Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om vederlag og honorarer, der er B-indkomst, og som udbetales fra Danmark. Vi har desuden modtaget oplysninger om tegnings- og køberetter til aktier eller anparter og om aktier og anparter, der er modtaget som vederlag i et ansættelsesforhold eller til bestyrelsesmedlemmer.

Herudover har vi modtaget oplysninger om værdien af fri helårsbolig, fri sommerbolig og fri lystbåd til direktører og hovedaktionærer med flere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Vi har desuden modtaget oplysninger om fri bil, fri helårsbolig, fri sommerbolig og fri lystbåd som udbytte til hovedaktionærer, der ikke er ansat i selskabet.

Oplysningerne står i rubrik 12. Beløbet er indberettet af din arbejdsgiver med flere til SKAT. Du kan finde oplysningerne på skat.dk under Borger - TastSelv Borger - Skattemappen - Personlige skatteoplysninger - Oplysningssedler.Under Aktuelle indkomstoplysninger/eSkattekort kan du se detaljerede indkomstoplysninger.

Beløbet i rubrik 12 er før der er fratrukket AM-bidrag.

Mener du, at oplysningerne er forkerte, skal du skrive det rigtige beløb i rubrikken. Husk, at du skal skrive det samlede beløb, der skal være i rubrikken, og at beløbet skal være før fradrag af AM-bidrag.

Har du erhvervet, udnyttet eller afstået aktiekøberetter, kan du få mere information ved at henvende dig i et skattecenter eller ved at kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18.

Hvad du selv skal oplyse
Har du modtaget honorarer, der er B-indkomst, og som ikke er indberettet til SKAT af udbetaleren, skal du selv skrive beløbet i rubrik 12.

Specielle forhold for hovedaktionærer, direktører mv.
Hvis du er ansat hovedaktionær/-anpartshaver eller direktør eller er ansat på andre vilkår, hvor du har bestemmende indflydelse på din egen aflønningsform, og du har haft rådighed over en sommerbolig, lystbåd eller en helårsbolig, gælder en formodning om, at du har haft rådigheden over godet/aktivet hele året, blot det har været stillet til rådighed for dig i året (formodningsreglen). Formodningsreglen gælder også, når godet/aktivet er stillet til rådighed for en hovedaktionær/-anpartshavers nærtstående. Du skal dog ikke beskattes af rådigheden for perioder, hvor aktivet har været anvendt erhvervsmæssigt.

Hvis du er hovedaktionær/-anpartshaver, og værdien af godet ikke kan anses som et løntillæg, beskattes du som modtager af udlodning fra selskabet i stedet for løn. Formodningsreglen gælder også i den situation. Du beskattes i dette tilfælde også af værdi af fri bil som udlodning. Der gælder særlige regler for fri helårsbolig, hvis der ifølge lovgivningen er bopælspligt på ejendommen. Det gælder for eksempel visse landbrugsejendomme. I den situation beskattes du af markedslejen.

Du kan få oplysning om de nærmere betingelser enten ved at møde op i et skattecenter eller ved at kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18.

Fri helårsbolig for hovedaktionærer mfl.
Værdi af fri helårsbolig for hovedaktionærer/anpartshavere med flere er fastsat til 5 procent af et særligt beregningsgrundlag. Hertil skal lægges 1 procent af den del af beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten, der ikke overstiger 3.040.000 kr. og 3 procent af resten.

Det særlige beregningsgrundlag udgør det største beløb af:

  • Ejendomsværdien pr. 1. oktober året før indkomståret eller
  • Den kontante anskaffelsessum med tillæg af forbedringer, der er sket efter anskaffelsen, men inden 1. januar i det pågældende indkomstår.

Eventuel egenbetaling fragår i den skattepligtige værdi.

Værdien af fri helårsbolig omfatter desuden ejendomsskatter og øvrige udgifter, som selskabet afholder særskilt som for eksempel udgifter til varme, renovation, vand, el, rengøring, gartner, fællesantenne og lignende.

Reglerne gælder, uanset om det er hovedaktionæren/anpartshaveren selv eller en nærtstående person, der har helårsboligen til rådighed.

Værdien skal anføres i rubrik 12. Det samme gælder, hvis du er hovedaktionær/-anpartshaver uden at være ansat. Eventuel egenbetaling fragår i den skattepligtige værdi.

Fri sommerbolig for hovedaktionærer mfl.
Hvis du er ansat hovedaktionær/-anpartshaver, direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses du for at have sommerboligen til rådighed hele året. Hvis sommerboligen er stillet til rådighed for flere direktører med flere, skal du fordele den skattepligtige værdi ligeligt. Den skattepligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af dage, hvor sommerboligen stilles til rådighed for eller udlejes til andre ikke-nærtstående personer. Værdien af fri bolig skal medregnes under rubrik 12. Det samme gælder, hvis du er hovedaktionær/-anpartshaver uden at være ansat. Eventuel egenbetaling fragår i den skattepligtige værdi.

Fri lystbåd for hovedaktionærer mfl.
Hvis du er ansat hovedaktionær/-anpartshaver, direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses du for at have lystbåden til rådighed hele året. Er lystbåden til rådighed for flere direktører med flere, skal du fordele den skattepligtige værdi ligeligt. Den skattepligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af dage, hvor lystbåden stilles til rådighed for eller udlejes til andre ikke-nærtstående personer. Værdien skal medregnes under rubrik 12. Det samme gælder, hvis du er hovedaktionær/-anpartshaver uden at være ansat. Eventuel egenbetaling fragår i den skattepligtige værdi.