Et EORI-nr. er sammensat af en landekode og 1-15 tal og/eller bogstaver.
I Danmark er det besluttet, at anvende virksomhedens CVR-nr. som EORI-nr. I de tilfælde, hvor virksomheden ikke har et CVR-nr., men kun et SE-nr. anvendes SE-nr. som EORI-nr. Der udstedes ikke nyt registreringsbevis i forbindelse med registreringen af EORI-nr. Skal virksomheden oplyse sit danske EORI-nr. i udlandet skal CVR/SE-nr. foranstilles med DK - f.eks. DK11223344
Der ændres ikke i de danske toldsystemer og virksomheden skal fortsat angive CVR/SE-nr. i forbindelse med import, eksport og transit.
Langt størstedelen af de virksomheder der er registreret for import og/eller eksport i Danmark skal således IKKE foretage sig noget.
Har virksomheden ikke et EORI-nr., kan den ikke importere varer til og/eller eksportere varer fra EU.
Det betyder, at virksomheder, der har aktiviteter i forbindelse med import af varer til og/eller eksport af varer fra EU og som ikke i forvejen er registreret for import og/eller eksport, skal registreres.
- Danske virksomheder skal registreres for import og/eller eksport i Danmark hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Registrering kan ske via www.webreg.dk.
- Virksomheder i ikke-EU-lande skal registreres i det EU-land, hvor de første gang har toldaktiviteter. Er dette land Danmark, skal registreringen ske via www.virk.dk/RUT
- Danske rederier og speditører m.fl., der har toldaktiviteter, men som ikke er registreret for import og/eller eksport, skal registreres, idet toldaktiviteten pr 1. juli 2009 medføre, at der skal anvendes et EORI-nr. i EU. Registrering for import og/eller eksport skal ske hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsenog kan ske via www.webreg.dk
Flere oplysninger om EORI kan ses på EORIs hjemmeside. |