Hvad SKAT ved 
SKAT har oplysninger om indberettede uudnyttede tab på børsnoterede aktier og visse investeringsforeningsbeviser, der er opstået i indkomstårene 2002 til 2007. SKAT modregner automatisk fradragsberettigede tab i indkomstårets nettoaktieindkomst.

Hvad du selv skal oplyse
I rubrik 66 skal du oplyse indkomstårets:

  • nettofortjeneste/tab på danske børsnoterede aktier
  • nettofortjeneste/tab på visse investeringsforeningsbeviser
  • nettofortjeneste/tab på akkumulerende skattepligtige investeringsforeninger
  • udbytte og udlodninger, hvor der ikke er indeholdt udbytteskat, fx maskeret udbytte.

Har du beholdning af aktier eller investeringsforeningsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, bliver fortjeneste og tab beskattet hos investorerne efter et modificeret lagerprincip. Det vil sige, at der sker en løbende beskatning af både realiserede og urealiserede avancer og tab. De realiserede gevinster og tab bliver beskattet i indkomståret (handelsdatoen afgør hvilket år). Urealiserede gevinster og tab beskattes hos investor dagen efter udgangen af det indkomstår i investeringsselskabet, som fortjenesten eller tabet vedrører. Det vil sige, beskatningen udskydes højst ét år.

Som privatperson skal du oplyse fortjeneste og tab i kapitalindkomsten i rubrik 38. Udbytte på en aktie i et investeringsforenings-/investeringsselskab beskattes som kapitalindkomst. Læs mere i rubrik 34.