Ydelser i forbindelse med indførsel af varer fra steder uden for EU er fritaget for moms, når ydelsens værdi indgår i momsgrundlaget efter § 32, stk. 1. Tjenesteydelser er således momsfritaget efter denne bestemmelse hvis de skal medregnes til momsgrundlaget efte § 32, stk. 1. Det har ikke betydning for fritagelsen om de pågældende ydelser faktisk bliver medtaget i momsgrundlaget, jf. SKM2006.99.LSR.
For en beskrivelse af hvilke ydelser der skal medregnes i momsgrundlaget efter § 32, stk. 1 henvises der til afsnit G.8.1
Hvis de pågældende tjenesteydelser skal medregnes til momsgrundlaget i henhold til § 32, stk. 1 og det ikke er sket, er det importøren der er betalingspligtig for den manglende momsafregning, jf. § 46, stk. 4.
I tilfælde hvor der er momsfrihed ved indførsel i henhold til § 36, stk. 1 og der som følge heraf ikke skal opgøres et afgiftsgrundlag er ydelsen ikke fritaget efter denne bestemmelse, da ydelsen ikke skal indgå i et momsgrundlag opgjort i henhold til § 32, stk. 1.
I SKM2008.554.SKAT har SKAT beskrevet og præciseret momsfritagelser for skibe i udenrigsfart og beskrevet fritagelser for skibe, der ikke overvejende sejler i udenrigsfart.