Stadfæstes en tvangsakkord, anvendes reglerne i KL §§ 64-80 om omstødelse, jf. KL § 184, stk. 1.

Betaling af en fordring, som ikke ville have været berørt af akkorden, kan ikke omstødes, jf. KL § 184, stk. 2. Det betyder således, at dækning af gældsforpligtigelser, der er pådraget med tillidsmændenes samtykke, og dækning af småkreditorer ikke kan omstødes ved en tvangsakkord.

Krav på omstødelse gøres gældende af fordringshaverne ved søgsmål, medmindre skifteretten bestemmer andet. Forslag til omstødelse kan være indeholdt i selve forslaget. Stadfæstes dette, skal omstødelsessøgsmål gennemføres.

Krav på omstødelse skal fremsættes senest på det møde, hvori der stemmes om tvangsakkordens vedtagelse, jf. KL § 186, stk. 1.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal anlægges omstødelsessag, afgøres af fordringshaverne ved afstemning.

Afstemningen sker efter fordringernes størrelse, jf. KL § 175, stk. 1, jf. § 119, stk. 1, og simpelt flertal er tilstrækkeligt.

Vedtages anlæggelse af en omstødelsessag ikke, er enhver fordringshaver berettiget til selv at anlægge en sådan sag, såfremt han giver meddelelse herom senest på det møde, hvori akkorden vedtages. Det gælder dog ikke, hvis skifteretten finder, at anlæggelse af sagen vil stride mod fordringshavernes fælles interesser, jf. KL § 186, stk. 2.

Skifterettens afgørelse kan, hvis den går forslagsstilleren imod, indbringes for landsretten, jf. KL § 248, stk. 2. Kærefristen er 2 uger, jf. KL § 251,stk. 1.

Fristen for anlæggelse af en omstødelsessag er 4 uger, der regnes fra akkordens stadfæstelse, jf. KL § 186, stk 3.

Hvad enten en eventuel omstødelsessag anlægges af fordringshaverne som helhed og gennemføres ved skifterettens foranstaltning eller af en enkelt fordringshaver, føres sagen for samtlige fordringshavere.

Det indebærer, at den fordringshaver, som eventuelt selv anlægger og gennemfører en omstødelsessag, ikke kan gøre krav på hele det beløb, som ved den omstødelige disposition er unddraget fordringshaverne. Beløbet skal derfor med fradrag af sagsomkostninger indbetales til skifteretten, som herefter fordeler provenuet til samtlige fordringshavere i overensstemmelse med akkordforslagets indhold, jf. KL § 187.

Når tvangsakkorden er stadfæstet, har den gyldighed som et retsforlig indgået mellem skyldneren og de fordringshavere, der er omfattet af tvangsakkorden, jf. KL § 189.

Dette retsforlig er et "særligt retsgrundlag", der betyder at de krav, som er anerkendt og omfattet af tvangsakkorden, forældes efter 10 år ifølge forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.

Den stadfæstede tvangsakkords karakter af retsforlig medfører også, at den del af skylden, som ikke overtages af skyldneren ved tvangsakkorden, bortfalder. Inddrivelse af denne skyld kan herefter ikke gyldigt foretages. Ligeledes bortfalder omstødelige udlæg automatisk, så snart stadfæstelsen af akkorden er endelig, jf. KL § 185, stk. 2, jf. § 183, stk. 1.

Er en fordring under akkordforhandlingen blevet nedbragt gennem lønindeholdelse, er det kun restfordringen, der nedsættes til akkorddividenden.

Ifølge KL § 190 er akkorden også bindende over for fordringshavere, der ikke har meldt sig. Akkorden befrier skyldneren for den del af en før akkordforhandlingens åbning stiftet gæld, som ikke ved akkorden er overtaget, såvel over for fordringshaveren selv som over for kautionister og andre, der hæfter for gælden.

• I UfR 2001, 1023/2 HD, havde en told- og skatteregion den 7. januar 1992 over for et aktieselskab, der fremstillede kemiske produkter, under en tvangsakkord foretaget en foreløbig anmeldelse, hvoraf følgende fremgik: "Opmærksomheden henledes på, at der ved denne anmeldelse ikke er taget stilling til, hvorvidt told- og skatteregionen kan tiltræde en frivillig likvidation, en akkord eller et moratorium, og at told- og skatteregionen forbeholder sig ret til at ændre kravet f.eks. som følge af regulering i afgiftstilsvaret."
  
  Den 14. februar 1992 fulgte told- og skatteregionen denne anmeldelse op med en ny anmeldelse, hvorved et krav på ca. 4,1 mio. kr. bestående af told og afgifter samt A-skat inkl. renter blev anmeldt over for den ene af de to tilsynsførende advokater. Af anmeldelsen fremgik følgende forbehold: "Der tages forbehold for eventuelle efterbetalinger og -reguleringer."
  
  Tvangsakkorden blev stadfæstet den 7. april 1992 og den 26. maj 1994 opfyldt over for ToldSkat.
  
  I juli 1993 modtog ToldSkat oplysninger omkring afståelsen i 1989 af goodwill, knowhow m.v. til et par britiske selskaber. Allerede § 165-redegørelsen, der ledsagede akkordforslaget, havde nævnt, at der var sket en overdragelse af aktiver i det omtalte år til de britiske selskaber. Oplysningerne i 1993 medførte, at selskabets indkomst for skatteåret 1991/92 blev forhøjet til godt 44 mio. kr., svarende til et krav på selskabsskat på ca. 15,5 mio. kr., der af told- og skatteregionen blev rejst over for selskabet.
  
  Selskabet indgav derpå konkursbegæring, og konkursdekret blev afsagt den 3. november 1994. Told- og skatteregionen anmeldte i februar 1994 kravet på de ca. 15,5 mio. kr. i boet, der påstod det afvist. Skifteretten vurderede, at told- og skatteregionen havde udvist en betydelig uagtsomhed ved efter modtagelsen af akkordforslaget vedlagt tillidsmændenes, tilsynets og ledelsens redegørelser at have tiltrådt akkorden uden at foretage yderligere undersøgelser - som materialet ifølge skifteretten ellers gav anledning til - og uden at tage forbehold for selskabsskattekrav. I hvert fald tilsynet og tillidsmændene måtte herefter gå ud fra, at der ikke var noget selskabsskattekrav.
  
  Landsretten stadfæstede skifterettens dom. Højesteret nåede til det modsatte resultat og anerkendte, at told- og skatteregionen i konkursboet som et simpelt krav kunne anmelde et krav på selskabsskat. Højesteret bemærkede i sine præmisser, at en tvangsakkord ifølge KL § 190 ikke har præklusiv virkning over for ikke-anmeldte fordringer.
  
  Den omstændighed, at akkorden har virkning som et retsforlig, jf. KL § 189, kan på denne baggrund ikke i sig selv føre til, at en fordringshaver, der har anmeldt en fordring og tiltrådt akkordforslaget, er afskåret fra efterfølgende at gøre yderligere fordringer fra tiden før akkorden gældende. Manglende anmeldelse af eller forbehold om en eksisterende eller mulig fordring vil efter omstændighederne kunne føre til, at fordringshaveren på bindende måde anses at have givet afkald på fordringen.
  
  En sådan virkning må imidlertid forudsætte, at fordringshaveren kendte eller burde have kendt fordringen, og at skyldneren havde føje til at opfatte fordringshaverens undladelse som et afkald på fordringen. Højesteret fandt, at den omstændighed, at told- og skatteregionen i forbindelse med tvangsakkorden ikke anmeldte eller tog forbehold om et krav på selskabsskat, ikke under de foreliggende omstændigheder kunne give selskabets ledelse og tilsynet grundlag for at antage, at ToldSkat endeligt havde godkendt selskabets selvangivelse.
  
  Allerede af denne grund var ToldSkat ikke afskåret fra efterfølgende - i overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler herom - at træffe afgørelse om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst og fremsætte krav om den hertil svarende selskabsskat inden for de rammer, der fulgte af, at fordringen var omfattet af tvangsakkorden.

Tvangsakkorden har derimod ingen virkning i forhold til kautionister og andre, der hæfter sammen med skyldneren, jf. KL § 191.

RIM skal derfor i det omfang, et krav er dækket ved selvskyldnerkaution fra en bank eller et autoriseret forsikringsselskab, holde sig til kautionisten. Tilsvarende gælder i forhold til en tidligere medinteressent, såfremt gælden vedrører et interessentskab.

Når tvangsakkorden er endeligt gennemført (jf. KL § 183, stk. 1; se herom afsnit H.4.6), kan RIM endeligt afskrive det beløb, der ikke dækkes af akkorden, og lade dette udgå af regnskabet. Det gælder dog ikke, hvis der i medfør af KL § 191 mod en medhæftende fysisk eller juridisk person kan rettes et krav på den del, der bortfalder ved akkorden. Først når inddrivelse forgæves er forsøgt hos den medhæftende person, kan fordringen i disse tilfælde afgangsføres som uerholdelig eller eventuelt endeligt afskrives. Se nærmere om afgangsførelse og afskrivning i afsnit O.

Opmærksomheden henledes på reglerne i LL § 15, stk. 2, jf. stk. 3, og PSL § 13a, stk. 1, jf. stk. 5, der begrænser fremførsel af underskud bl.a. ved opnåelsen af tvangsakkorder og frivillige akkorder. Med henblik på en korrekt forskudsregistrering og ligning skal skattecenterets afdeling herfor således underrettes om gennemførte akkorder.

Stadfæstes et akkordforslag, bortfalder en indgivet konkursbegæring. Meddelelse herom gives til konkursrekvirenten, jf. KL § 25, stk. 2.

Om ophævelse af en tvangsakkord henvises til afsnit H.4.8.