Hvad SKAT ved
SKAT har forhåndsoplysninger om beholdninger og salg af bevis/aktier i investeringsforeninger og investeringsselskaber, men ikke oplysninger om gevinst eller tab.
Hvad du selv skal oplyse
Du skal selv oplyse følgende:
- Renteindtægter af pantebreve, der ikke er i depot (herunder renter af solgte og indfriede pantebreve).
- Gevinst/tab på aktier og investeringsforeningsbeviser udstedt af et investeringsselskab.
- Gevinst/tab på investeringsforeningsbeviser i minimumsudloddende obligationsafdelinger, der udelukkende investerer i obligationer udstedt i fremmed valuta.
- Gevinst på investeringsforeningsbeviser i minimumsudloddende obligationsafdelinger, der investerer obligationer i danske kroner og/eller fremmed valuta.
- Gevinst på investeringsforeningsbeviser i minimumsudloddende blandede afdelinger (aktier, obligationer mv.).
Du skal også oplyse fortjeneste på investeringsforeningsbeviser i minimusudloddende aktiebaserede foreninger, hvis investeringsforeningen ikke har valgt, at gevinst og tab skal behandles efter samme regler som for aktier. Har investeringsforeningen derimod valgt at gevinst og tab skal behandles efter samme regler som for aktier, skal du læse rubrik 66.
Opgørelse af gevinst og tab
Gevinst og tab på aktier, investeringsbeviser mv. udstedt af et investeringsselskab beskattes hos investorerne efter et modificeret lagerprincip. Det vil sige en løbende beskatning af både realiserede og urealiserede avancer og tab. Realiseret fortjeneste og tab medregnes i salgsåret (handelsdatoen afgør hvilket år). Urealiseret avance og tab henføres til beskatning hos investor til dagen efter udgangen af det indkomstår i investeringsselskabet, som de vedrører. Det vil sige, beskatningen udskydes højst ét år. For personer er gevinst og tab kapitalindkomst og skal oplyses i denne rubrik.
Vær opmærksom på, at udlodning/udbytte på en aktie mv. i et investeringsforenings-/investeringsselskab bliver beskattet som kapitalindkomst, se rubrik 34.
Avance og tab - udland
Har du beholdning i udenlandsk investeringsforening-/selskab/fond, skal du læse afsnittet Indkomst fra udlandet om selvangivelsen for udenlandsk indkomst.
Hvornår du skal betale skat af renter
Renter af pantebreve, der er forfaldne til betaling i 2008, skal i almindelighed med - også selvom de ikke er betalt, se rubrik 31. Har du i 2008 købt pantebreve mv., kan du allerede nu fratrække det vederlag for renter, du betalte til sælger. Det gælder også, selvom renten først forfalder efter 31. december 2008.
Har du både købt og solgt pantebreve mv. i 2008, skal nettorenteindtægten indberettes i rubrik 38. Underskud angives med minus (-).