Faglige kontingenter
For at du kan fratrække kontingenter til for eksempel fagforeninger, er det en betingelse, at foreningens hovedformål er at varetage medlemmernes økonomiske og faglige interesser. Hvis foreningens hovedformål for eksempel er at udgive faglitteratur eller faglige artikler, kan du normalt ikke trække kontingentet fra som fagligt kontingent. Derimod har du mulighed for at trække det fra som en lønmodtagerudgift i rubrik 53.

Det, du kan trække fra som fagligt kontingent, er først og fremmest det normale kontingent. Herudover kan du trække ekstra strejkekontingenter fra, hvis de er pålagt af foreningen. Yderligere kan du trække klubkontingenter fra, hvis foreningens formål er at varetage medlemmernes faglige interesser, samt særlige bidrag, som foreningen opkræver for at kunne yde tilskud til medlemmer, der er gået på pension. Derimod kan du ikke trække frivillige bidrag fra.

Det er en betingelse for fradraget, at fagforeningen har indberettet beløbet til SKAT.