Hvad SKAT ved
SKAT har oplysninger om udbytte af danske unoterede aktier. Beløbet er taget med før indeholdelse af udbytteskat. Er oplysningerne forkerte, skal du skrive det rigtige beløb i rubrik 64.
Hvad du selv skal oplyse
Hvis du har fået udbytte/udlodningsandele, der også tilhører andre end dig selv, skal du lægge din andel af udbyttet/udlodningsandelene sammen med det oplyste beløb og skrive det samlede beløb i rubrik 64.
Hvis du har modtaget udbytte af unoterede aktier, hvis stemmeret udgør mindre end 5 procent af aktiekapitalens stemmerettigheder, er udbyttet muligvis ikke regnet med i rubrik 64. Det gælder også, hvis aktiens pålydende værdi er mindre end 5 procent af aktiekapitalen. Er det tilfældet, skal du skrive det manglende beløb i rubrik 65.
Har du fået udlodning fra et investeringsforeningsselskab/investeringsselskab, er hele udlodningen kapitalindkomst. Læs mere i rubrik 34.
Har du foretaget indskud i en dansk kontoførende investeringsforening, skal du skrive den udlodningsandel, der er aktieindkomst, og som stammer fra danske aktier, hvori der er indeholdt udbytteskat, i rubrik 65.
Har du en udlodningsandel, der er aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt udbytteskat, skal du skrive den i rubrik 67.
Er der udlodningsandele, der stammer fra udenlandske aktier eller fra udenlandske investeringsforeninger/-selskaber, skal du selvangive disse på Selvangivelsen for udenlandsk indkomst.