| Momspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, som ikke er momsfri efter § 13, skal anmelde virksomheden til momsregistrering. Registreringen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor den registreringspligtige virksomhed efter en konkret vurdering må anses for at være startet, se M.1.2.
Selvom en dansk virksomhed udelukkende har momspligtige leverancer i udlandet, vil virksomheden kunne momsregistreres i Danmark efter momslovens § 47, stk. 1, og vil dermed kunne fradrage momsen af varer og ydelser, som anvendes til virksomhedens momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37. Se således SKM2008.1014.SR.
Anmeldelse om nyregistrering, ændring af igangværende registreringer og afmeldelse fra registrering skal ske til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 2, 9 og 11 i Anmeldelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1525 af 13. december 2007), der træffer afgørelse om registreringen. Anmeldelser, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke kan registrere, herunder anmeldelser, som kræver egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, videresendes til sagsbehandling hos SKAT, som træffer afgørelse om registreringen. SKAT kan udtage visse anmeldelser, som kræver egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, til sagsbehandling. SKAT træffer ligeledes afgørelse i disse sager. Bliver SKAT i forbindelse med kontrol-, lignings- og inddrivelsesarbejdet bekendt med forhold, der medfører nyregistrering af, ændringer i eller afmeldelse af en virksomheds registreringsforhold, træffes afgørelse ligeledes af SKAT. Der henvises til §§ 1-4 i bekendtgørelse nr. 1509 af 13. december 2007 om virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove.
I momslovens § 47, stk. 1-3, er der fastsat registreringspligt for en række forskelligartede former for afgiftspligtige personer (fysiske såvel som juridiske personer). Det drejer sig i stk. 1 om afgiftspligtige personer med forretningssted i Danmark. I stk. 2 drejer det sig om afgiftspligtige personer, der har forretningssted i et land udenfor EU, med hvilket Danmark ikke har et retligt instrument om gensidig bistand med en retsvirkning, der svarer til reglerne inden for EU. I stk. 3 drejer det sig om den situation, at én person har flere virksomheder her i landet. Der stilles krav om, at disse virksomheder registreres under ét. Efter bestemmelsens stk. 5 skal anmeldelse for registrering af moms ske senest 8 dage inden påbegyndelse af registreringspligtig virksomhed. Told- og skatteforvaltningen kan fra den 1. januar 2009, i henhold til momslovens § 47, stk. 6 og 7, give den afgiftspligtige et påbud om at efterleve de i stk. 1-3 og stk. 5, 1. pkt., fastsatte bestemmelser om registrering m.v. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge den afgiftspligtige daglige bøder efter § 77, indtil påbuddet efterleves. Påbuddet skal indeholde en henvisning til den relevante bestemmelse og en anvisning af, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at overholde den pågældende bestemmelse. Påbuddet gives skriftligt, og det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke efterleves inden for den angivne frist, kan modtageren heraf pålægges daglige bøder, indtil påbuddet efterleves.
Klager over SKATs afgørelser om registrering behandles af Landsskatteretten, jf. § 11, stk. 1, i Skatteforvaltningsloven, lbk nr. 907 af 28. aug. 2006, og § 5 i bekendtgørelse nr. 1509 af 13. december 2007.
Registrering sker i SKAT's Erhvervssystem. Der udstedes et bevis for registreringen. Jf. Anmeldelsesbekendtgørelsens § 40, stk. 2.
I § 3 er defineret, hvad der forstås ved en momspligtig person, se C.1.
Registreringsgrænse på 50.000 kr.
Hvis de samlede momspligtige leverancer ikke overstiger 50.000 kr. inden for en 12-måneders periode, skal der ikke ske registrering eller betales moms, jf. § ►48◄, stk. 1. Denne undtagelse gælder ikke for udenlandske virksomheder og ved levering af nye transportmidler til andre EU-lande. Her skal der altid ske registrering.
Pligten til at lade sig registrere indtræder på det tidspunkt, hvor det er åbenbart, at den momspligtige omsætning vil overstige registreringsgrænsen på de 50.000 kr. Momspligtige personer, der efter 50.000 kr.'s grænsen ikke behøver at lade sig registrere, kan vælge at lade sig registrere og betale moms, se ►M.3◄.
Anmeldelsesblanket
Anmeldelse og andre dokumenter, der indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan være i såvel papirbaseret som elektronisk form efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens nærmere retningslinier. Ved anmeldelse i papirbaseret form skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsens anmeldelsesblanketter anvendes, jf. Anmeldelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 1. På www.webreg.dk findes de blanketter, som virksomhederne skal bruge.
Anmeldelse af ny virksomhed skal sendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Postboks 600, 0900 København C. Oplysningen om ændringer eller ophør sendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Postboks 610, 0900 København C. Ændringer kan foretages elektronisk på www.webreg.dk ved anvendelse af digital signatur.
Hvis et aktieselskab eller anpartsselskab under stiftelse anmeldes til registrering, skal der gives personlige oplysninger om stifterne, som alle skal underskrive registreringsanmeldelsen, da de hæfter solidarisk for indgåede forpligtelser, indtil selskabet er stiftet, anmeldt og registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Ved registreringen får virksomheden et registreringsbevis, hvor virksomhedens CVR-nr./SE-nr. er anført. |