Hvad du skal oplyse
Vær opmærksom på, at udlodninger fra en kontoførende dansk investeringsforening kan indeholde avancer eller tab ved salg af udenlandske obligationer og aktier, som du skal tage med på selvangivelsen for udenlandsk indkomst.

Har du modtaget udlodning fra en udenlandsk investeringsforening, -selskab eller -fond, skal du skrive udlodningen under Kapitalindkomst.

Gevinst og tab ved salg af aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, beskattes som kapitalindkomst. Fortjeneste og tab opgøres efter et modificeret lagerprincip (se nedenfor). Du skal både medregne realiseret og urealiseret fortjeneste eller tab på beholdningen af aktier og investeringsbeviser til din skattepligtige indkomst.

Modificeret lagerprincippet
Når du bruger modificeret lagerprincip, skal du medregne forskellen mellem ultimo og primo i et år til den skattepligtige indkomst. Du skal henføre beløbet til dagen efter udgangen af det indkomstår i selskabet, som gevinsten eller tabet vedrører. Har både du og selskabet kalenderårsregnskab, skal du altså medregne gevinsten eller tabet i den skattepligtige indkomst i året efter det år, som gevinsten eller tabet vedrører. Har du solgt aktier, investeringsbeviser osv., skal du dog medregne fortjeneste og tab på salgstidspunktet. Ved køb i løbet af året anvendes anskaffelsessummen i stedet for værdien primo. Ved salg i løbet af indkomståret anvendes salgssummen i stedet for værdien ultimo.

Renteindtægter, renteudgifter og anden kapitalindkomst
Læs om Renteindtægter, renteudgifter og anden kapitalindkomst