Klager over sagsbehandlingen mv. og videregivelse af fortrolige oplysninger Muligheden for at påklage SKATs stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling til Skatteministeriet som overordnet myndighed er afskåret ved bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007, § 1. Vedrørende klage over afgørelser om aktindsigt - se bekendtgørelse nr. 437 af 1. maj 2007.

Hvis der er truffet en afgørelse om formelle indsigelser af juridisk karakter, vil klagen følge klagevejen over den materielle afgørelse. Hvis der i øvrigt klages over sagsbehandlingen, vil klageadgangen være til Landsskatteretten, forudsat der er tale om en egentlig forvaltningsretlig afgørelse.

I de tilfælde, hvor indsigelser mod sagsbehandlingen hos SKAT ikke resulterer i en forvaltningsretlig afgørelse, vil der som følge af § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007, ikke være nogen klagemulighed til anden administrativ myndighed. Det gælder fx klager over sagsbehandlingstid, klage over mangelfuld vejledning, klage over personlig adfærd eller øvrige klager over SKATs faktiske forvaltningsvirksomhed.

Som følge af den manglende klageadgang har SKAT ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt fastsat retningslinier, der indebærer, at indsigelser af den nævnte art kan behandles på to ledelsesmæssige niveauer i SKAT, jf. SKM2009.154.SKAT.

Ved SKM2008.782.SKAT blev anvendelsesområdet ændret således, at retningslinierne fremover også skulle gælde for indsigelser over SKATs eller en medarbejders videregivelse af oplysninger, der hidtil havde været omfattet af klageadgangen efter SKM2007.794.SKAT om Klager over afgørelser om videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten. Se også afsnit M.3.2.5.

Efter retningslinierne for første behandling skal indsigelser behandles af den øverste daglige leder for den organisatoriske enhed, hvor sagsbehandlingen har fundet sted. Det betyder eksempelvis, at indsigelser skal behandles af skattedirektøren for det pågældende ansvarsområde, når de vedrører sagsbehandling eller medarbejdere i en regional enhed, og at indsigelser skal behandles af direktøren for det pågældende ansvarsområde, når de vedrører sagsbehandling eller medarbejdere i Hovedcentret. Efter retningslinierne for anden behandling skal indsigelser behandles af den øverste overordnede chef for den organisatoriske enhed, hvor sagsbehandlingen har fundet sted. Det betyder eksempelvis, at indsigelser skal behandles af direktøren for den regionale enhed, når de vedrører skattedirektørens behandling, og at indsigelser tilsvarende skal behandles af Told- og Skattedirektøren, når de vedrører behandling foretaget af en direktør i Hovedcentret.

Hvis en indsigelse mod en ansats adfærd resulterer i en forvaltningsafgørelse, er klage til departementet afskåret i § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005, medmindre der er tale om en egentlig disciplinærsag eller en sag om uansøgt afsked, jf. bekendtgørelse nr. 1036 § 1, stk. 2, hvorefter der i sådanne tilfælde kan klages til departementet.

InhabilitetEfter FVL §  6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. Klagevejen følger således den materielle sag.

AktindsigtEfter forvaltningsloven og offentlighedsloven kan afgørelser om aktindsigtsspørgsmål påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, jf. FVL § 16, stk. 4, og OFL § 15, stk. 2.

Det betyder, at klager over afgørelser om aktindsigtsspørgsmål i afgørelsessager, dvs. sager, hvor der er eller bliver truffet en forvaltningsretlig afgørelse, følger klagevejene for den underliggende sag. Dette gælder uanset om anmodningen om aktindsigt er afgjort efter forvaltningslovens eller offentlighedslovens regler. Klager over afgørelser om aktindsigtsspørgsmål i afgørelsessager kan derfor påklages efter samme regler som den underliggende sag, jf. SFL §§ 5, 8 og 11.

For så vidt angår afgørelser om aktindsigtsspørgsmål i sager, der ikke er afgørelsessager, eksempelvis vejledningssager, administrativ sagsbehandling som led i projektvirksomhed eller told- og skatteforvaltningens stillingtagen til indsigelser over sagsbehandling, er der ved bekendtgørelse nr. 437 af 1. maj 2007 fastsat særlige regler om klageadgang. Det fremgår af bekendtgørelsen, jf. § 2, stk. 1, at afgørelser om aktindsigt truffet af told- og skatteforvaltningen eller spillemyndigheden i tilfælde, hvor der ikke er klageadgang til Skatteministeriet (eller anden administrativ myndighed) i den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, ikke kan påklages til Skatteministeriet. Klage over disse afgørelser kan i stedet ske til Landsskatteretten. Efter § 2, stk. 2, kan afgørelser om aktindsigt truffet af told- og skatteforvaltningen i ansættelses- og personalesager dog påklages til Skatteministeriet. Efter § 2, stk. 3, kan afgørelser om aktindsigt truffet af Skatterådet, Spillenævnet, skatte-, vurderings- eller motorankenævnene i tilfælde, hvor der ikke er klageadgang i den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at told- og skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet, Spillenævnet, skatte-, vurderings- og motorankenævnene kan træffe afgørelse i sager om aktindsigt, jf. stk. 1. Endvidere kan Landsskatteretten træffe afgørelse i sager om aktindsigt uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. § 1, stk. 2.

Der henvises i øvrigt afsnit B. Afgørelser og vejledning mv.

Når en afgørelse om aktindsigt truffet af told- og skatteforvaltningen påklages til Landsskatteretten, behandles klagen i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007, § 1, nr. 40 vedrørende afgørelser om aktindsigt og videregivelse af oplysninger efter forvaltningsloven og bekendtgørelsens § 1, nr. 102 vedrørende afgørelser om aktindsigt efter offentlighedsloven. Hvis særlige omstændigheder ved en påklaget afgørelse taler for, at klagen afgøres under medvirken af retsmedlemmer, kan retspræsidenten dog bestemme en sådan behandling af klagen uanset reglerne i bekendtgørelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 2. pkt.

IndsigtsretVed anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i PDL §§ 31-40 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har kompetencen til at afgøre, om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig forvaltningsmæssig delegation, jf. Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 5. Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.

ForældelseAfgørelse vedrørende spørgsmål om forældelse af skatte- og afgiftskrav træffes af SKAT i 1. instans. Afgørelsen kan efter SFL 11, stk.1, nr. 1, indbringes for Landsskatteretten. Reglen i SFL § 41, stk. 1, nr. 5, er en undtagelse herfra, idet der er tale om en eksemplificering af, i hvilke tilfælde en ansættelse kan påklages. Vedrørende fysiske personer og dødsboer er der klageadgang til skatteankenævnet og videre til Landskatteretten, hvis den klageberettigede mener, at ansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for ansættelsens foretagelse.

Omkostningsgodtgørelse og henstandAfgørelser om omkostningsgodtgørelse og henstand træffes af SKAT. Der er klageadgang til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.