| Den 25. februar 1999 afsagde EF-Domstolen dom i sagen C-349/96, Card Protection Plan Ltd., der vedrører fortolkningen af 6. direktivs artikel 13, punkt B, litra a) (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a). Bestemmelsen er implementeret i den danske momslov i § 13, stk. 1, nr. 10.
Dommen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt CPP udførte to selvstændige ydelser, nemlig en momsfritaget forsikringstransaktion og en momspligtig kortregistreringsydelse, eller om de to ydelser udgjorde en hovedydelse og en biydelse, hvor biydelsen momsmæssigt skulle stilles som hovedydelsen. CPP tilbød mod vederlag sine kreditkortkunder en ordning, der havde til formål at begrænse det økonomiske tab og de ulemper, som kunderne udsattes for, såfremt deres kreditkort eller visse andre genstande, blev stjålet eller bortkom. Firmaet har ved tegning af en forsikring hos et forsikringsselskab opnået en én bloc-dækning for så vidt angår kortbeskyttelsesordningens regler om erstatning til kortkunder. Herunder leveres en række andre ydelser såsom bl.a. bistand ved adresseændringer, levering af sundhedskort eller rabatter ved leje af biler.
Domstolen udtaler i i dommens præmis 28, at når en transaktion består af en gruppe af omstændigheder og handlinger, skal der tages hensyn til samtlige omstændigheder ved den pågældende transaktion ved afgørelsen af, om transaktionen skal anses for en enkelt ydelse eller for flere ydelser.
En ydelse, der i økonomisk henseende er en enkelt ydelse, må ikke kunstigt opdeles for ikke at ændre momssystemets sammenhæng. Det må undersøges, hvad der særligt karakteriserer den pågældende transaktion, og herigennem afgøres, om den momspligtige person til forbrugeren, forstået som en gennemsnitsforbruger, leverer flere uafhængige hovedydelser eller en enkelt ydelse, jf præmis 29.
Der er tale om en enkelt ydelse i tilfælde, hvor et eller flere elementer skal anses for at udgøre hovedydelsen, og et eller flere elementer skal anses for sekundære ydelser (biydelser), der er afgiftsmæssigt stillet som hovedydelsen.
En ydelse skal anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser, jf. præmis 30.
I tilfælde, hvor tjenesteyderen fakturerer en samlet pris til kunderne for en ydelse, der består af flere elementer, kan det tale for, at der foreligger en enkelt ydelse. Men såfremt en nærmere undersøgelse viser, at kunderne uagtet enhedsprisen ønsker at erhverve to eller flere særskilte ydelser, skal den del af enhedsprisen, der er prisen for fritagne ydelser, adskilles fra den del af enhedsprisen, der er prisen for ydelser, der ikke er fritagne. I denne forbindelse skal den enkleste beregnings- eller ansættelsesmetode vælges, jf. præmis 31.
Se også afsnit D.11.10 om dommen.
SKAT skal momsmæssigt behandle en biydelse på samme måde som den hovedydelse, som biydelsen er en del af. Uafhængige hovedydelser skal derimod behandles selvstændigt.
Ved afgørelsen af, om en ydelse skal anses for en biydelse eller en uafhængig hovedydelse, skal der lægges vægt på, om ydelsen for den gennemsnitlige forbruger udgør et mål i sig selv eller et middel til at udnytte leverandørens hovedydelse. Ved den gennemsnitlige forbruger forstås i denne sammenhæng den gennemsnitlige aftager, uanset om aftagerne af ydelsen er private, virksomheder mv. eller begge dele.
Forhandlinger om optagelse af lån
EF-domstolen udtaler i præmisserne 19 og 20 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, at i hovedsagen må den omstændighed, at de ydelser, som DVAG og dettes underagent leverer, kun honoreres af de långivende finansielle institutioner, hvis de kunder, som den finansielle rådgiver har opsøgt og rådgivet, indgår en låneaftale, på den ene side indebære, at formidlingsydelsen anses for hovedydelsen, idet rådgivningsydelsen blot er en sekundær ydelse. Formidlingen af lån forekommer på den anden side at være den afgørende ydelse for låntagerne såvel som for de långivende finansielle institutioner, for så vidt som virksomhed som finansiel rådgiver blot udøves i den indledende fase og er begrænset til at bistå kunden i valget af de produkter, der er bedst tilpasset kundens situation og behov, blandt de forskellige finansielle produkter. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person analyserer den finansielle situation for kunder, som han har taget kontakt til, med henblik på at finde lån, ikke er til hinder for anerkendelse af en låneformidlingsydelse, som er fritaget i medfør af sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, hvis den låneformidlingsydelse, som den afgiftspligtige tilbyder, i lyset af de ovennævnte fortolkningselementer må anses for hovedydelsen, i forhold til hvilken den finansielle rådgivningsydelse er sekundær, hvorfor sidstnævnte ydelse afgiftsmæssigt er stillet som den første ydelse. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om dette er tilfældet i den sag, den skal træffe afgørelse i.
►Landsskatteretten fandt i SKM2009.334.LSR, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab kunne anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Ydelser i tilknytning til formidlingen blev anset for biydelser til hovedydelsen med formidling af realkreditlån og derfor i momsmæssigt henseende sidestillet med hovedydelsen.◄
Skatterådet fandt i SKM2006.169.SR, der omhandler fritagelse for udbud af interessentskabsandele i ejendomsinteressentskaber, at den del af selskabets honorar, som vedrørte finansieringen af ejendomshandlerne, var momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, som formidling af lån. Det måtte dog være en betingelse for momsfrihed for denne del af honoraret, at låneformidlingen ikke blot skulle anses for en biydelse til selskabets momspligtige ydelser vedrørende købet af ejendommen på interessentskabets vegne. Låneformidlingen skulle således tjene et formål i sig selv, hvilket måtte anses for opfyldt, hvis den del af honoraret, som kunne henføres til låneformidlingen, ikke blot udgjorde en marginal del af honoraret for ydelserne vedrørende købet af ejendommen, jf. præmisserne 26-29 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt.
Skatterådet har i SKM2008.362.SR udtalt, at rådgivning, herunder finansiel rådgivning, som udgangspunkt er momspligtig. Finansiel rådgivning er dog momsfri, hvis rådgivningen alene udgør en biydelse til en momsfri ydelse, f.eks. en momsfri ydelse bestående i formidling af lån eller i forhandlinger om transaktioner vedrørende værdipapirer. Dvs. at rådgivningsydelsen for kunderne ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser, jf. EF-domstolens domme i sagerne C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin, præmis 24, og i sag 349/96, Card Protection Plan Ltd, præmis 30.
Betingelsen om, at rådgivningsydelsen alene udgør en biydelse, vil være opfyldt, hvis vederlagt for rådgivningsydelserne alene udgør en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for virksomhedens ydelser til aftagerne af rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne. Jf. præmisserne 26-39 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt, samt SKM2006.169.SR og SKM2007.295.SR.
Dog vil rådgivningsydelserne alene udgøre en biydelse, også selvom vederlaget for rådgivningsydelserne udgør en væsentlig del af det samlede vederlag for rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne, hvis der efter en konkret vurdering er en så nær sammenhæng mellem rådgivningsydelser og formidlingsydelser, at det vil være kunstigt at anse både rådgivningsydelser og formidlingsydelser for selvstændige hovedydelser. Jf. præmisserne 15-20 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, og f.eks. domstolens dom i sag C-111/05, Aktiebolaget NN, samt afsnit D.2.3.2.
Forvaltning af værdipapirer
Skatterådet fandt i SKM2007.295.SR, at en række ydelser måtte anses for omfattet af begrebet forvaltning af værdipapirer. Rådet fandt tillige, at der ikke var tale om ydelser, der tilsammen udgør en særskilt enhed, der opfyldte de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfritaget ydelse vedrørende værdipapirer, nemlig at rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirerne opstår, ændres eller ophører. Nogle ydelser var dog momsfri i det omfang, at der var tale om biydelser til hovedydelser bestående i køb af værdipapirer fra kunden, salg af værdipapirer til kunden eller køb/salg på vegne af kunden. Andre ydelser kunne heller ikke anses for momsfrie ydelser. Disse andre ydelser kunne dog anses for biydelser til såvel momsfrie finansielle ydelser som til momspligtige forvaltningsydelser. Vederlaget for disse andre ydelser kunne derfor opdeles forholdsmæssigt i en momsfri del og en momspligtig del, medmindre vederlaget udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til aftagerne.
Udbetalinger af udbytter og andre udbetalinger i forbindelse med andele i fonde mv. til andelsejerne kunne anses for momsfrie hovedydelser. Det måtte dog forudsætte, at vederlaget for disse ydelser til andelsejerne udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne. Såfremt vederlaget for de øvrige ydelser til andelsejerne kun udgjorde en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne kunne disse øvrige ydelser omvendt anses for biydelser til de momsfrie udbetalingsydelser.
Se evt. SKM2008.362.SR omtalt ovenfor.
Om biydelser og hovedydelser i øvrigt, se D.2.3.2.
Om fordelingen af enhedspriser mellem momsfrie og momspligtige ydelser, se G.1.1. |