FUL § 15, stk. 6FUL § 15, stk. 6, finder anvendelse ved fusion af selskaber og foreninger, der alle er hjemmehørende i udlandet, hvis de fusionerende selskaber ikke beskattes efter reglerne i FUL § 15, stk. 3, dvs. i de tilfælde, hvor det indskydende selskab ikke har aktiver m.v., der er knyttet til et fast driftssted her i landet eller fast ejendom her i landet.

Ifølge FUL § 15, stk. 6 finder bestemmelserne i FUL §§ 9 og 11 tilsvarende anvendelse ved beskatning af selskabsdeltagerne i det indskydende selskab. Er fusionen således omfattet af FUL § 15, stk. 6, vil fusionen altid være skattefri.

I SKM2007.711.SR fandt Skatterådet, at de canadiske regler om amalgamation har sådanne lighedspunkter med en fusion, at sammenlægningen af to canadiske datterselskaber D1 og D2, var omfattet af FUL § 15, stk. 6.

I SKM2009.44.SR fandt Skatterådet, at en udenlandsk omstrukturering ikke svarede til en omstrukturering efter danske regler. "Fusionen" skulle gennemføres via 3 selvstændige transaktioner. SKAT henviste til, at det var den enkelte transaktion der skulle svare til en efter danske normer godkendt transaktionstype. Da omstruktureringen således ikke svarede til en omstrukturering efter danske regler, kunne den ikke få effekt som en skattefri transaktion i relation til den danske beskatning. Transaktionen kunne derfor ikke kvalificeres som en fusion efter fusionsskattelovens § 1, stk. 3. På baggrund heraf kunne successionsreglen i fusionsskattelovens § 15, stk. 6, jf. bestemmelsens henvisning til § 9 og 11, derfor ikke anvendes af de danske aktionærer.