Der er ikke fradragsret for moms af indkøb af kost til virksomhedens indehaver og personale.

Baggrunden for reglerne er, at sådanne indkøb betragtes som indkøb til endeligt forbrug, idet personalet - hvis der i stedet for kost blev givet højere pengeløn - måtte betale moms ved køb af disse varer.

Landsskatteretten har i TfS 2000, 101 truffet afgørelse om, at der ikke er fradragsret for moms af indkøb af kaffe og te, som stilles gratis til rådighed for virksomhedens personale under dettes arbejde. Landsskatteretten fandt således, at momslovens kostbegreb også omfatter kaffe og te. De bekræftede således tidligere praksis.

Et selskab havde i SKM2004.400.LSR i 2001 og i 2002 afholdt personalearrangementer hvortil der var serveret mad. Det drejede sig om et jubilæum og om personalets juleafslutning. Indkøbet af maden var foretaget ude i byen, hvorefter maden var indtaget i selskabets lokaler. Landsskatteretten traf afgørelse om, at selskabets udgifter til indkøb af mad skulle anses for udgifter vedrørende kost til personale, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Da indkøbet af maden var foretaget ude i byen, hvorefter maden var indtaget i selskabets lokaler, fandt Landsskatteretten ikke, at der var tale om køb af restaurationsydelser. Der var således ikke fradrag for momsen på indkøbet. 

I SKM2005.83.LSR havde et selskab bespist ansatte ved interne møder m.v. i virksomheden med mad leveret fra selskabets egen kantine. Landsskatteretten anså bespisningen for momspligtig udtagning i henhold til momslovens § 5, stk. 2, idet der er tale om kost til virksomhedens ansatte, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten udtalte samtidig, at retten ikke finder at bestemmelsen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 1, alene omfatter egentlige generelle madordninger, men at den også omfatter den mere enkeltstående bespisning ved den ansattes deltagelse i interne møder m.v. Se afsnit D.4.2.2.

EF-domstolen har imidlertid i dommen i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt, at sjette direktivs artikel 17, stk. 6, andet afsnit, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat efter direktivets ikrafttræden anvender en undtagelse fra retten til fradrag af indgående moms af udgifter i forbindelse med virksomhedskantiners gratis bespisning af forretningsforbindelser og personale under møder i forbindelse med arbejdet, selv om denne undtagelse på det nævnte ikrafttrædelsestidspunkt ikke faktisk blev anvendt på de nævnte udgifter som følge af en administrativ praksis, hvorefter grundlaget for beskatningen af disse kantiners ydelser blev sat til disses kostpris til gengæld for retten til fuldt fradrag af indgående moms (Den af Landsskatteretten i TfS 2000, 101, underkendte kantinemomsordning, jf. TSS-cirkulære 2001-07). SKAT overvejede stadig dommens betydning for praksis ved redaktionens afslutning.

Om fradragsret i forbindelse med de adminstrative forenklede ordninger vedrørende kantineydelser (kantinemoms) i forbindelse med de med virkning fra 1. januar 2009 indførte regler om momsgrundlaget ved handel mellem interesseforbundne parter, se dog G.3.