Skifterettens afgørelser under akkordforslagets behandling samt skifterettens afgørelse om stadfæstelse af et akkordforslag kan med de ovenfor nævnte undtagelser kæres til landsretten, jf. KL § 248, stk. 2. For afgørelser, der er truffet af skifteafdelingen i Sø- og Handelsretten i København, sker kære til Østre Landsret, jf. KL § 252, stk. 1. Kærefristen er 2 uger, jf. KL § 251, stk. 1.

Landsretten kan dog ifølge KL § 251, stk. 2, undtagelsesvist tillade kære efter kærefristens udløb i indtil 6 måneder, hvis ganske særlige omstændigheder retfærdiggør, at kære ikke rettidigt har fundet sted.

En tvangsakkord kan ifølge KL § 194, stk. 1, på begæring af en fordringshaver eller tilsynet ophæves af skifteretten,

  1. hvis det oplyses, at skyldneren med hensyn til akkorden har handlet svigagtigt, eller i øvrigt han eller andre med hans vidende forud for akkordens stadfæstelse har indrømmet nogle kreditorer fordele frem for de øvrige kreditorer, eller
  2. hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge akkorden.

Ophævelse efter KL § 194, stk. 1, nr. 2, er bl.a. sket, hvor skyldneren efter stadfæstelsen har foranlediget en af forudsætningerne for akkorden ændret, jf. UfR 1995, 802 ØLK.

Før skifteretten træffer afgørelse om ophævelse, vil den dog indkalde skyldneren, kreditorerne, tillidsmændene, kautionister for akkorden og et eventuelt tilsyn til et møde i skifteretten.