Er du i tvivl om en skattemæssig behandling, kan du bede om bindende svar
Hvis du er i tvivl om den skattemæssige behandling af en handling, fx salg af dine aktier eller tegning af en ny pensionsordning, kan du spørge SKAT og få et bindende svar. Du kan også spørge om gaveafgift og om afgift på pensionsordninger. Og du kan spørge om både påtænkte og allerede gennemførte dispositioner.

Det bindende svar, du får, bruger SKAT, når vi behandler din skatteansættelse for det pågældende år. Du ved altså på forhånd, om du fx bliver beskattet af en eventuel aktieavance eller kan fratrække et indskud på en pensionsordning. Du kan normalt få bindende svar om den skattemæssige behandling af alle dispositioner, som SKAT kan afgøre i forbindelse med behandlingen af din skatteansættelse.

Hvis den disposition, du planlægger at foretage, også vil få skattemæssige konsekvenser for andre, kan du også få et bindende svar om det. For at du kan få svar om andres forhold, skal der være tale om en handling, du påtænker at foretage.

Ved bindende svar om aktiver
Hvis du beder om bindende svar om opgørelsen af salgssummen eller fordelingen heraf på visse aktiver, der er omfattet af afskrivningsloven eller ejendomsavancebeskatningsloven,, skal alle parter i købsaftalen bede om et bindende svar.

Ved bindende svar om gaver
Hvis du beder om bindende svar om ansættelse af afgift af en gave, skal både gavegiver og gavemodtager bede om svaret.

Er du hovedaktionær og beder om bindende svar om en handel mellem dig og dit selskab, skal både du og dit selskab bede om et bindende svar.

Det koster et gebyr på 300 kroner
Det koster et gebyr på 300 kroner at få et bindende svar.

Hvis du ønsker et bindende svar, skal du sende din ansøgning med alle relevante oplysninger og gebyret til SKAT.

Ansøg og betal elektronisk
Du kan ansøge om bindende svar elektronisk. Du kan også sende bilag og betale gebyret elektronisk. Ansøgninger kan også sendes med post til Skattecenter Struer, Fabriksvej 13, 7600 Struer.

Dit spørgsmål skal kunne besvares med et "ja" eller "nej"
Du skal formulere dit/dine spørgsmål, så de i princippet kan besvares med et ja eller nej.

Læs mere i vejledningen Bindende svar til borgere.