Hvad du selv skal oplyse
Har du modtaget underholdsbidrag eller aftægtsydelse (for eksempel i form af fri bolig), skal du selv skrive værdien heraf i rubrik 19.

Du skal ikke betale AM-bidrag af underholdsbidrag eller aftægtsydelser.

Underholdsbidrag
Underholdsbidrag, som du har modtaget i anledning af skilsmisse, separation eller faktisk ophævelse af samliv, skal skrives i rubrik 19.

Underholdsbidrag til børn
Underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab eller til børn i forbindelse med forældrenes separation, skilsmisse eller faktiske samlivsophævelse skal skrives på barnets årsopgørelse i rubrik 19.

Det er kun den del af bidraget, der overstiger normalbidraget, som skal med på årsopgørelsen. Normalbidraget er skattefri indkomst for børn under 18 år. 

Normalbidraget i 2009 består af et grundbeløb og et tillæg. Grundbeløbet er 11.988 kroner for hele året - det vil sige 999 kroner pr. måned. Tillægget er 1.548 kroner for hele året - det vil sige 129 kroner pr. måned. Det årlige skattefri normalbidrag er altså 13.536 kroner (11.988 kroner + 1.548 kroner), og det månedlige skattefri normalbidrag er 1.128 kroner.

Særlige bidrag til barnets dåb medregnes ikke til barnets indkomst, når bidraget ikke overstiger det månedlige normalbidrags grundbeløb - det vil sige 999 kroner. Særlige bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, er skattefri, når de ikke overstiger tre gange det månedlige normalbidrags grundbeløb - det vil sige 2.997 kroner.