Indhold
I dette afsnit beskrives, hvornår og hvordan forsikringsvirksomheder der afregner stempelafgiften månedligt, kan få godtgjort allerede betalt afgift.
Afsnittet indeholder:
- Godtgørelse af for meget betalt afgift
- Godtgørelse af stempelafgift ved fortrydelse af forsikring
Godtgørelse af for meget betalt afgift
Er der for en afregningsperiode (måneden) betalt for meget i stempelafgift - enten fordi der er stemplet med for højt beløb eller et stempelfrit dokument er stemplet - godtgør SKAT den for meget betalte afgift efter ansøgning. Se STEMPAL § 28.
Ansøgningen indsendes til Skattecenter Høje-Taastrup, Helgeshøj Allé 9, 2630 Taastrup, att.: Tinglysnings- og Stempelafgift.
Godtgørelse af stempelafgift ved fortrydelse af forsikring
I de tilfælde hvor forsikringstageren enten
- fortryder begæringen, før selskabet har overtaget risikoen eller
- gør brug af fortrydelsesretten efter lovgivningen om forbrugerbeskyttelse
godtgøres den betalte stempelafgift. Se STEMPAL § 29.
Hvordan godtgøres afgiften?
Godtgørelsen sker ved modregning i årets skyldige afgifter i forbindelse med udfyldelse og indsendelse af årsopgørelsen.
Se om årsopgørelsen H.3.7.2.