Ved håndpant forstås en pantsætning, hvor ejeren (pantsætteren) fratages rådigheden over det pantsatte.

Sikringsakten ved håndpantsætning er således rådighedsberøvelse, og panthaveren skal effektivt berøve pantsætteren rådigheden over det håndpantsatte løsøre, enten ved at panthaver fysisk medbringer løsøret, eller ved at pantsætteren afskæres adgangen til løsøret, fx i form af nøglepant, hvor løsøret nok befinder sig i pantsætterens lokaler, men er låst inde, så kun panthaver har adgang dertil.

Det er dog almindelig anerkendt, at en frivillig udlevering af pantet til pantsætter for et kort tidsrum til varetagelse af et begrænset formål - fx fremvisning af pantet for en liebhaver - ikke bringer sikkerhedsretten til ophør. For at bevare sikkerhedsretten (dvs. opretholde sikringsakten) må panthaveren imidlertid sørge for at reagere med det samme og forfølge sin ret, hvis det viser sig, at tingen ikke bliver leveret tilbage i overensstemmelse med aftalen om den kortvarige udlevering med det begrænsede formål. En tilsvarende reaktionspligt indtræder, hvis pantsætteren træder i betalingsstandsning, jf. UfR 2000, 725 ØLD.

Håndpantsætning behøver ikke ske skriftligt. Selve rådighedsberøvelsen i forbindelse med en mundtlig aftale er tilstrækkelig, til at håndpantsætningsforholdet er etableret, og håndpanthaverens ret sikret. Derimod er indgåelse af en håndpantsætningsaftale uden effektiv rådighedsberøvelse ikke tilstrækkelig.

Der kan efter RPL § 508 foretages udlæg i behæftede aktiver, hvorfor der intet er til hinder for, at håndpantsætters kreditorer foretager udlæg i håndpantsat løsøre. Et sådant udlæg skal meddeles håndpanthaveren, således at et eventuelt overskud ved bortsalg af løsøret i fornødent omfang bliver udbetalt til udlægshaveren, og således at håndpanthaver kan underrette udlægshaveren, hvis håndpanteforholdet ophører. Udlægget forældes dog på 1 år, jf. RPL § 526, stk. 4, og UfR 1995, 324 VLK, jf. ovenfor i G.5.5.3.