åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.C.1.4.5 Afgiftspligt - uanset skattepligt, PBL § 32" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Det fremgår af PBL § 32, stk. 1, at der ikke skal betales afgift af den del af udbetalingen eller ordningens værdi, der svarer til indbetalinger, som personen har foretaget på ordningen, når den pågældende kan godtgøre, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret her i landet eller i udlandet for indbetalingerne.

§ 32, stk. 1, har fået denne affattelse ved lov nr. 1339 af 19. december 2008, der trådte i kraft den 21. december 2008. Se nærmere bemærkningerne til § 2, nr. 15 og 16, i lovforslaget (L 41).

Frem til ikrafttrædelsen pr. 1. januar 2008 af lov nr. 1534 af 19. december 2007, skulle man betale afgift af pensionsudbetalingen, uanset om man havde opnået fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne til pensionsordningen.

Hvis ordningen er oprettet før lovens ikrafttræden 1. januar 1972, og ejeren ikke har været fuldt skattepligtig på noget tidspunkt under ordningens beståen, skal der dog ikke svares afgift, i det omfang udbetalingen eller ordningens værdi hidrører fra indbetalinger, der forfaldt før lovens ikrafttræden, jf. PBL § 32, stk. 2.

Afgiften kan ikke bortfalde i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og en fremmed stat.